26 februar - 6.marts fra Melbourne til Adelaide

26-27 februar – Fra Melbourne til Cape Otway - ”Great Ocean Road”.

“On the road again” - så er vi igang med turen “ Great Ocean Road” vi tager en hurtig bid ned forbi Geelong, Lorne og Torquay og ser ikke noget på dette stykke. De første stop tog vi ved de første flotte syn af havet samt ved ”Split Point Lighthouse” hvor ”Great Ocean Road” egentlig starter. Her spiste vi en let frokost og sundede os lidt efter at have kørt i venstre side i et par timer. Vi fortsatte mod Cape Otway som var vores mål for dagen.

Pludselig spottede jeg nogle i vejkanten der stod og ”GLOEDE” op i træerne. Skarp som altid og da det ikke var mørkt så tænkte jeg : ”De kigger nok ikke på stjernebilleder” . Så jeg stoppede og gik hen og kiggede med. Der sad 3 koala-bjørne og hyggede sig oppe i træerne. Vi kunne komme helt tæt på den ene og vi var ” lidt” oppe og ringe – for nu var vi rigtigt i Australien. Vi rullede videre og var næsten fremme ved den planlagte Camp, men BS her syntes vi skulle have valuta for pengene, så jeg fandt noget der hedder ” Maidens Rest” en lille vandretur gennem regnskoven. Der stod den ville tage 45 minuter og det var ved at blive mørkt så jeg satte ” fart i futterne” og vi spurtede turen igennem på 25 minutter. Det var en fabelagtig tur. Vi var helt indhyllet i regnskov, bregner og lyde og vi måtte erkende at Botanisk Have i Melbourne ikke nåede så meget som i nærheden af denne tur. Videre mod Cape Otway, som kun lå 20 minutter længere væk. Ned af en grusvej med vores dejlige manøvrevenlige bus og så pludselig basker der 2 røde papegøjer op i vejkanten. Så er vi kørende : papegøjer, koalaer, great ocean road og regnskov. Vi er i gang, vi er i Australien.

Vi finder Campingpladsen og bliver indkvarteret på plads nummer 14 og pludselig ser vi at vi kender vores naboer. Det er 3 Koalaer der sidder og bøvser i træerne. Mærkelige dyr. De siges at være et af de dummeste dyr overhovedet, de sover 18-22 timer i døgnet og laver ikke en døjt andet end at æde en masse blade og så sidde og fordøje dem. Superliv. Jeg vil være Koala i mit næste liv, jeg har i hvert fald hjernen til det. Vores menneske naboer er canadiere og vældigt flinke. Det er ham der viser os Koalaerne og så viser han os også nogle uglelignende fugle ” Tawny Big Frogmouth” . Det vælter rundt med papegøjer og da vi går en lille aftentur så ser vi at der er koalabjørne i stort set alle træerne. Vi ser også en KookaBurra” fugl som er meget sød og ikke særligt bange. Om natten regner det meget og det fortsætter i lidt mindre omfang dagen efter. Vi sætter derfor skole og dagbog på programmet og tumler lidt med disse sysler indtil klokken 1300. Så er vi klar igen og tager en tur mod ”station beach” og eventuelt videre mod et vandfald i nærheden. Det er en lang flot tur gennem et landskab der minder meget om sommerlandskab i Danmark. Men da vi kommer helt ned til stranden så kan vi godt se at der er lidt mere størrlese på havet. Bølgerne er store som supertankere og de kommer rullende ind mod kysten i en jævn strøm. Der er ikke noget med badning her, med mindre man vil have flået badetøjet af i den første bølge. Videre tilbage til campen og vi bliver fulgt til dørs af hundredevis af grønne papegøjer og der bliver holdt øje med os af enkelte koalaer der sidder og lurer. Tilbage ved Camperen møder vi ” The Canadian”, vores nabo og hn fortæller at de har været ude og prøve ” Otway Fly” som er en vandretur på nogle gangbroer der er monteret oppe i toppen af træerne i regnskoven. Han anbefaler det på det kratigste, men mener det er for sent i dag. Vi satser og kører af sted og der er selvfølgelig lukket da vi når frem. Vifinder hurtigt et alternativ og tager en gåtur ved ”Triplet Falls” som er endnu en FED tur gennem regnskoven ned til et tredobbelt vandfald som ikke var voldsomt, men alligevel det flotteste og største vi har set hidtil. Retur igen med vores hjem på ryggen og hjem til Otway. Om aftenen var vi på dr.pjuskebusk walk og skulle se om vi kunne spotte nogle ”Possums” men det lykkedes ikke – for de 3 små bubber-grise blev bange og løb hjem til deres sikre camper.

27 februar – 1 . marts - Fra Cape Otway til Grampians via Great Ocean Road.

Real “ Great OceanRoad” kom idag. Vi har Cruiset langs kysten og stoppet alle de flotte steder der er . Denne strækning fra Cape Otway til WarrnamBool er den mest fotograferede strækning på vejen. Og det er ikke uden grund. Det ene limstens ”tårn” efter det andet rejser sig flot ud over det blå hav. Vi har set ” de 12 apostle”, ”Gibson steps”, ”The arch” og ”London Bridge” som er limstensklippe der er formet som en bro. Det ene af brofagene faldt ned i 199o og 2 turister blev fanget yderst på klippen og måtte reddes med helikopter.
Denne tur kan kun beskrives med billeder og det gør vi senere. Vejen er god men med mange sving og der skal gøres mange stop undervejs pga. flotte syn. Så man skal sætte god tid af til turen. Vi havde talt om at det ville være bedst at køre helt til Grampians i dag for så får vi en hel dag ekstra i dette område. Og da tiden passede perfekt så kørte vi derop. Undervejs fandt vi ud af at der kun er 29 dage i Februar og vi i vores planlægning havde regnet med 31, så den ekstra dag vi lige havde indhentet, blev i stedet til et tab på en dag. Surt show. Hvem kunne også vide at Australierne heller ikke har så mange februardage.

Via Warