Ude godt – hjemme bedst. Det var skønt at komme hjem igen. Skønt at se familie og venner. Skønt at sove i sin egen seng. Skønt at gå rundt og snuse i sin have. Skønt at møde nogen på gaden man kender.
Statistik er jo altid sjovt, og her er lidt: Vi har
været på 42 forskellige hoteller/moteller
været på 41 forskellige campingpladser
fløjet 20 gange
har kørt km. 14.500 (excl. Busser og anden transportmidler, hvor Ole ikke var ved roret)
har besøgt 10 lande
har besøgt 3 verdensdele
Pigerne har vi ikke talt meget med, siden vi er kommet hjem. De har uafbrudt haft legekammerater hjemme, også til overnatning. Annika står op og spiser, så hun hurtigt kan komme videre, og da jeg sagde forleden, at det var dejligt at se hende sagde hun med løftet øjenbryn: ”mor, vi har set rigeligt til hinanden” tja det har hun jo ret i. De to tøser har været helt fantastiske sammen, men nu hvor vi er kommet hjem, er det tydeligt, hvor meget de har savnet deres kammerater. Heldigvis har kammeraterne også savnet dem, så der har været stor gensynsglæde.
Mine svigerforældre, som havde boet i vores hus og passet på det hele, har været helt fantastiske. Bl.a havde de bygget cykelskur til os og hele køkkenhaven var fyldt med kartofler og gulerødder, for ikke at tale om alle krukkerne som var fyldt med blomster, eller fryseren som var fyldt med hjemmelavede middagsretter. Vores hus var på et tidspunkt lejet ud, men firmaet som havde lejet huset gik konkurs, hvilket også gav dem en hel del arbejde. De siger de har hygget sig med det, men det har været en kæmpe opgave og jeg ved ikke hvordan vi skulle ha´ klaret os uden dem.
Ellers er alt næsten som det plejer. Det danske vejr er svingende, og bedst som man har tændt op i grillen (ja vi har også savnet Weberen), så begynder det at regne, og man pisker rundt for at samle hynder etc. sammen, og sådan en grillpølse smager altså bedst når solen skinner.
I USA talte alle om hvor dyr benzinen var blevet, så vi var selvfølgelig forberedt, men man bliver altså alligevel chokeret når det koster 800 kr. at fylde bilen op, og man fornemmer i det hele taget, hvordan de stigende priser, og de faldende huspriser påvirker folk.
Her 14 dage efter vi er landet i Dannevang, er vi ved at være på hjemmebane igen. Det er egentlig skræmmende, at man så hurtigt kommer ind i hverdagen igen. Pludselig er Tekst TV igen blevet helt uundværligt, og vejret er det helt store samtal emne. ”nej hvor det blæser, nej hvor er det tørt, nej hvor det regner…. Der er dog også ting man lige skal vænne sig til, f.eks. at man selv skal pakke sine varer i Netto og alligevel er køerne lange. Man skal selv gøre rent. Der skal åbnes post (mest regninger og dødsyge reklamer), og der er altid lige et par ekstra piger til aftensmad.
Det har været dejligt, at så mange løbende har sendt hilsner og holdt os orienteret om hvordan det stod til herhjemme. Det er også super dejligt at høre, hvor mange der har fulgt med på vores blog, og med spænding har ventet på nyt fra de fire på eventyr, også dem vi ikke engang kender!!
Nu er dette eventyr slut – et halvt år går hurtigt – men vi vil fortsætte med at leve efter Søren Kirkegaards ord: ”at vove er at miste fodfæste et stykke tid – ikke at vove er at miste sig selv”.
mandag den 21. juli 2008
New York - 28. juni - 5. juli
Lander i New York tidligt om morgenen. Vi tager toget ind til Penn. Station, som er den mest travle togstation i byen. Oppe på gadeplan, får vi prejet en taxa, og så starter showet. Taxachaufføren gider ikke tage os med, da det er en kort tur, men vi er ligeglade og sætter os ind i bilen, han knurrer lidt men kører af sted. Da der er marked på den gade hvor vores hotel ligger, bliver vi ”smidt ” af midt ude på en vej med alt vores bagage, og vi springer for livet ind i sikkerhed på fortovet. Der er ”dejligt” varmt, så vi er godt svedte og meget trætte da vi når ind på hotellet. Da vi mangler lidt søvn havde vi planer om lige at tage en lille lur på hotellet, men kan først få værelset kl. 15 og kl. er 10. Nå, men så lusker vi da en tur i Centralpark, og ligger et par timer på græsset. Der er en god stemning med mange mennesker, og til lyden af saxofon, får vi os et lille hvil.
Vi bor på meget centralt på Manhattan. Set i bagklogskabens klare lys, lidt for centralt i hvert fald for Ole. Helt præcist bor vi på 46th Street lige ved Broadway og Time Square. Her er der altid gang i byen. Neonreklamerne er larmende og de gule taxier´s konstante dytten er noget af en omvæltning fra det ørkensamfund vi kommer fra, ja selv Las Vegas kommer til at minde om en søvnig provinsby.
Lad os slå fast med det samme, New York er IKKE noget for Ole. Han er nærmest paranoid, da han mener at alle er ude på at snyde ham. Hallooo det er New York det her. Folk er kun ude på en ting: tjene penge. Men 7 $ er lige i overkanten for en lille is, og at tjeneren selv skriver drikkepenge, ca. 25% på regningen, er mere end hvad Oles temperament kan holde til.
Nå men bortset fra at zig zagge udenom diverse ”lommetyve”, så får vi trasket godt rundt i byen. Vi kører også en del med Subway (metro), hvilket får os til at føle at vi er med i en film, der mangler bare en lille skudepisode på perronen.
5th Avenue, besøges flere gange. Det bedste udbytte får man her, når man sender Ole og Annika hjem. Det giver sådan en ro…..Her er alt hvad en kvinde og en pige kan drømme om.
Vi besøger Frihedsgudinden, sejler helt derud. Hun står på øen Liberty Island, som ligger lige udfor indsejlingen til New York. Det var en stor oplevelse, at komme ud og stå ved siden af hende. Desværre var der mange andre der havde fået samme ide, og pga. security og et elendigt køsystem, så bruger vi det meste af dagen på turen. FN bygningen fik også et besøg. Havde en plan om et billede af pistolen med knude på løbet, men den var så lille. Det må være lidt som når turister ser den lille havfrue. Så er her jo lige en EM finale, som vi ser på en pub. Her sidder amerikanere af både tysk og spansk afstamning, med henholdsvis tyske og spanske landsholdstrøjer, og der er en god stemning.
Ole havde en plan om at vi skulle se Niagara Falls, nu vi havde god tid. Så han havde booket en tur på nettet. En to dages tur i bus. Nå vi skal møde op i China Town, sammen med 500 andre og 10 busser – totalt kaos. Til sidst finder vi vores bus. Guiden (en lille kineser) fortæller glad om turen. Det lyder fint indtil hun fortæller, at udover det vi allerede har betalt for turen, skal vi betale ekstra for drikkepenge til hende og chaufføren, sejltur ud til vandfaldet (ok det vidste vi godt), ekstra pga. benzinen var så dyr (hallo – det er jo ingen nyhed, vel!!) i alt skulle vi betale 200$ ekstra. Hun blev lige færdig med at fortælle om dette, da bussen gik i stykker. Vi havde vel kørt i ca. 45 min. og der var 7 timers kørsel i alt. Ikke nogen god start. Ole var rygende, og jeg havde mest lyst til at droppe den tur. Efter halvanden times venten kom en anden bus, og vi drog af sted.
Vi ankom til Niagara Falls ca. kl. 19. og det var storslående. Vi havde taget passet med og traskede over til Canada og så det fra den side også. Her var udsigten helt fantastisk. Vi fik lidt aftensmad, imens blev det mørkt, og vi fik så også lige set det hele med lys på. Det eneste jeg syntes var lidt øv, var de høje hotelbyggerier og tivoli, det passede ligesom ikke til sådan et naturfænomen.
Næste morgen kom vi så ud og sejle. Vi fik udleveret et regnslag, og det var godt, for vi sejlede så tæt på at vandet væltede ned over os. Det var helt sindsygt. Vi læste lidt historier om folk der har taget den ned af vandfaldet, bl.a en skolelærer som overlevede turen i en tønde. Det endte med at blive en god tur, men alle var enige om at køreturen var for lang.
Tilbage i New York – rolig Ole – der er kun 1 ½ dag tilbage. Vi bruger dagen på at købe lidt gaver og et par kufferter, og så er der ellers kun tilbage at se frem mod home sweet home.
Vi bor på meget centralt på Manhattan. Set i bagklogskabens klare lys, lidt for centralt i hvert fald for Ole. Helt præcist bor vi på 46th Street lige ved Broadway og Time Square. Her er der altid gang i byen. Neonreklamerne er larmende og de gule taxier´s konstante dytten er noget af en omvæltning fra det ørkensamfund vi kommer fra, ja selv Las Vegas kommer til at minde om en søvnig provinsby.
Lad os slå fast med det samme, New York er IKKE noget for Ole. Han er nærmest paranoid, da han mener at alle er ude på at snyde ham. Hallooo det er New York det her. Folk er kun ude på en ting: tjene penge. Men 7 $ er lige i overkanten for en lille is, og at tjeneren selv skriver drikkepenge, ca. 25% på regningen, er mere end hvad Oles temperament kan holde til.
Nå men bortset fra at zig zagge udenom diverse ”lommetyve”, så får vi trasket godt rundt i byen. Vi kører også en del med Subway (metro), hvilket får os til at føle at vi er med i en film, der mangler bare en lille skudepisode på perronen.
5th Avenue, besøges flere gange. Det bedste udbytte får man her, når man sender Ole og Annika hjem. Det giver sådan en ro…..Her er alt hvad en kvinde og en pige kan drømme om.
Vi besøger Frihedsgudinden, sejler helt derud. Hun står på øen Liberty Island, som ligger lige udfor indsejlingen til New York. Det var en stor oplevelse, at komme ud og stå ved siden af hende. Desværre var der mange andre der havde fået samme ide, og pga. security og et elendigt køsystem, så bruger vi det meste af dagen på turen. FN bygningen fik også et besøg. Havde en plan om et billede af pistolen med knude på løbet, men den var så lille. Det må være lidt som når turister ser den lille havfrue. Så er her jo lige en EM finale, som vi ser på en pub. Her sidder amerikanere af både tysk og spansk afstamning, med henholdsvis tyske og spanske landsholdstrøjer, og der er en god stemning.
Ole havde en plan om at vi skulle se Niagara Falls, nu vi havde god tid. Så han havde booket en tur på nettet. En to dages tur i bus. Nå vi skal møde op i China Town, sammen med 500 andre og 10 busser – totalt kaos. Til sidst finder vi vores bus. Guiden (en lille kineser) fortæller glad om turen. Det lyder fint indtil hun fortæller, at udover det vi allerede har betalt for turen, skal vi betale ekstra for drikkepenge til hende og chaufføren, sejltur ud til vandfaldet (ok det vidste vi godt), ekstra pga. benzinen var så dyr (hallo – det er jo ingen nyhed, vel!!) i alt skulle vi betale 200$ ekstra. Hun blev lige færdig med at fortælle om dette, da bussen gik i stykker. Vi havde vel kørt i ca. 45 min. og der var 7 timers kørsel i alt. Ikke nogen god start. Ole var rygende, og jeg havde mest lyst til at droppe den tur. Efter halvanden times venten kom en anden bus, og vi drog af sted.
Vi ankom til Niagara Falls ca. kl. 19. og det var storslående. Vi havde taget passet med og traskede over til Canada og så det fra den side også. Her var udsigten helt fantastisk. Vi fik lidt aftensmad, imens blev det mørkt, og vi fik så også lige set det hele med lys på. Det eneste jeg syntes var lidt øv, var de høje hotelbyggerier og tivoli, det passede ligesom ikke til sådan et naturfænomen.
Næste morgen kom vi så ud og sejle. Vi fik udleveret et regnslag, og det var godt, for vi sejlede så tæt på at vandet væltede ned over os. Det var helt sindsygt. Vi læste lidt historier om folk der har taget den ned af vandfaldet, bl.a en skolelærer som overlevede turen i en tønde. Det endte med at blive en god tur, men alle var enige om at køreturen var for lang.
Tilbage i New York – rolig Ole – der er kun 1 ½ dag tilbage. Vi bruger dagen på at købe lidt gaver og et par kufferter, og så er der ellers kun tilbage at se frem mod home sweet home.
lørdag den 5. juli 2008
Las Vegas - 23.-27. juni
At køre ned af the Strip (hovedgaden i Las Vegas) er en af de mere sindsyge oplevelser vi har haft. Efter at ha´kørt rundt i ørkenen i meget øde områder, er det en helt vanvittig kontrast Der er et lyshav og det ene kæmpe hotel efter det andet.
Her er 43 grader varmt, men kun 40 om aftenen!! Selvom hotellerne er meget flotte, så er her billigt at bo. Vi har booket os ind på et meget lækkert luksushotel, Luxor, som forestiller Egypten. Vi bor i en glaspyramide, og alt er superflot. Pris 65 $. Gode kunder (dem der spiller meget) bor gratis og får mad og drinks, Vi bevæger os ikke udenfor hotellet de første to dage. Hvorfor skulle vi det? Her er alt. Butikker, cafeer, restauranter, nå ja og så selvfølgelig casino. Der er spilleautomater overalt og der er åbent 24 timer. I øvrigt er der så varmt at man ikke kan holde ud at være udenfor, med mindre man er på vej i swimming poolen. Hotellerne er rigtig smarte, der er bygget indendøres ”broer” mellem hotellerne, så man kan vandre gennem byen, stort set uden at gå udenfor. Her er USA´s største hotel MGM, med 5005 værelser og en levende løve i ”hallen”. ”Hallen” er så stor at vi går rundt der i en halv time!Tænker over hvad det må koste/forurene at køle denne her by ned for ikke at tale om lysforbrug etc., men får det dårligt ved tanken, så skubber den væk. Vi skal kun være her 4 dage, så lad os nu nyde det…. Ole prøver lykken på kasionet. Havde en forestilling om at rejsen skulle tjenes hjem her, men han har åbenbart held i kærlighed…., men han får da nogle gratis drinks mens det står på. Las Vegas er som Disney Land bare for voksne. Vi nyder dagene, får slappet af og shoppet ”lidt”.
Her er 43 grader varmt, men kun 40 om aftenen!! Selvom hotellerne er meget flotte, så er her billigt at bo. Vi har booket os ind på et meget lækkert luksushotel, Luxor, som forestiller Egypten. Vi bor i en glaspyramide, og alt er superflot. Pris 65 $. Gode kunder (dem der spiller meget) bor gratis og får mad og drinks, Vi bevæger os ikke udenfor hotellet de første to dage. Hvorfor skulle vi det? Her er alt. Butikker, cafeer, restauranter, nå ja og så selvfølgelig casino. Der er spilleautomater overalt og der er åbent 24 timer. I øvrigt er der så varmt at man ikke kan holde ud at være udenfor, med mindre man er på vej i swimming poolen. Hotellerne er rigtig smarte, der er bygget indendøres ”broer” mellem hotellerne, så man kan vandre gennem byen, stort set uden at gå udenfor. Her er USA´s største hotel MGM, med 5005 værelser og en levende løve i ”hallen”. ”Hallen” er så stor at vi går rundt der i en halv time!Tænker over hvad det må koste/forurene at køle denne her by ned for ikke at tale om lysforbrug etc., men får det dårligt ved tanken, så skubber den væk. Vi skal kun være her 4 dage, så lad os nu nyde det…. Ole prøver lykken på kasionet. Havde en forestilling om at rejsen skulle tjenes hjem her, men han har åbenbart held i kærlighed…., men han får da nogle gratis drinks mens det står på. Las Vegas er som Disney Land bare for voksne. Vi nyder dagene, får slappet af og shoppet ”lidt”.
fredag den 27. juni 2008
22. – juni - Grand Canyon south rim – Las Vegas
Grand Canyon, skal efter vores mening ses fra Nord, måske er det bare fordi det var første gang man så det at det virkede meget flottere, men der var altså en stemning der, som ikke kan beskrives. Her er der så mange turister på alle udkigspunkterne, og det tager lidt af den fantastiske følelese vi havde sidst. Pigerne havde endnu engang spottet et ridested. Det hed ”Appache Stable” – Her kunne man ride ud og lave bål. ”Det lyder rigtig hyggeligt” var jeg kommet til at sige, og nu havde vi sagt nej til ridning så mange gange at jeg måtte mande mig op igen. Håbede hele vejen derned at alle hestene var afsat, men nej vi kunne komme ud og ride med det samme – pokkers! Indianerne var skiftet ud med cowboys. En gæv cowboy, med guld i hele munden, fortalte os lidt om hestene. Min hest hed Shotgun – jeg valgte IKKE at spørge, hvorfor den hed det. Vi red afsted. Jeg red efter en anden meget flink cowboy. Vi sludrede hele vejen og Ole som red bagerst, tænkte ”nå hun er slet ikke bange, siden hun kan snakke”, men sandheden er at det var for at aflede min totale angst for at Shotgun skulle vise dens sande jeg. Hestene jeg har reddet på har jo været søde, og det er jo egentlig rigtig hyggeligt at ride afsted over prærien, problemet er bare, at jeg overhovedet ikke kender sådan en hests psyke, og hvis den skulle vise sin mindre pæne side – så aner jeg ikke hvad jeg skal stille op….. Nå vi havde en varm og rolig ridetur, på et tidspunkt sagde Annika ”mor hvordan siger man trav på engelsk” Det vidste jeg heldigvis ikke…..
Vi sluttede Grand Canyon af med en IMAX film – flot – og så sparede vi en helikoptertur!Derefter kørte vi mod Las Vegas. Noget af turen ad den legendariske Route 66 – dette var dog en skuffelse. Det var jo bare en vej! Kørte over Hoover Dam – og Landede i Las Vegas kl. 00.30.
Vi sluttede Grand Canyon af med en IMAX film – flot – og så sparede vi en helikoptertur!Derefter kørte vi mod Las Vegas. Noget af turen ad den legendariske Route 66 – dette var dog en skuffelse. Det var jo bare en vej! Kørte over Hoover Dam – og Landede i Las Vegas kl. 00.30.
16. juni - 22. juni - Zion National Park – Grand Canyon - Page
Springdale hedder byen i Zion Nationalpark som vi bor i. Her er lidt skiferiestemning, selvom termometeret viser 112 grader Fahrenheit, eller ca. 44 grader celcius. Byen har til forskel fra mange andre amerikanske byer stil, med hyggelige forretninger og restauranter. De fleste byer vi kommer til er mest diverse burgerkæder jeg nævner i flæng: MC Donalds, Burger King, Dennis, Wendys, Jack in the Box, Pizza Hut, Taco Bell (OK det er så Taco mad men efter samme opskrift som burgerkæderne). Man bliver efterhånden lidt træt af burger etc, så det er skønt at være et sted hvor ingen af disse kæder er. Efter en dag med total afslapning i poolen, er det tid til at udforske national parken. Til forskel for Yosemite, kan man ikke køre ind i parken med egen bil, men med en gratis shuttlebus. Tak for det! Inden dette blev indført havde der dagligt været ca. 5.000 biler og 400 parkeringspladser (nogenlunde som Yosemite!) Parken er ”skåret” igennem af en rød vej. På begge sider af vejen står klipperne op i de særeste formationer. Det er gamle sandduner, som gennem tiden (de sidste 180 millioner år) er blevet formet af vand, vind og vejr. Det er helt fantastisk flot. Har aldrig set noget lignende. Vi starter ud på en vandretur langs en flod. Her er dejligt svalt da klipperne skygger for solen. Efter et par kilometer slutter stien og hvis man vil fortsætte er det i floden. De som går videre har enten lejet sko eller har en eller anden form for badesko på. Annika nedlægger veto mod at gå videre, hvilket bliver accepteret, dog ikke uden en noget bitter Mr. Snikers (hans nye navn har ikke noget med sko at gøre!).
Så vi vælger en anden tur op til nogle søer som ligger oppe i klipperne. Vi begiver os opad, og har ikke gået længe (kl. er ca. 12.00, ingen skygge og her er som en bageovn) før pigerne er kobberrøde i hovederne og beklager sig noget. 200 meter inden vi når toppen, sidder de begge totalt nedbrudte og nægter at gå videre (ja det er en noget anden stemning end da vi var i Disney Land). Med lidt vand, og lidt opløftende ord får vi dem på benene og gået det sidste stykke, til vi når en lille sø med en dejlig skyggeplads. Her får vi vejret og ansigtkuløren i rette folder igen, med lidt vand og gulerødder. Egernene er noget påtrængende, og hopper helt op i rygsækken, men selv Ole har efter Yosemite lært at det er en rigtig dårlig ide at fodre vilde dyr, så de får ikke noget af os.
Turen ned ad klippen er noget nemmere, og vi kan nu grine ad det første stykke op, hvor der også var optakt til lidt brok.
Bryce Nationalpark er blevet droppet. Selvom den også skulle være flot, så er vi enige om at 8 nationalparker må være mere end nok. Så vi stikker kursen mod syd øst, med et lille afstik til Nordremmem i Grand Canyon National Park. Turen går som en leg, sådan en Jeep kører helt fint, så fint at vi pludselig føler vi er blevet en del af det meget berømte TV program ”Speeders”. Et program vi har set med stor jubel fra især pigerne. Bilen kørte 22 miles for stærkt. Det kostede 305 $, og skal betales inden vi forlader landet!! Nå vi kørte helt stille til vi nåede nordlige indgang til Grand Canyon. Vi har besluttet os for at vi vil se Grand Canyon både fra nord og fra den mest besøgte syd.
Vi kørte på en lille vej gennem skov og pludselig åbner skoven sig og Grand Canyon er lige ud for os. OK man har set mange billeder og vi havde regnet med at der var stort siden det nu har fået det navn – men WAU man fik helt åndenød. Et stort rødt omvendt bjerg. Der var 2.400 meters fald og 16 km. på det breddeste sted. Vi gik ud på flere udkigspunkter. Den ene var kun en meter det smalleste sted, og at kigge ned var helt sindsygt. Afspærring er ikke det som de går mest op i her, og der er da også flere hvert år der falder ud over kanten. Det forstår man så godt, når man ser hvordan folk gravler ud for at få det helt perfekte billede. I det hele taget er Grand Canyon et sted der skal tages alvorligt. Omkring 250 mennesker bliver hvert år forsøgt reddet, efter at være taget på vandretur uden nok vand eller lignende. Især én historie om en ung pige (marathon løber), som døde af dehydrering efter at hun havde set forkert på et kort, og havde valgt en rute på 42 km isteden for en rute på 25 km, har gjort indtryk på pigerne. Tror pigerne tænkte ”det kunne ha´ været os i går”!
Vi står længe og kigger ned i det kolosale hul, og får da også taget ”lidt” billeder.
Vi når byen Page sent om aftenen. Byen ligger i Navajo Indian Reservation, og blev skabt i forbindelse med USA´s næststørste dæmning over Colorado River blev bygget. Det er lidt sjovt, for når man sidder og prøver at planlægge hvor man skal sove næste gang og kigger på ruten, så er den ene sorte prik på kortet lige så god som den anden. Men vi kom forleden til en såkaldt by. Den hed Hot spring. Her var en cafe – der var lukket for bestandig. Page, en anden sort prik, eksisterede ikke før i 1950´erne da de påbegyndte dæmningen og nu kommer der 4 mill. turister om året. Dæmningen blev bygget for at skabe strøm og for at kunne sikre vandforsyningen. Det var en god ide, for her kommer ikke meget regn. Her er tørt og varmt og rødt, men dæmningen har skabt en stor sø midt i ørkenen, som har gjort at byen er blevet porpulær. Egentlig skulle vi bare ha´ overnattet her, men at være så tæt på Colorado River kan vi ikke bare ignorere. Vi bliver tre nætter i Page. Den ene dag kører vi ud og ser en grotte. Den hedder Antilope Grotten. Den blev fundet af en lille indianerpige, da hun var ude og lede efte fårene. Vi bliver kørt derud i en åben jeep af en indianer. Hun kører godt til, så den røde jord flyver os om ørene og vores tænder knaser. Grotten er ubeskrivelig smuk. Flere steder i grotten, er der hul op så solen lyser ned, og giver et helt fantastisk lys på væggene som ellers ligner rød modelervoks. Pludselig går det op for os at en australsk fotograf vednavn Peter Lik, hvis billeder vi er helt pjattede med, har flere motiver herfra. Sjovt. Her i Navajo er der mange forskellige indianer stammer. Mange af dem lever stadig efter deres gamle traditioner og skikke. Få af dem har endnu ikke strøm og indlagt vand.
Vækkeuret ringer kl. 05.00. Rigtig grimt. Det minder os om, hvor godt vi har det. Vi skal ud og sejle langs Colorado River. Floden h
ar igennem millioner af år skåret sig vej gennem klipperne, som rejser sig over 900 meter over os. Man føler sig meget lille, skøn fornemmelse efter den sidste måneds indtagen af burgere! Vi sejler i en stor gummibåd ca. 15 mennesker, de fleste sidder med benene udover kanden. Vandet er iskoldt – 8 grader – hvorfor man ikke lige har lyst til at springe i vandet. Så da der pludselig er en der får overbalance og falder i vandet, er det til stor jubel for os andre…. Vi sidder i båden og lytter til vores guide. Indimellem slukker han for motoren og stilheden er larmende. Hele tiden må man knibe sig i armen, for man forventer hele tiden at en idianerstamme på hest skal dukke op på klippetoppen. Guiden spiller en melodi på en indianerfløjte. Det lyder så dejligt imellem klipperne. Flot tur - Vi bliver kørt tilbage hvor vi startede, af en indianerdame, som rigtig sød fortæller os en masse om indianernes liv i dag. Desværre er vi alle så trætte efter sejlturen at vi sover!
Endnu en af Ole´s drengedrømme går i opfyldelse den dag. Efter Colorado River kører vi mod Monument Valley. Det er her utallige westernfilm er blevet optaget, med store enkeltstående klippeformation
er. På vejen gør vi holdt ved Navajo National Monument, ved en 700 år gammel indianer ruin – Betatakin ruinen. Ruinen, som ligger i en ”alcove” i klipperne, er rigtig godt bevaret. Det er huse, muret op nærmest som man kender dem i dag – forskerne mener at de kun boede der i ca. 30 år, og dragede videre pga. vandmangel. Så når vi Monument Valley. Det er indianerne som ejer stedet, men man kan få lov at køre ind i området. Her er ikke asfalteret, men rød jord og meget kuperet. Så her får Jeep´en lov at arbejde. Vi ser hverken Clint Eatswood, John Wayne eller andre vi kender – men mange af klippeformationerne kan vi genkende. Var der nogen som sagde ferie?? En dag for os:
05.00 Vækkeuret ringer
06.30 Sejle på Colorado River
12.30 Kører mod Monument Valley (ca. 150 km)
22.00 Ankommer iTuba City og overnatter (ca. 120 km)
Synd ikke?
Så vi vælger en anden tur op til nogle søer som ligger oppe i klipperne. Vi begiver os opad, og har ikke gået længe (kl. er ca. 12.00, ingen skygge og her er som en bageovn) før pigerne er kobberrøde i hovederne og beklager sig noget. 200 meter inden vi når toppen, sidder de begge totalt nedbrudte og nægter at gå videre (ja det er en noget anden stemning end da vi var i Disney Land). Med lidt vand, og lidt opløftende ord får vi dem på benene og gået det sidste stykke, til vi når en lille sø med en dejlig skyggeplads. Her får vi vejret og ansigtkuløren i rette folder igen, med lidt vand og gulerødder. Egernene er noget påtrængende, og hopper helt op i rygsækken, men selv Ole har efter Yosemite lært at det er en rigtig dårlig ide at fodre vilde dyr, så de får ikke noget af os.
Turen ned ad klippen er noget nemmere, og vi kan nu grine ad det første stykke op, hvor der også var optakt til lidt brok.
Bryce Nationalpark er blevet droppet. Selvom den også skulle være flot, så er vi enige om at 8 nationalparker må være mere end nok. Så vi stikker kursen mod syd øst, med et lille afstik til Nordremmem i Grand Canyon National Park. Turen går som en leg, sådan en Jeep kører helt fint, så fint at vi pludselig føler vi er blevet en del af det meget berømte TV program ”Speeders”. Et program vi har set med stor jubel fra især pigerne. Bilen kørte 22 miles for stærkt. Det kostede 305 $, og skal betales inden vi forlader landet!! Nå vi kørte helt stille til vi nåede nordlige indgang til Grand Canyon. Vi har besluttet os for at vi vil se Grand Canyon både fra nord og fra den mest besøgte syd.
Vi kørte på en lille vej gennem skov og pludselig åbner skoven sig og Grand Canyon er lige ud for os. OK man har set mange billeder og vi havde regnet med at der var stort siden det nu har fået det navn – men WAU man fik helt åndenød. Et stort rødt omvendt bjerg. Der var 2.400 meters fald og 16 km. på det breddeste sted. Vi gik ud på flere udkigspunkter. Den ene var kun en meter det smalleste sted, og at kigge ned var helt sindsygt. Afspærring er ikke det som de går mest op i her, og der er da også flere hvert år der falder ud over kanten. Det forstår man så godt, når man ser hvordan folk gravler ud for at få det helt perfekte billede. I det hele taget er Grand Canyon et sted der skal tages alvorligt. Omkring 250 mennesker bliver hvert år forsøgt reddet, efter at være taget på vandretur uden nok vand eller lignende. Især én historie om en ung pige (marathon løber), som døde af dehydrering efter at hun havde set forkert på et kort, og havde valgt en rute på 42 km isteden for en rute på 25 km, har gjort indtryk på pigerne. Tror pigerne tænkte ”det kunne ha´ været os i går”!
Vi står længe og kigger ned i det kolosale hul, og får da også taget ”lidt” billeder.
Vi når byen Page sent om aftenen. Byen ligger i Navajo Indian Reservation, og blev skabt i forbindelse med USA´s næststørste dæmning over Colorado River blev bygget. Det er lidt sjovt, for når man sidder og prøver at planlægge hvor man skal sove næste gang og kigger på ruten, så er den ene sorte prik på kortet lige så god som den anden. Men vi kom forleden til en såkaldt by. Den hed Hot spring. Her var en cafe – der var lukket for bestandig. Page, en anden sort prik, eksisterede ikke før i 1950´erne da de påbegyndte dæmningen og nu kommer der 4 mill. turister om året. Dæmningen blev bygget for at skabe strøm og for at kunne sikre vandforsyningen. Det var en god ide, for her kommer ikke meget regn. Her er tørt og varmt og rødt, men dæmningen har skabt en stor sø midt i ørkenen, som har gjort at byen er blevet porpulær. Egentlig skulle vi bare ha´ overnattet her, men at være så tæt på Colorado River kan vi ikke bare ignorere. Vi bliver tre nætter i Page. Den ene dag kører vi ud og ser en grotte. Den hedder Antilope Grotten. Den blev fundet af en lille indianerpige, da hun var ude og lede efte fårene. Vi bliver kørt derud i en åben jeep af en indianer. Hun kører godt til, så den røde jord flyver os om ørene og vores tænder knaser. Grotten er ubeskrivelig smuk. Flere steder i grotten, er der hul op så solen lyser ned, og giver et helt fantastisk lys på væggene som ellers ligner rød modelervoks. Pludselig går det op for os at en australsk fotograf vednavn Peter Lik, hvis billeder vi er helt pjattede med, har flere motiver herfra. Sjovt. Her i Navajo er der mange forskellige indianer stammer. Mange af dem lever stadig efter deres gamle traditioner og skikke. Få af dem har endnu ikke strøm og indlagt vand.
Vækkeuret ringer kl. 05.00. Rigtig grimt. Det minder os om, hvor godt vi har det. Vi skal ud og sejle langs Colorado River. Floden h
ar igennem millioner af år skåret sig vej gennem klipperne, som rejser sig over 900 meter over os. Man føler sig meget lille, skøn fornemmelse efter den sidste måneds indtagen af burgere! Vi sejler i en stor gummibåd ca. 15 mennesker, de fleste sidder med benene udover kanden. Vandet er iskoldt – 8 grader – hvorfor man ikke lige har lyst til at springe i vandet. Så da der pludselig er en der får overbalance og falder i vandet, er det til stor jubel for os andre…. Vi sidder i båden og lytter til vores guide. Indimellem slukker han for motoren og stilheden er larmende. Hele tiden må man knibe sig i armen, for man forventer hele tiden at en idianerstamme på hest skal dukke op på klippetoppen. Guiden spiller en melodi på en indianerfløjte. Det lyder så dejligt imellem klipperne. Flot tur - Vi bliver kørt tilbage hvor vi startede, af en indianerdame, som rigtig sød fortæller os en masse om indianernes liv i dag. Desværre er vi alle så trætte efter sejlturen at vi sover!Endnu en af Ole´s drengedrømme går i opfyldelse den dag. Efter Colorado River kører vi mod Monument Valley. Det er her utallige westernfilm er blevet optaget, med store enkeltstående klippeformation
er. På vejen gør vi holdt ved Navajo National Monument, ved en 700 år gammel indianer ruin – Betatakin ruinen. Ruinen, som ligger i en ”alcove” i klipperne, er rigtig godt bevaret. Det er huse, muret op nærmest som man kender dem i dag – forskerne mener at de kun boede der i ca. 30 år, og dragede videre pga. vandmangel. Så når vi Monument Valley. Det er indianerne som ejer stedet, men man kan få lov at køre ind i området. Her er ikke asfalteret, men rød jord og meget kuperet. Så her får Jeep´en lov at arbejde. Vi ser hverken Clint Eatswood, John Wayne eller andre vi kender – men mange af klippeformationerne kan vi genkende. Var der nogen som sagde ferie?? En dag for os:05.00 Vækkeuret ringer
06.30 Sejle på Colorado River
12.30 Kører mod Monument Valley (ca. 150 km)
22.00 Ankommer iTuba City og overnatter (ca. 120 km)
Synd ikke?
tirsdag den 17. juni 2008
13-16 juni - Yosemite, ørken, UFO'er og Zion Nationalpark
13-16. juni Oakhurst – Yosemite – Tonopagh -Springdale ved Zion NP
Efter en forholdsvis kort tur fra Kings Canyon overnattede vi i Oakhurst. Om aftenen læste jeg på nettet at der havde gået en bjørn rundt på highway 41, lige uden for byen – ret unormalt, da de normalt holder sig lidt længere oppe i højderne. Jeg læste også lidt andre ting om bjørne, som ikke gjorde mig for tryg ved at skulle vandre rundt i Yosemite. Kort fortalt så stod der:
-at der er mange bjørne i området,
-at der er mange problemer med bjørnene fordi de er blevet mere aggressive overfor mennesker
-at bjørnene lavede 1000 indbrud i biler sidste år
-at der har været mange angreb fra bjørne i Yosemite, men ingen med dødelig udgang for mennesker
-at det er en god ide at have peberspray med til at forsvare sig med
Jeg så også en video på Youtube, hvor der var nogle mennesker der var blevet angrebet og selvom det var svært at se hvad der egentligt var sket så kunne jeg se ret meget blod på den video.
Alt i alt ikke så betryggende, men det var der jo ingen grund til at bekymre de andre i familien om, så jeg holdt det meste for mig selv. Og realistisk set er det nok farligere at køre i bilen end at gå et par ture i Yosemite.
Vi kørte ind i parken og sparede igen 20 doller på vores dejlige Nationalpark Pass. Vi kørte for sent af sted og der var derfor 1000.500 mennesker i parken. Der havde nok kun været 999.000 hvis vi var taget afsted lidt tidligere. Det var samtidig lørdag og det gjorde det bestemt ikke bedre. Vi kører gennem en tunnel og ud til et flot syn. Videre igennem menneskehelvedet og vi kan jo godt se at parken er flot og naturen her ekstremt imponerende men menneskemylderet gør at man ikke rigtigt nyder det. Vi forsøger at bruge shuttlen men opgiver og beslutter at køre igennem parken hurtigt og køre videre mod Road 120 East, som jeg har læst skulle være ”scaring” på grund af bjergkørsel. Der skulle være lodrette drops på 1000 feet og man kører tæt på kanten og der er ingen hegn. Vi spørger en Ranger om ruten er åben og om den er slem. Han beroliger os og siger at det er en meget flot tur og vejen er god. No problem.
Efter en forholdsvis kort tur fra Kings Canyon overnattede vi i Oakhurst. Om aftenen læste jeg på nettet at der havde gået en bjørn rundt på highway 41, lige uden for byen – ret unormalt, da de normalt holder sig lidt længere oppe i højderne. Jeg læste også lidt andre ting om bjørne, som ikke gjorde mig for tryg ved at skulle vandre rundt i Yosemite. Kort fortalt så stod der:
-at der er mange bjørne i området,
-at der er mange problemer med bjørnene fordi de er blevet mere aggressive overfor mennesker
-at bjørnene lavede 1000 indbrud i biler sidste år
-at der har været mange angreb fra bjørne i Yosemite, men ingen med dødelig udgang for mennesker
-at det er en god ide at have peberspray med til at forsvare sig med
Jeg så også en video på Youtube, hvor der var nogle mennesker der var blevet angrebet og selvom det var svært at se hvad der egentligt var sket så kunne jeg se ret meget blod på den video.
Alt i alt ikke så betryggende, men det var der jo ingen grund til at bekymre de andre i familien om, så jeg holdt det meste for mig selv. Og realistisk set er det nok farligere at køre i bilen end at gå et par ture i Yosemite.
Vi kørte ind i parken og sparede igen 20 doller på vores dejlige Nationalpark Pass. Vi kørte for sent af sted og der var derfor 1000.500 mennesker i parken. Der havde nok kun været 999.000 hvis vi var taget afsted lidt tidligere. Det var samtidig lørdag og det gjorde det bestemt ikke bedre. Vi kører gennem en tunnel og ud til et flot syn. Videre igennem menneskehelvedet og vi kan jo godt se at parken er flot og naturen her ekstremt imponerende men menneskemylderet gør at man ikke rigtigt nyder det. Vi forsøger at bruge shuttlen men opgiver og beslutter at køre igennem parken hurtigt og køre videre mod Road 120 East, som jeg har læst skulle være ”scaring” på grund af bjergkørsel. Der skulle være lodrette drops på 1000 feet og man kører tæt på kanten og der er ingen hegn. Vi spørger en Ranger om ruten er åben og om den er slem. Han beroliger os og siger at det er en meget flot tur og vejen er god. No problem.
Rolige kører vi derudaf og denne tur gør at vi alligevel syntes rigtigt godt om Yosemite. Vi kører gennem det flotteste højalpine landskab og er nødt til at holde ind flere gange og gå et par små ture for at nyde det. Dette er et område der mest bliver benyttet af lokalkendte,
Turen ned af den uhyggelige 120 East er ikke slem, det er nærmest til grin at jeg har været nervøs over den. Vi kører over det højeste pas vi nogensinde har været i og runder toppen på 9926 feet som svarer til omkring 3000 meter. Der ligger sne mange steder og vi er lige ude og lege lidt i det. Sneen virker meget kold da temperaturen i luften er 68 grader fahrenheit og sneen jo nok er under frysepunktet. Dagen slutter i Tonopagh, som er en lille by i Nevada, der selvfølgelig har et par kasinoer. Mest med enarmede, men man kan godt mærke at man er kommet til spillestaten. Vejen til Tonopagh er nok den mest øde vej jeg har kørt på og vi møder vel ikke mere end 5-10 biler på hele turen som vel er på 300 kilometer. Her er vejene bare lange og lige. Dog var der lige et stykke af vejen hvor det var ligesom at være i rutchjebane . vejen var ligesom lavet oven på et ordenligt gyngende hav. Den bulede op og ned og det var noget der kildede i maven. Vi satte cruisecontrol på og lå på 80 miles hele vejen.
Vi havde ellers egentligt planlagt at holde en hviledag efter yosemite, men byen hotellet og det hele her i
Tonopagh var for kedeligt og for øde, så vi fik lokket ungerne til at udsætte hviledagen. Vi planlagde at køre helt til Zion Nationalpark EN TUR PÅ 600 KILOMETER ! Cruisecontrol-80 miles - no problem.
Nevada er bare ØDE , her er INGENTING andet end højslette/ørken og indimellem et par køer eller heste. Nogle gange er der en sidevej af grus, hvor der måske bor nogen for enden. Måske ikke. Hvem ved ? Vi har ikke lyst til at køre ned for at tjekke det.
Området vi kører igennem er meget tæt på Area 51( det mest hemmelige miltære område i USA) og vi kører faktisk på E:T Highway. Extra Terrestial Highway som blev verdenskendt I danmark da Biker Jens kørte til “byen” Rachel og spiste en Alien Burger. Rachel er det sted i verden der bliver spottet flest UFO’er og vi kigger lige indenfor i A Le Inn (Alien – ha ha ) og får en Øl og en Coke. Vi kigger lidt på de mange fotos der er af Flyvede Ufo’er og får en kort snak med en dame der har boet i byen i 10 år. By er måske så meget sagt, der er vel nærmest tale om en samling trailere og nogle enkelte skure. Bartenderen har været her i 5 år, men kender ikke Biker Jens. Måske er det også mere end 5 år siden han lavede den udsendelse. Det er det nok. Vi kører videre ad E:T Highway og holder øjnene åbne for at se om vi kan spotte en UFO, men der er ikke noget at se. 20 miles efter Rachel begynder der at komme lidt mennesker på vejene og så går charmen lidt af ørkenen. 
Vi kører det sidste stykke op til Springdale som ligger lige uden for nationalparken. På det sidste stykke kører vi i kort tid igennem Arizona og videre ind i Utah. Pludselig holder ørkenen op og det ser ud som om vi ender i en DEAD END. Der rejser sig en stor rød bred klippe foran os og det ser ikke ud til at der er nogen vej igennem, men pludselig kan vi se at der er hul igennem. Ikke en tunnel, men vejen skærer sig igennem de fantastiske flotte røde klipper. Det ligner lidt et klip fra en gammel westernfilm med John Wayne. Vi ankommer i Springdale og ungerne er godt trætte og kan næsten ikke vente med at komme ind på hotellet og komme i poolen. Det har de også fortjent, da de faktisk har været rimeligt tålmodige på denne lange tur. Hotellet er Desert Pearl og det er bare iorden. Flot stort lækkert rum med egen terasse og udgang til have som ligger lige ned til floden. Udsigt til store røde bjerge og en meget hyggelig by som har lidt skisportsstemning. Vi nyder lige en forfriskning på terrassen (serveret af Annika) og så smutter Henri og ungerne i Poolen og jeg kører ned i byen og henter lidt forfriskninger og noget morgen mad til i morgen. Da jeg kommer hjem igen smutter jeg også i poolen som også har en flot udsigt til bjergene. Skønt !!!
Turen ned af den uhyggelige 120 East er ikke slem, det er nærmest til grin at jeg har været nervøs over den. Vi kører over det højeste pas vi nogensinde har været i og runder toppen på 9926 feet som svarer til omkring 3000 meter. Der ligger sne mange steder og vi er lige ude og lege lidt i det. Sneen virker meget kold da temperaturen i luften er 68 grader fahrenheit og sneen jo nok er under frysepunktet. Dagen slutter i Tonopagh, som er en lille by i Nevada, der selvfølgelig har et par kasinoer. Mest med enarmede, men man kan godt mærke at man er kommet til spillestaten. Vejen til Tonopagh er nok den mest øde vej jeg har kørt på og vi møder vel ikke mere end 5-10 biler på hele turen som vel er på 300 kilometer. Her er vejene bare lange og lige. Dog var der lige et stykke af vejen hvor det var ligesom at være i rutchjebane . vejen var ligesom lavet oven på et ordenligt gyngende hav. Den bulede op og ned og det var noget der kildede i maven. Vi satte cruisecontrol på og lå på 80 miles hele vejen.
Vi havde ellers egentligt planlagt at holde en hviledag efter yosemite, men byen hotellet og det hele her i
Tonopagh var for kedeligt og for øde, så vi fik lokket ungerne til at udsætte hviledagen. Vi planlagde at køre helt til Zion Nationalpark EN TUR PÅ 600 KILOMETER ! Cruisecontrol-80 miles - no problem.
Nevada er bare ØDE , her er INGENTING andet end højslette/ørken og indimellem et par køer eller heste. Nogle gange er der en sidevej af grus, hvor der måske bor nogen for enden. Måske ikke. Hvem ved ? Vi har ikke lyst til at køre ned for at tjekke det.
Området vi kører igennem er meget tæt på Area 51( det mest hemmelige miltære område i USA) og vi kører faktisk på E:T Highway. Extra Terrestial Highway som blev verdenskendt I danmark da Biker Jens kørte til “byen” Rachel og spiste en Alien Burger. Rachel er det sted i verden der bliver spottet flest UFO’er og vi kigger lige indenfor i A Le Inn (Alien – ha ha ) og får en Øl og en Coke. Vi kigger lidt på de mange fotos der er af Flyvede Ufo’er og får en kort snak med en dame der har boet i byen i 10 år. By er måske så meget sagt, der er vel nærmest tale om en samling trailere og nogle enkelte skure. Bartenderen har været her i 5 år, men kender ikke Biker Jens. Måske er det også mere end 5 år siden han lavede den udsendelse. Det er det nok. Vi kører videre ad E:T Highway og holder øjnene åbne for at se om vi kan spotte en UFO, men der er ikke noget at se. 20 miles efter Rachel begynder der at komme lidt mennesker på vejene og så går charmen lidt af ørkenen. 
Vi kører det sidste stykke op til Springdale som ligger lige uden for nationalparken. På det sidste stykke kører vi i kort tid igennem Arizona og videre ind i Utah. Pludselig holder ørkenen op og det ser ud som om vi ender i en DEAD END. Der rejser sig en stor rød bred klippe foran os og det ser ikke ud til at der er nogen vej igennem, men pludselig kan vi se at der er hul igennem. Ikke en tunnel, men vejen skærer sig igennem de fantastiske flotte røde klipper. Det ligner lidt et klip fra en gammel westernfilm med John Wayne. Vi ankommer i Springdale og ungerne er godt trætte og kan næsten ikke vente med at komme ind på hotellet og komme i poolen. Det har de også fortjent, da de faktisk har været rimeligt tålmodige på denne lange tur. Hotellet er Desert Pearl og det er bare iorden. Flot stort lækkert rum med egen terasse og udgang til have som ligger lige ned til floden. Udsigt til store røde bjerge og en meget hyggelig by som har lidt skisportsstemning. Vi nyder lige en forfriskning på terrassen (serveret af Annika) og så smutter Henri og ungerne i Poolen og jeg kører ned i byen og henter lidt forfriskninger og noget morgen mad til i morgen. Da jeg kommer hjem igen smutter jeg også i poolen som også har en flot udsigt til bjergene. Skønt !!!
Vi slutter aftenen af med basketfinalen mellem LA Lakers og Boston Celtics. Det er 5. kamp og Lakers, som vi holder med har tabt 3 og vundet 1. Så Lakers skal vinde i dag for at kunne vinde samlet. De vinder en kneben sejr og der skal så spilles en sjette kamp på tirsdag. Vinder Lakers denne kamp så er der den syvende og afgørende kamp.
Om morgenen sover vi længe og vi bliver snydt af at der er en times tidsforskel på Californien og Utah, så klokken er 1100 før vi er rigtigt i gang. Annika serverer morgenmad til alle og det er bare dejligt mat have denne lille husalf med på turen. Vi bruger formiddagen på at opsummere dagbøger og billeder .
Om morgenen sover vi længe og vi bliver snydt af at der er en times tidsforskel på Californien og Utah, så klokken er 1100 før vi er rigtigt i gang. Annika serverer morgenmad til alle og det er bare dejligt mat have denne lille husalf med på turen. Vi bruger formiddagen på at opsummere dagbøger og billeder .
11-13 juni Sequoia Nationalpark & Kings Canyon
11-13 juni Fra San Diego til Sequoia N.P og Kings Canyon.
Kørte Fra San Diego mod Sequia og Kings Canyon. Lang kedelig tur hvor vi nærmest kørte ind gennem Los Angeles igen. Meningsløst !!! Vi overnattede på et Super8-motel i en lille flække som hed Lindsay 20 miles før nat.parken
Kørte ind i Sequia Nationalpark fra morgenstunden og så de imponerende træer og de er bare store og man bliver mere og mere imponeret jo flere man ser. Det er jo ikke fordi de er så høje ( ”kun” omkring 85 meter) men de er sindsygt brede hele vejen op. Det er de største træer i verdenen når men regner i volumen. Vi så ”General Sherman” træet, som er det største i verdenen. Det er imponerende. Grenene på træer er så store som træer vi i Danmark anser for store. Og det tårner sig bare op foran os og man føler sig lidt som en lille myre i forhold til træet. Forholdsmæssigt kan man sige at det svarer til at der står en mus foran et menneske på 2 meter.
På vej gennem parken så vi pludselig en bjørnemor med 2 unger helt tæt på foran bilen. Vi var faktisk lige ved at køre dem ned. De så nærmest ud som om de ikke ænsede os og daskede bare stille og roligt videre. Bjørneungerne så meget søde ud og moderen var egentlig mindre end jeg havde troet. Henriette var ligesom blevet lammet og jeg måtte kalde hende tilbage til virkeligheden og bede hende om at rulle vinduet ned og tage et par billeder. Jeg syntes hun rystede lidt rigeligt på hænderne og det lykkedes ikke for hende at tage nogle billeder. Jeg blev en anelse ærgerlig og rev kameraet fra hende og fik rullet mit eget vindue ned. Jeg fik taget et par halvdårlige billeder af dyrene og vi kørte videre med adrenalinen pumpende i blodet. Det viste sig at Henri havde været bange for at åbne vinduet, da hun troede at bjørnen stod lige uden for. Bjørnene i området som er Black Bears, kan veje fra 100 kg(hunnerne) og op til 450 kg (de største hanner) . Bjørnene lever af bær, rødder og myrer og indimellem fanger de en fisk. Vi er ikke på deres menukort og kan derfor være nogenlunde rolige. Senere så vi også en større bjørn der daskede rundt inde i skoven tæt på vejen.
Her fik Henriette taget nogle fantastiske billeder og her blev der ikke rystet på hånden.
Bjørnene var ikke sorte selvom de hører til racen sorte bjørne. De var lysebrune og kan faktisk antage mange forskellige farver.
Vi besteg iøvrigt også Moro Rock som er et lille bjerg eller rettere sagt en stor sten. Vi havde set billeder af det men blev overrasket over hvor heftig turen var. Alberte måtte opgive da det hele pludselig blev for vildt og der var meget langt ned. Jeg må indrømme at det også var meget skræmmende at gå der med lodrette fald lige ved siden af os og hegn der kun var 40 cm høje. Et uheldigt fald her var lig med en flot tur ned ad klippen, men også den sidste tur overhovedet. Vi var næsten på toppen da Alberte gik kold så jeg gik lige de sidste 50 meter op til toppen og fik et flot skræmmende syn ud over området
Jeg læste lidt bjørnehistorier på nettet om aftenen for at være forbredt til dagen efter og fandt ud af at der var mange problemer med bjørnene i Yosemite, men der skal vi ikke hen endnu.
Dagen efter var det Kings Canyons tur til at opleve Borreskov/Larsen og parken var flot men ikke så imponerende som Sequoia. Vi så lidt vandfald og noget imponerende landskab og vi så også Chicago Stump som er stuppen fra det største træ der nogenside er fældet. Træet blev fældet og skåret i stumper som man så samlede i Chicago i forbindelse med en udstilling. Folk der ikke havde set træerne i virkeligheden troede ikke på at der fandtes så store træer og man prøvede at overbevise dem på denne måde. I Kings Canyon fik vores ”JEEP-4 hjulstrækkeren” lov at lege lidt’ Vi overnatter i Parken på John Muir – Lodge som var lidt for dyr. Det viste sig at være pengene værd da vi sparede en del kørsel og samtidig havde en dejlig terrasse med udsigt ud i parken.
Kørte Fra San Diego mod Sequia og Kings Canyon. Lang kedelig tur hvor vi nærmest kørte ind gennem Los Angeles igen. Meningsløst !!! Vi overnattede på et Super8-motel i en lille flække som hed Lindsay 20 miles før nat.parken
Kørte ind i Sequia Nationalpark fra morgenstunden og så de imponerende træer og de er bare store og man bliver mere og mere imponeret jo flere man ser. Det er jo ikke fordi de er så høje ( ”kun” omkring 85 meter) men de er sindsygt brede hele vejen op. Det er de største træer i verdenen når men regner i volumen. Vi så ”General Sherman” træet, som er det største i verdenen. Det er imponerende. Grenene på træer er så store som træer vi i Danmark anser for store. Og det tårner sig bare op foran os og man føler sig lidt som en lille myre i forhold til træet. Forholdsmæssigt kan man sige at det svarer til at der står en mus foran et menneske på 2 meter.
På vej gennem parken så vi pludselig en bjørnemor med 2 unger helt tæt på foran bilen. Vi var faktisk lige ved at køre dem ned. De så nærmest ud som om de ikke ænsede os og daskede bare stille og roligt videre. Bjørneungerne så meget søde ud og moderen var egentlig mindre end jeg havde troet. Henriette var ligesom blevet lammet og jeg måtte kalde hende tilbage til virkeligheden og bede hende om at rulle vinduet ned og tage et par billeder. Jeg syntes hun rystede lidt rigeligt på hænderne og det lykkedes ikke for hende at tage nogle billeder. Jeg blev en anelse ærgerlig og rev kameraet fra hende og fik rullet mit eget vindue ned. Jeg fik taget et par halvdårlige billeder af dyrene og vi kørte videre med adrenalinen pumpende i blodet. Det viste sig at Henri havde været bange for at åbne vinduet, da hun troede at bjørnen stod lige uden for. Bjørnene i området som er Black Bears, kan veje fra 100 kg(hunnerne) og op til 450 kg (de største hanner) . Bjørnene lever af bær, rødder og myrer og indimellem fanger de en fisk. Vi er ikke på deres menukort og kan derfor være nogenlunde rolige. Senere så vi også en større bjørn der daskede rundt inde i skoven tæt på vejen.
Her fik Henriette taget nogle fantastiske billeder og her blev der ikke rystet på hånden.
Bjørnene var ikke sorte selvom de hører til racen sorte bjørne. De var lysebrune og kan faktisk antage mange forskellige farver.
Vi besteg iøvrigt også Moro Rock som er et lille bjerg eller rettere sagt en stor sten. Vi havde set billeder af det men blev overrasket over hvor heftig turen var. Alberte måtte opgive da det hele pludselig blev for vildt og der var meget langt ned. Jeg må indrømme at det også var meget skræmmende at gå der med lodrette fald lige ved siden af os og hegn der kun var 40 cm høje. Et uheldigt fald her var lig med en flot tur ned ad klippen, men også den sidste tur overhovedet. Vi var næsten på toppen da Alberte gik kold så jeg gik lige de sidste 50 meter op til toppen og fik et flot skræmmende syn ud over området
Jeg læste lidt bjørnehistorier på nettet om aftenen for at være forbredt til dagen efter og fandt ud af at der var mange problemer med bjørnene i Yosemite, men der skal vi ikke hen endnu.
Dagen efter var det Kings Canyons tur til at opleve Borreskov/Larsen og parken var flot men ikke så imponerende som Sequoia. Vi så lidt vandfald og noget imponerende landskab og vi så også Chicago Stump som er stuppen fra det største træ der nogenside er fældet. Træet blev fældet og skåret i stumper som man så samlede i Chicago i forbindelse med en udstilling. Folk der ikke havde set træerne i virkeligheden troede ikke på at der fandtes så store træer og man prøvede at overbevise dem på denne måde. I Kings Canyon fik vores ”JEEP-4 hjulstrækkeren” lov at lege lidt’ Vi overnatter i Parken på John Muir – Lodge som var lidt for dyr. Det viste sig at være pengene værd da vi sparede en del kørsel og samtidig havde en dejlig terrasse med udsigt ud i parken.
10. juni - Seaworld
10. juni –Seaworld
Vi tog afsted fra Days Inn kl 9.30 så vi kunne være i Seaworld når de åbnede kl 10.00. Det lå tæt på så vi var der lige til tiden. Der var mange mennesker men ikke så det var irriterende. Vi fik set det hele men sorterede bevidst rutchjebaner og lignende fra da vi lige havde været i Disney. Vi så spækhuggershowet 2 gange og første gang syntes Henri og jeg at det var lidt skuffende i forhold til Orlando for 9 år siden. Vi blev dog enige om at det nok var fordi vi havde set det før, at vi ikke var vildt imponerende. Det var flot og imponerende men ikke som vi huskede det fra Orlando. Ungerne var dog meget imponerede og ville gerne se det igen, så vi besluttede at slutte dagen af med endnu et Spækhuggershow kl 19.00. Dette show var bare vildt. Denne gang var deres superstjerne med i det, en 40 årig spækhugger, der bare kan det det.
Der var 4 spækhuggere i vandet og det var bare fantastisk at se de store dyr lege med deres trænere og med hinanden. Vi sad i Soakzone og havde mange diskussioner om hvorvidt vi skulle flytte os eller ej. Vi blev siddende og fik
heldigvis kun et enkelt dryp på os. SuperShow. Vi så også en masse andet, men for mig er Seaworld kun Spækhuggershowet. Det overgår alt andet. Seaworld er profitorienteret med alt men sådan er det. Der skal tjenes nogle penge for at holde det kørende og de bruger også en del penge på at redde truede dyr.
Vi tog afsted fra Days Inn kl 9.30 så vi kunne være i Seaworld når de åbnede kl 10.00. Det lå tæt på så vi var der lige til tiden. Der var mange mennesker men ikke så det var irriterende. Vi fik set det hele men sorterede bevidst rutchjebaner og lignende fra da vi lige havde været i Disney. Vi så spækhuggershowet 2 gange og første gang syntes Henri og jeg at det var lidt skuffende i forhold til Orlando for 9 år siden. Vi blev dog enige om at det nok var fordi vi havde set det før, at vi ikke var vildt imponerende. Det var flot og imponerende men ikke som vi huskede det fra Orlando. Ungerne var dog meget imponerede og ville gerne se det igen, så vi besluttede at slutte dagen af med endnu et Spækhuggershow kl 19.00. Dette show var bare vildt. Denne gang var deres superstjerne med i det, en 40 årig spækhugger, der bare kan det det.
Der var 4 spækhuggere i vandet og det var bare fantastisk at se de store dyr lege med deres trænere og med hinanden. Vi sad i Soakzone og havde mange diskussioner om hvorvidt vi skulle flytte os eller ej. Vi blev siddende og fik
heldigvis kun et enkelt dryp på os. SuperShow. Vi så også en masse andet, men for mig er Seaworld kun Spækhuggershowet. Det overgår alt andet. Seaworld er profitorienteret med alt men sådan er det. Der skal tjenes nogle penge for at holde det kørende og de bruger også en del penge på at redde truede dyr.
8-9 juni San Diego & Mexico
8.juni - Kørte lidt rundt i byen og ud i en nationalpark på spidsen af en halvø. Vores Nationalparkpas skaffede os gratis ind. Vi vandrede lidt rundt herude hvor der lå et fyrtårn og en gamml fyrpasserbolig. Her var en god udsigt over byen og herude kunne man se hvaler, hvis det ellers havde været sæson. Gråhvalerne kommer hertil i 1000-vis om vinteren og søsætter deres unger. Vi var nede og se en film om det på et museum der også lå på halvøen. Spændende.
Vi gik en kort tur i gaslampekvarteret og gik derefter ind på en pub for at se basketfinalen mellem Lakers og Boston. Lakers tabte men vi fik da et måltid mad og et par pints of beer blandt de lokale.
9. juni - Mexico - Farligt sted - Tequila.
I dag tog vi den røde tram over grænsen til Mexico. Tijuana hedder byen. Grænseovergangen her er den mest benyttede i verdenen. Dagen var ikke nogen stor oplevelse, da det er en grænseby, hvor der er rift om de gæster der kommer. ALLE der så os ville sælge noget og det er bare for belastende. Henriette fælte sig ikke tryg og ville allerhelst tilbage til det sikre USA så hurtigt som muligt. Vi tog en drink og en tequila på en cafe og mens vi sad der blev en af de ansatte på cafeen anholdt af 6-8 betjente med maskinpistoler. Forklaringen var at han havde kontaktet turister ude på gaden og det må de ikke. De må kun stå i døråbningen og kalde på kunderne. Ved ikke om det var den rigtige forklaring men det gjorde det ikke mere betryggende for Henri at se denne anholdelse. Vi var vel i Mexico i 2 timer og tog så tilbage til vores dejlige USA igen. Hjemme i sikkerhed prøvede vi at finde et hotel i nærheden af GASLAMP QUARTER men kunne ikke finde noget så vi fandt et ude i nærheden af SEAWORLD. Days inn.
Vi gik en kort tur i gaslampekvarteret og gik derefter ind på en pub for at se basketfinalen mellem Lakers og Boston. Lakers tabte men vi fik da et måltid mad og et par pints of beer blandt de lokale.
9. juni - Mexico - Farligt sted - Tequila.
I dag tog vi den røde tram over grænsen til Mexico. Tijuana hedder byen. Grænseovergangen her er den mest benyttede i verdenen. Dagen var ikke nogen stor oplevelse, da det er en grænseby, hvor der er rift om de gæster der kommer. ALLE der så os ville sælge noget og det er bare for belastende. Henriette fælte sig ikke tryg og ville allerhelst tilbage til det sikre USA så hurtigt som muligt. Vi tog en drink og en tequila på en cafe og mens vi sad der blev en af de ansatte på cafeen anholdt af 6-8 betjente med maskinpistoler. Forklaringen var at han havde kontaktet turister ude på gaden og det må de ikke. De må kun stå i døråbningen og kalde på kunderne. Ved ikke om det var den rigtige forklaring men det gjorde det ikke mere betryggende for Henri at se denne anholdelse. Vi var vel i Mexico i 2 timer og tog så tilbage til vores dejlige USA igen. Hjemme i sikkerhed prøvede vi at finde et hotel i nærheden af GASLAMP QUARTER men kunne ikke finde noget så vi fandt et ude i nærheden af SEAWORLD. Days inn.
7.juni - Baseball
7.juni - Dodgers mod Chicago Bulls
I dag tog vi tilbage mod L.A ( meningsløst – vi har jo lige været der ) en lille times kørsel. Vi skulle ind og se Los Angeles Dodgers.
Jeg havde ikke de store forventninger da de jo ikke spiller i den bedste række. Men jeg blev overrasket. Der var 50.000 tilskuere og det var egenligt meget fedt at se kampen selvom vi ikke rigtig kender reglerne. Dodgers vandt i 8. inning efter en meget lige kamp. 
Stemningen på stadion var det vi ville 
opleve og den var god og meget anderledes end ved danske fodboldkampe. Der var en hyggelig og god stemning imellem supporterne og vi havde en hyggelig eftermiddag på stadion. Billetterne købte vi uden for stadion af en mand der lige havde lidt ekstra billetter. Vi gav 20 dollars pr. stk. Ved ikke om vi blev snydt men vi slap for at stå i kø ved billetlugen.
Efter kampen kørte vi videre mod San Diego overnattede på Elendigt hotel RAMADA og var for flade til at gå tur.
I dag tog vi tilbage mod L.A ( meningsløst – vi har jo lige været der ) en lille times kørsel. Vi skulle ind og se Los Angeles Dodgers.
Jeg havde ikke de store forventninger da de jo ikke spiller i den bedste række. Men jeg blev overrasket. Der var 50.000 tilskuere og det var egenligt meget fedt at se kampen selvom vi ikke rigtig kender reglerne. Dodgers vandt i 8. inning efter en meget lige kamp. 
Stemningen på stadion var det vi ville 
opleve og den var god og meget anderledes end ved danske fodboldkampe. Der var en hyggelig og god stemning imellem supporterne og vi havde en hyggelig eftermiddag på stadion. Billetterne købte vi uden for stadion af en mand der lige havde lidt ekstra billetter. Vi gav 20 dollars pr. stk. Ved ikke om vi blev snydt men vi slap for at stå i kø ved billetlugen.Efter kampen kørte vi videre mod San Diego overnattede på Elendigt hotel RAMADA og var for flade til at gå tur.
5-6 juni Disneyland
5-6 juni. - Disneyland og Calefornia Adventures.
2 hårde dage for mine gamle ben. Ungerne havde sjovt nok ikke nogle problemer med benene. Det har de ellers indimellem på andre ture. Vi var der fra parkerne åbnede til de lukkede og var så også lige ned
i Downtown Disney og kigge butikker. Første dag kunne jeg næsten ikke slæbe mig hjem til hotellet og dagen efter måttet jeg spise smertestillende for at klare dagen. Disney fungerer bare og Space Mountain er en fed rutchjebane. Jeg tror Henriette syntes den var lidt for vild. Hun indrømmede også at hun lige lukkede øjnene i et par sekunder. Resten af familien mener at hun tog hele turen med lukkede øjne. Vi var også i Buzz Lightyear som er Henriettes favorit. Her kan hun sidde roligt og skyde med lasergun. Vi andre syntes også den er meget sjov og vi har altid konkurrence om hvem der får flest point. Altså næstflest, for jeg vinder jo altid.
2 hårde dage for mine gamle ben. Ungerne havde sjovt nok ikke nogle problemer med benene. Det har de ellers indimellem på andre ture. Vi var der fra parkerne åbnede til de lukkede og var så også lige ned
i Downtown Disney og kigge butikker. Første dag kunne jeg næsten ikke slæbe mig hjem til hotellet og dagen efter måttet jeg spise smertestillende for at klare dagen. Disney fungerer bare og Space Mountain er en fed rutchjebane. Jeg tror Henriette syntes den var lidt for vild. Hun indrømmede også at hun lige lukkede øjnene i et par sekunder. Resten af familien mener at hun tog hele turen med lukkede øjne. Vi var også i Buzz Lightyear som er Henriettes favorit. Her kan hun sidde roligt og skyde med lasergun. Vi andre syntes også den er meget sjov og vi har altid konkurrence om hvem der får flest point. Altså næstflest, for jeg vinder jo altid.4. juni - Los Angeles
4. juni – Los Angeles - Store Bogstaver, Beverly Hills og Rodeo Drive
I dag var der udsigt til Bogstaver på Beechwood drive. Vi fandt frem til Beachwood Drive og kom op i nærheden af Hollywood Signs og fik taget et par gode billeder. Man har ikke været i Hollywood hvis man ikke har fået taget et billede med disse bogstaver i baggrunden. Bagefter kørte vi på ”Celebreti” jagt i Beverly Hills. Vi så Rod Stewart, Stan Laurel, Elvis, Barbara Streissand og Hugh Hefners hus .
Jeg syntes det mest interessante var Hugh’s Playboy Mansion, men der var desværre ingen playboy-bunnies.
Der er bare flot i Beverly Hills og man forstår godt at det er eftertragtet at bo her (det minder lidt om Søvang!!!). Vi kørte vedere ned ad
Rodeo Drive hvor de rige shopper og forsøger at spotte lidt kendte men ser (måske) kun Victoria Beckham.
Om aftenen trasker vi en tur ned ad Hollywood Boulevard og ser Walk of Fame, og møder flere af de rigtig kendte....
Vi havde talt om at vi ville ind og se en baseballkamp så vi kørte ud på Dodgers Stadium og tjekkede om vi kunne få billetter til en kamp i overmorgen. Vi fik at vide at vi bare kunne møde op der ville ikke være udsolgt. Så det gør vi nok.
Vi kørte videre ud mod Anahim og fandt et motel 10 minutters gang fra Disney. Perfekt.
En opdatering på Los Angeles er at vi er ikke meget for LA . Byen er for kaotisk og ucharmerende, med mindre man har røven fuld af penge og kan bo i Beverly Hills eller et stykke oppe ad kysten.
I dag var der udsigt til Bogstaver på Beechwood drive. Vi fandt frem til Beachwood Drive og kom op i nærheden af Hollywood Signs og fik taget et par gode billeder. Man har ikke været i Hollywood hvis man ikke har fået taget et billede med disse bogstaver i baggrunden. Bagefter kørte vi på ”Celebreti” jagt i Beverly Hills. Vi så Rod Stewart, Stan Laurel, Elvis, Barbara Streissand og Hugh Hefners hus .
Jeg syntes det mest interessante var Hugh’s Playboy Mansion, men der var desværre ingen playboy-bunnies.
Der er bare flot i Beverly Hills og man forstår godt at det er eftertragtet at bo her (det minder lidt om Søvang!!!). Vi kørte vedere ned ad
Rodeo Drive hvor de rige shopper og forsøger at spotte lidt kendte men ser (måske) kun Victoria Beckham.
Om aftenen trasker vi en tur ned ad Hollywood Boulevard og ser Walk of Fame, og møder flere af de rigtig kendte....
Vi havde talt om at vi ville ind og se en baseballkamp så vi kørte ud på Dodgers Stadium og tjekkede om vi kunne få billetter til en kamp i overmorgen. Vi fik at vide at vi bare kunne møde op der ville ikke være udsolgt. Så det gør vi nok.
Vi kørte videre ud mod Anahim og fandt et motel 10 minutters gang fra Disney. Perfekt.
En opdatering på Los Angeles er at vi er ikke meget for LA . Byen er for kaotisk og ucharmerende, med mindre man har røven fuld af penge og kan bo i Beverly Hills eller et stykke oppe ad kysten.
søndag den 8. juni 2008
Turen ned ad Highway one til Los Angeles - 1. 3. juni
Så har vi fået en Jeep! Vi havde bestilt en alm. Bil, men da Ole kom og hentede den, mente manden i udlejningsforretningen at med en familie og sådan en lang tur så skulle vi da ha´ sådan en bil, vi kunne få den for et meget lille ekstrabeløb. Hvor var det sødt af ham…. Der stod Nevada på nummerpladen, mon ikke at det passede med at den bil alligevel skulle til Las Vegas….. Det er jo Amerika!!!! Nå men i hvert fald så er det en dejlig bil, selvom bagagerummet godt kunne være lidt større. Vi starter med at køre nordpå selvom planen er sydpå mod Los Angeles, for vi skal lige se nogle kæmpe redwood træer i Muir Woods National Park. Vi kører over Golden Gate Bridge i flot solskinsvejr, den er meget imponerende, vi er dårligt kørt over broen, før vi ser et skilt om at National Parken er fyldt!! Nå vi tager heldigvis chancen, og kører videre dertil, og der er ingen problemer med at komme ind.Meget imponerende Sequoia træer. De er ca. 1.000 år gamle og over 60 meter høje.
Vi går en tur igennem skoven og der er meget flot. Tilbage ved indgangen holder sidder vi og nyder solen sammen med en masse chipmonkeys. Små egern som chip og chap som kommer helt hen til ens fødder.
De er søde.Så går turen mod den berømte High Way One. Vi overnatter i en lille ferieby Santa Cruz.
Turen ned af HGW 1 var helt fantastisk. Super flot natur bjerge og kysten som bare skærer sig ind i klipperne. Mange steder var vi lige nødt til at stoppe op og nyde udsigten.
Hen på eftermiddagen når vi til Piedras Blancas, til søelefanterne, som bare ligger og soler sig i sandet. De er kæmpe store, vejer op til 1000 kg. Når der er allerflest er der omkring 7.500 stk, så der er en noget speciel lugt. Der er også egern. Ikke de der søde små chip og chap egern vi så i går, nej de her er store og kornfede.
De drøner rundt på parkeringspladsen og er ikke bange for mennesker, tværtimod så har de opdaget at der er mad at hente, så de kommer helt hen og gerne en 4 stk. af gangen, de er nærmest som rotter, arghh!
Hmmmm vi savner vist Danmark mere end vi aner, vi nåede den lille danske by Solvang hen ad eftermiddag og havde planer om at overnatte her. Havde dog ikke forventninger om at det skulle være noget særligt, da vi havde læst flere steder at det bare var en turistfælde og intet havde med Danmark at gøre, nå men vi startede med at køre på Nykobing Drive og Aarhus Road, søde små villaveje, så kom vi ind i downtown Solvang (minder navnet Solvang ikke lidt om Søvang eller er det bare os?).
Det var lidt som en blanding af at komme på Frilandsmuseet på en god sommerdag eller en tur i tivoli ved juletid. Der var de sødeste små bindingsværkshuse med stråtag, stork på taget, skillerhus, og danske flag overalt. Der stod skrevet rundt omkring med en blanding af dansk og engelsk. Vi gik ind i en lille butik, som havde alle mulige danske
delikatesser, og vi strøg lige over og købte LAKRIDS (blue jeans)!! Ekspedienten var en sød dansk dame, hun havde boet i USA i 46 år, så vi fik os lige en længere snak. Oprindeligt var det tre danske landmænd, som for at bevare de danske traditioner etablerede en dansk skole, som så tiltrak de danske udvandrere. Vi tjekkede ind på Motel Vikingen. Det var der nu ikke meget dansk over, bortset fra navnet.. Så var det tid til aftensmad. Vi havde tjekket spisekortet på ”A little bit of Denmark”, og der kunne man både få frikadeller, flæskesteg og æbleskiver. Der måtte vi hen. Allerede udenfor restauranten kunne vi dufte rødkålen. Vi sad længe med spisekortet: skal vi ha´ frikadeller eller flæskesteg, frikadeller eller flæskesteg….. Nå vi fik vores mad, og selvom det selvfølgelig ikke nåede vores mødres julemad, og da slet ikke min svigerfars sovs, så var det så fuglene sang, og der blev ikke sagt noget ved bordet, der blev bare spist uhm det var dejligt, tallerknerne blev tømt, de bliver de ellers ikke hver gang, og vi var s
å mætte, at æbleskiverne måtte droppes. Selvom Alberte begyndte at tale om mormors jordbærgrød.Næste morgen, fik vi morgenmad på Olsens bageri og konditori. Et gammelt dansk konditori med rødternede duge på bordene, og en duft som i en dejlig dansk bager. Her fik vi så rundstykker og danich pastry. Det smagte ligeså godt som derhjemme, hvis ikke bedre, og vi sad bare og nød brødet og stemningen, mens vi kunne læse om Olsen i de mange avisudklip og præmier der hang på væggen. Han var kommet hertil i 1970. Der var også et udklip af dronning Magrethe og prins Henrik, som var på besøg i 1974. Herefter forlod vi Solvang selvom vi egentlig slet ikke havde lyst….
Vi var et smut inde forbi Santa Barbara. En spansk by, hvor alle huse er hvidpudsede med rødt tegltag. Meget flot by og her dufter helt fantastisk af blomster. Der er bl.a. nogle meget flotte lilla træer som dufter skønt. Sidst på eftermiddagen når vi så Los Angeles.
Jeg har læst i Lonely Planet at Mulholland Road er den bedste måde at se ”Hollywood Signs” (de store bogstaver) på, så vi finder vejen og kører afsted. Synes godt nok at det er en underlig vej, især da det bliver til en grusvej og der ingen mennesker er bortset fra os. Finder alligevel en vi kan spørge, og selvfølgelig er det forkert. Det er godt nok Mulholland Road, men det er på den anden side af bjerget, og man skal køre uden om. OK så tilbage til HGW og derudaf til vi finder den anden ende af Mulholland Road, og så afsted. Det er en snoet bjergvej og her er noget mere trafik. Vi kører og vi kører og vente
r spændt hver gang vi kommer rundt om et hjørne, men ingen bogstaver. Vi spørger igen nogle der kommer gående: ”Wrong Hill” siger de”. Fandens… Det er da også ligemeget med de der bogstaver, hvad er det egentlig også der er så sjovt ved at se dem” prøver jeg at overbevise mig selv om, efter vi har kørt rundt i to timer, er trætte og skal tisse og endnu ikke har set noget der bare minder om et enkelt bogstav, men vi gi´r ikke op!!! Lidt længere fremme ser vi et udkigspunkt, vi trasker derop, og der!! Der er de! Vi er godt nok ikke så tætte på som vi havde drømt om, men missionen lykkedes! Vi kører i raketfart ned ad bjerget, og drøner lige ned ad Hollywood Boulevard og ned ad en lille sidegade og finder et lille snusket hotel.
onsdag den 4. juni 2008
San Francisco 29 - 31. maj
Dejlig flyvetur med United Airlines. Vi lander kl. 5 om morgenen og er nu kun 9 timer bagud i forhold til Danmark. Vi kan heldigvis få vores værelse med det samme og da kl. kun er 02 på Hawaii tid starter vi vores San Francisco tur ud med en lang lur. Godt fortumlede vandrer vi ud i byen. Her er koldt, men vi finder en dejlig plads i solen på Union Square, hvor vi får os lidt morgenmad. Herefter går turen rundt i byen. Vi er bl.a. i China Town, Lombard street (den der meget snoede gade), Telegraph Hill med en flot udsigt til Alcatraz og Pier 39 hvor søløver ligger og solen sig. Der er mange og de er sjove som de ligger her midt i by
en. Det bliver også til en tur i Ripleys Believe it or not. Selvom det er en tro kopi af samme museum i København eller også er det omvendt, så er det meget sjovt, især for pigerne, som ikke havde set det før. Vi slutter dagen af med en tur i den berømte kabel bane. Vejene her er så stejle, at vi må holde godt fast for ikke at miste vores pladser, pigerne ville gerne ha´ hængt ude på siden af vognen, men der var ikke plads så det bliver måske en anden dag. Vi bor meget centralt tæt på Union Square, men det betyder også, at der er en frygtelig larm om aftenen. På et tidspunkt tror vi at et nyt jordskælv har ramt San Francisco, indtil det går op for os at det bare er et helt vanvittigt fyrværkeri, og vi vågner mange gange i løbet af natten. Dag to er vi igen på tur rundt i byen. Det er godt nok noget koldt. Troede egentlig at Californien var
varm p
å denne årstid. Starter på byens rådhus, et meget flot byggeri, med lidt kopiering fra Peters Kirken i Rom. Vi går igennem Den Japanske have i Golden Gate Park, og varmer os på en kop te, og er en tur ude på Golden Gate Bridge. Her er der konstant 25 mand ansat til at male broen orange – spændende job… Det er meget underligt at stå og se på en bro man har set tusindvis af gange på film. Vi går et stykke ud på broen, her er en helt fantastisk udsigt. Vores besøg til Alcatraz bliver desværre ikke til noget, for da vi når frem til billetlugen, så er der ikke flere billetter tilbage til den dag. Vi bliver godt nok tilbudt nogle billetter af nogle som står lidt længere nede af gaden til 65$ isteden for den officielle pris på 24$ - helt ærligt det gider vi ikke! Pigerne får deres tur hængende ude på siden af en kabel bane, mens den kører op og ned af de stejle gader. San Francisco er en dejlig og rolig by med mange hyggelige steder, og Starbuck 
Coffee er alle steder og det er dejligt med en god kop kaffe.søndag den 1. juni 2008
Hawaii - 14. - 28. maj
Uha vi skal op kl. 01.45 og afsted med kurs mod Hawaii. Først skal vi nu lige tilbage til Auckland, da man ikke kan flyve direkte fra Cook Island til Hawaii. Så først 4 timer, hvor det undervejs igen bliver den 14. maj. Her er der så meget turbulens, at det ikke er sjovt. Så 4 timer i lufthavnen og herefter 9 timer til Hawaii. Det er vores længste rejsedag til dato. I Honolulu skal vi bo i Waikiki Beach. Her er super dejligt, men ikke meget Plonynesien over det her. USA har sat sit præg. Udover store biler er det burgeren der hersker her og der er 
butikker der dækker alles behov og lidt til. Vi bor meget centralt, lige uden for døren ligger den største indkøbsgade. Her er alt lige fra Prada til Souvenir butikker og der er ca. 500 meter til vandet. Da vi er i stærkt underskud mht. shopping så er det det vi kaster os over. Vi kommer til at se os selv i spejlet og hvor ser vi ud….. Vi trænger virkelig til noget nyt kluns. Så vi bruger en dag i diverse butikker og da det meste her er meget billigt, er det bare dejligt. I det hele taget føler vi os lidt som de unge de rige og de smukke, ok måske ikke smukke…. Men alligevel: Starter dagen på hotellets fitness center, så lidt shopping derefter på stranden og så ud og spise om aftenen. Det er da lige til at holde ud – i hvert fald i et par dage!! Vi er dog også ude og se lidt. Vandrer en eftermiddag op på Dimond Head - en ikke aktiv vulkan. Selv om der ikke er liv i vulkanen, er det en meget varm tur, da solen bager, men vi kommer op på toppen ”næsten” uden brok fra den mindste, og bliver bagefter kølet af med en shave ice uhm. Pearl Habour besøger vi også. Her ser vi vraget af USS Arizona som blev bombet i 1941 af japanerne og som fik USA med i 2. verdenskrig. Vraget ligger stadig på bunden af havet. Her døde 1.144 mennesker. Vi bliver sejlet derud. På vej d
erud får vi at vide at vi skal huske at det er en begravelsesplads, hvor mange blev levende begravede, og der er en dyster stemning. Her ligger en ”platform” ovenpå skibet, så man kan stå og se ned på det. Der er en stor mindeplade med navnene på dem der døde. Bagefter var vi ombord på et andet kæmpe krigsskib samt en udbåd. Vi så også en japansk selvmordstorpedo. ”Det gi´r jo ingen mening”, sagde Annika, ”så dør han jo”, og det kan hun jo ha´ ret i. Det kan i hvert fald ikke være et af de mest eftertragtede jobs.
Vi har også været i Polynesisk Kulturcenter på nordsidn af Oahu. Her var der 7 landsbyer fra 7 forskellige øer. Hver ø viste deres håndværk og kultur. Det var en meget fin oplevelse, især var der et show på Samoa og Tonga som var meget underholdende.
Efter 4 dage flyver vi fra Oahu til Hawaii (Big Island). Her er der en vulkan som har været i udbrud siden 1983. Vi kører mod vulkanen, og mange steder er der golt månelandskab. Da vi nærmer os Nationalparken med vulkanen, kan vi se røg og der er advarsler om at gravide og syge skal være ekstra påpasselige. Da vi hverken er det ene eller det andet kører vi videre.
Op af krateret stiger der en røg op men ingen lava. I marts måned kom der helt uventet en eksplosion, lige udfor et udkigspunkt. Heldigvis var det om natten, så der var ingen der kom noget til. Næste morgen starter vi dagen med et ”sundt og nærende” måltid på Pancake House. Her er ikke noget med en lille kop kaffe nej her får man en hel termokande, og portionerne er gigantiske. Jeg får 3 kæmpe pandekager og æg og bacon. Resten af dagen går vi og puster efter dette kolesterolchok. Vi er alle enige om at dette var en engangsoplevelse.
Det er vist godt vi kun skal være i USA i 2 måneder – for det her kommer til at kunne ses!!
Vulkanen ligger i en nati
onalpark, hvor der går en vej rundt om vulkanområdet. Udbruddet som startede i 1983 har dog sat en stopper for at køre hele vejen rundt om vulkanen, da noget af vejen er blevet dækket af lava. Vi kører ud om aftenen for at se hvordan lavaen løber ud i vandet. Det sidste stykke derud skal man vandre på gammel lava og da der her ingen belysning er har vi forsynet os med lygter. Pigerne har fået nogle flotte beskyttelseshjelme med pandelamper, så de er klar. Det er helt fantastisk flot. Vandet koger hvor lavaen rammer vandet og indimellem skydes sten/klippestykker op i luften. Det var flot at se rød/gul lava løbe ned. En god oplevelse. Under hele vores tur har vi væ
ret i hælende på Cook, men her på Big Island slutter det. Her blev Cook i 1779 slået ihjel af Hawaii´anerne, så nu må vi til at klare os selv….
Efter 3 dage på Big Island flyver vi videre til Maui. En flot ø der byder på mange flotte strande. Her var Bill Gates på bryllupsrejse. Altså ikke da vi var der men alligevel.!! Vi tager ned på en strand, hvor man ikke skulle kunne undgå at svømme sammen med skildpadder, men det lykkedes for os! Vi er ellers også ved at være kurerede for at bade, men svømme med skildpadder ville vi gerne igen. Heldigvis ser vi flere store skilpadder i vandet lige ud foran vores hotel. De er søde. Tilbage i Honolulu og Waikiki Beach. Her er nu dejligt.
butikker der dækker alles behov og lidt til. Vi bor meget centralt, lige uden for døren ligger den største indkøbsgade. Her er alt lige fra Prada til Souvenir butikker og der er ca. 500 meter til vandet. Da vi er i stærkt underskud mht. shopping så er det det vi kaster os over. Vi kommer til at se os selv i spejlet og hvor ser vi ud….. Vi trænger virkelig til noget nyt kluns. Så vi bruger en dag i diverse butikker og da det meste her er meget billigt, er det bare dejligt. I det hele taget føler vi os lidt som de unge de rige og de smukke, ok måske ikke smukke…. Men alligevel: Starter dagen på hotellets fitness center, så lidt shopping derefter på stranden og så ud og spise om aftenen. Det er da lige til at holde ud – i hvert fald i et par dage!! Vi er dog også ude og se lidt. Vandrer en eftermiddag op på Dimond Head - en ikke aktiv vulkan. Selv om der ikke er liv i vulkanen, er det en meget varm tur, da solen bager, men vi kommer op på toppen ”næsten” uden brok fra den mindste, og bliver bagefter kølet af med en shave ice uhm. Pearl Habour besøger vi også. Her ser vi vraget af USS Arizona som blev bombet i 1941 af japanerne og som fik USA med i 2. verdenskrig. Vraget ligger stadig på bunden af havet. Her døde 1.144 mennesker. Vi bliver sejlet derud. På vej d
erud får vi at vide at vi skal huske at det er en begravelsesplads, hvor mange blev levende begravede, og der er en dyster stemning. Her ligger en ”platform” ovenpå skibet, så man kan stå og se ned på det. Der er en stor mindeplade med navnene på dem der døde. Bagefter var vi ombord på et andet kæmpe krigsskib samt en udbåd. Vi så også en japansk selvmordstorpedo. ”Det gi´r jo ingen mening”, sagde Annika, ”så dør han jo”, og det kan hun jo ha´ ret i. Det kan i hvert fald ikke være et af de mest eftertragtede jobs.
Vi har også været i Polynesisk Kulturcenter på nordsidn af Oahu. Her var der 7 landsbyer fra 7 forskellige øer. Hver ø viste deres håndværk og kultur. Det var en meget fin oplevelse, især var der et show på Samoa og Tonga som var meget underholdende.
Efter 4 dage flyver vi fra Oahu til Hawaii (Big Island). Her er der en vulkan som har været i udbrud siden 1983. Vi kører mod vulkanen, og mange steder er der golt månelandskab. Da vi nærmer os Nationalparken med vulkanen, kan vi se røg og der er advarsler om at gravide og syge skal være ekstra påpasselige. Da vi hverken er det ene eller det andet kører vi videre.
Op af krateret stiger der en røg op men ingen lava. I marts måned kom der helt uventet en eksplosion, lige udfor et udkigspunkt. Heldigvis var det om natten, så der var ingen der kom noget til. Næste morgen starter vi dagen med et ”sundt og nærende” måltid på Pancake House. Her er ikke noget med en lille kop kaffe nej her får man en hel termokande, og portionerne er gigantiske. Jeg får 3 kæmpe pandekager og æg og bacon. Resten af dagen går vi og puster efter dette kolesterolchok. Vi er alle enige om at dette var en engangsoplevelse.
Det er vist godt vi kun skal være i USA i 2 måneder – for det her kommer til at kunne ses!!
Vulkanen ligger i en nati
onalpark, hvor der går en vej rundt om vulkanområdet. Udbruddet som startede i 1983 har dog sat en stopper for at køre hele vejen rundt om vulkanen, da noget af vejen er blevet dækket af lava. Vi kører ud om aftenen for at se hvordan lavaen løber ud i vandet. Det sidste stykke derud skal man vandre på gammel lava og da der her ingen belysning er har vi forsynet os med lygter. Pigerne har fået nogle flotte beskyttelseshjelme med pandelamper, så de er klar. Det er helt fantastisk flot. Vandet koger hvor lavaen rammer vandet og indimellem skydes sten/klippestykker op i luften. Det var flot at se rød/gul lava løbe ned. En god oplevelse. Under hele vores tur har vi væ
ret i hælende på Cook, men her på Big Island slutter det. Her blev Cook i 1779 slået ihjel af Hawaii´anerne, så nu må vi til at klare os selv….Efter 3 dage på Big Island flyver vi videre til Maui. En flot ø der byder på mange flotte strande. Her var Bill Gates på bryllupsrejse. Altså ikke da vi var der men alligevel.!! Vi tager ned på en strand, hvor man ikke skulle kunne undgå at svømme sammen med skildpadder, men det lykkedes for os! Vi er ellers også ved at være kurerede for at bade, men svømme med skildpadder ville vi gerne igen. Heldigvis ser vi flere store skilpadder i vandet lige ud foran vores hotel. De er søde. Tilbage i Honolulu og Waikiki Beach. Her er nu dejligt.
fredag den 23. maj 2008
Cook Island - Rarotonga 12.-14. maj
Vi flyver tilbage til Rarotonga og har lige 2 dge på The Rarotongan Resort & Spa og når lige at finde ud af at Snorklingen her overgår den vi oplevede på Aitutaki lagoon cruise. Jeg svømmer lidt længere ud end vi havde gjprt sidste gang vi var her og finder pludselig de smukkeste koraller og kæmpe stimer af fisk. Jeg får først Alberte med derud og hun er helt vild. Hun vil ind og hente Annika & Henri, så det gør vi. Vi svømmer rundt herude og nyder det og det er lidt ærgerligt at vi ” allerede” skal hjem i morgen. Nogle af fiskene ligger og sover på korellerne, andre følger bare efter os i lang tid. Der er fisk i alle farver og jeg får taget nogle billeder med vores undervandskamera og der er forhåbentligt blevet gode.
Kommer vi tilbage hertil ? Ja , hvis vi er i nærheden, NZ eller AUS , så tager vi helt sikkert herud.
14.maj flyver vi til Honolulu - Hawaii
Kommer vi tilbage hertil ? Ja , hvis vi er i nærheden, NZ eller AUS , så tager vi helt sikkert herud.
14.maj flyver vi til Honolulu - Hawaii
Cook Island - Aitutaki 30. april- 12. maj
Vi flyver fra RARO til Aitutaki, en lille flyvertur på 45 minutter. Vi bliver modtaget i den mindste lufthavn vi har set indtil nu (bortset fra Lady Elliot, som ikke rigtigt var en lufthavn) med musik og blomsterkranse som vi får hængt om halsen. KIA ORANA – Velkommen til Aitutaki .
Vi bliver kørt den lille tur til Aitutaki Resort & Spa og sejler over til ” vores egen” lille ø som hedder Akitua. Der er 20 meter fra hovedøen Aitutaki og vi bliver modtaget af en ” kriger” der står i fuld uniform. Han trutter i en muslingeskal og råber nogle meget voldsomme hilsner til os. Vi får at vide at han byder os velkommen.
Vi får tjekket ind og får den fedeste Bungalow lige ud til vandet. Der er dækket op med friske blomster og det viser sig at det er noget der bliver gentaget – hver dag.
Hvis der er noget der hedder Paradis, så er det nok noget der ligner dette. Her er bare dejligt. Her er ro og fred og alt den luksus man kan drømme om. Der er flere tjenere end der er gæster på Resortet og alle er simpelthen så venlige. Her er vel omkring 35 hytter i alt og plads til 70-100. Lige nu er der vel max 40, så her er masser af plads. Aitutaki har en kæmpestor lagune og vandet er turkisblåt.
Vi har 12 skønne dage her og laver INTET. Intet består af små sejlture i havkajakker, badeture, snorkelture, slå hul på kokosnødder, indtagelse af drinks på Bounty Beach Bar, fodring af fisk om aftenen, cykeltur på øen, samle skaller langs kysten samt et lagoon Cruise. Vi toppede det lidt op med en guided ø-rundtur med Elisabeth ( en af de søde ansatte i aktivitetsafdelingen) samt en søndagsmesse i øens kirke. Jeg tog ydermere på en fisketur. Big Game Fishing med Jason Watt. Det hed han sgu. Der var kun mig og så en NZ-lænder med på turen. Vi så en del tun springe ud af vandet, men fangede kun 1 og det var NZ-lænderen der hev det op. Den vejede kun 5-7 kg. På trods af den ringe fangst, så var det en meget hyggelig tur og jeg fik snakket meget med Jason´s far som var med på båden. Meget rart at få et bedre indblik i ø-livet på denne måde.
Vores kirketur var spændende, men den trak ud da præsten lod sig rive med af sine følelser. Han talte ophidset i 45 minutter om at han ville havde stoppet planerne om at der skulle være flyvninger til øen om søndagen. Det er de samme diskussioner som der var i DK for 30-40 år siden. Fodbold om søndagen var ikke populært i kirkelige kredse. Messen bestod af meget sang og det var fascinerende at se hvor meget de gik op i det.
De fleste gæster der er her på resortet, er her som regel kun i 3-5 dage, ganske få er her i en hel uge. Vi er her i 12 dage og får kælenavnet ” the family” Der er heller ikke mange der har børn med. De fleste er her på ” Honeymoon” eller for at fejre deres fødselsdage eller bryllupsdage. Vi er her bare for at slappe af og det er vi gode til.
Stedet er så lille og man kommer nemt til at snakke med nye mennesker. Vi møder blandt andet et sødt par som, Peter & Jo som kommer fra Australien. Utroligt søde mennesker som havde været i Dk flere gange. Peter havde arbejdet på Niels Bohr instituttet og havde venner i Dk, fra dengang. Vi havde nogle hyggelige timer med dem og vi udveklslede adresser osv. Så vi kan mødes hvis vores veje krydses igen.
Vores tur på lagoonen var fabelagtig og vi fik noget af det bedste snorkling vi har prøvet indtil nu. Alberte syntes faktisk at det var bedre en dykkene vi havde i Thailand. Vi sejlede med Aitutaki Adventures ( den gule båd) og kaptajnen var Puna. Utrolig behagelig mand som skabte en dejlig stemning på båden. Vi startede ud med at se 4 skildpadder og sejlede så videre mod snorkling-stedet. Krystalt klart vand – flotte koraller, Giant Clams, tusindvis af forskellige fisk. Utroligt flot. Efter snorklingen tog vi ud på Honeymoon Island og fik lidt frugt og juice, som Punas kone havde forberedt. Honeymoon Island er bare S.M.U.K Færdig!!!
Vi sejlede videre mod One Foot Island hvor vi skulle indtage frokosten som også var forberedt af Puna´s kone. Superlækkert. Der er ingenting på denne ø bortset fra verdens mindste postkontor og verdens mest isolerede toilet. Postkontoret var lukket men toilettet var heldigvis åbent. Annika var glad for det, også selvom der hang blade som toiletpapir. Vi fik en god snak med de andre deltagere på turen under frokosten. Peter & Jo var i øvrigt også med på denne tur. Og vi kom alle trætte hjem til vores paradis igen.
Aitutaki er bare iorden. Det eneste minus man kan sætte er at korallerne og snorklingen lige uden for resortet ikke er i top. Det er ok, men ikke super godt. Til gengæld er alt andet bare iorden. 11 med pil op.
Vi bliver kørt den lille tur til Aitutaki Resort & Spa og sejler over til ” vores egen” lille ø som hedder Akitua. Der er 20 meter fra hovedøen Aitutaki og vi bliver modtaget af en ” kriger” der står i fuld uniform. Han trutter i en muslingeskal og råber nogle meget voldsomme hilsner til os. Vi får at vide at han byder os velkommen.
Vi får tjekket ind og får den fedeste Bungalow lige ud til vandet. Der er dækket op med friske blomster og det viser sig at det er noget der bliver gentaget – hver dag.Hvis der er noget der hedder Paradis, så er det nok noget der ligner dette. Her er bare dejligt. Her er ro og fred og alt den luksus man kan drømme om. Der er flere tjenere end der er gæster på Resortet og alle er simpelthen så venlige. Her er vel omkring 35 hytter i alt og plads til 70-100. Lige nu er der vel max 40, så her er masser af plads. Aitutaki har en kæmpestor lagune og vandet er turkisblåt.
Vi har 12 skønne dage her og laver INTET. Intet består af små sejlture i havkajakker, badeture, snorkelture, slå hul på kokosnødder, indtagelse af drinks på Bounty Beach Bar, fodring af fisk om aftenen, cykeltur på øen, samle skaller langs kysten samt et lagoon Cruise. Vi toppede det lidt op med en guided ø-rundtur med Elisabeth ( en af de søde ansatte i aktivitetsafdelingen) samt en søndagsmesse i øens kirke. Jeg tog ydermere på en fisketur. Big Game Fishing med Jason Watt. Det hed han sgu. Der var kun mig og så en NZ-lænder med på turen. Vi så en del tun springe ud af vandet, men fangede kun 1 og det var NZ-lænderen der hev det op. Den vejede kun 5-7 kg. På trods af den ringe fangst, så var det en meget hyggelig tur og jeg fik snakket meget med Jason´s far som var med på båden. Meget rart at få et bedre indblik i ø-livet på denne måde.
Vores kirketur var spændende, men den trak ud da præsten lod sig rive med af sine følelser. Han talte ophidset i 45 minutter om at han ville havde stoppet planerne om at der skulle være flyvninger til øen om søndagen. Det er de samme diskussioner som der var i DK for 30-40 år siden. Fodbold om søndagen var ikke populært i kirkelige kredse. Messen bestod af meget sang og det var fascinerende at se hvor meget de gik op i det.
De fleste gæster der er her på resortet, er her som regel kun i 3-5 dage, ganske få er her i en hel uge. Vi er her i 12 dage og får kælenavnet ” the family” Der er heller ikke mange der har børn med. De fleste er her på ” Honeymoon” eller for at fejre deres fødselsdage eller bryllupsdage. Vi er her bare for at slappe af og det er vi gode til.
Stedet er så lille og man kommer nemt til at snakke med nye mennesker. Vi møder blandt andet et sødt par som, Peter & Jo som kommer fra Australien. Utroligt søde mennesker som havde været i Dk flere gange. Peter havde arbejdet på Niels Bohr instituttet og havde venner i Dk, fra dengang. Vi havde nogle hyggelige timer med dem og vi udveklslede adresser osv. Så vi kan mødes hvis vores veje krydses igen.
Vores tur på lagoonen var fabelagtig og vi fik noget af det bedste snorkling vi har prøvet indtil nu. Alberte syntes faktisk at det var bedre en dykkene vi havde i Thailand. Vi sejlede med Aitutaki Adventures ( den gule båd) og kaptajnen var Puna. Utrolig behagelig mand som skabte en dejlig stemning på båden. Vi startede ud med at se 4 skildpadder og sejlede så videre mod snorkling-stedet. Krystalt klart vand – flotte koraller, Giant Clams, tusindvis af forskellige fisk. Utroligt flot. Efter snorklingen tog vi ud på Honeymoon Island og fik lidt frugt og juice, som Punas kone havde forberedt. Honeymoon Island er bare S.M.U.K Færdig!!!
Vi sejlede videre mod One Foot Island hvor vi skulle indtage frokosten som også var forberedt af Puna´s kone. Superlækkert. Der er ingenting på denne ø bortset fra verdens mindste postkontor og verdens mest isolerede toilet. Postkontoret var lukket men toilettet var heldigvis åbent. Annika var glad for det, også selvom der hang blade som toiletpapir. Vi fik en god snak med de andre deltagere på turen under frokosten. Peter & Jo var i øvrigt også med på denne tur. Og vi kom alle trætte hjem til vores paradis igen.
Aitutaki er bare iorden. Det eneste minus man kan sætte er at korallerne og snorklingen lige uden for resortet ikke er i top. Det er ok, men ikke super godt. Til gengæld er alt andet bare iorden. 11 med pil op.
Abonner på:
Opslag (Atom)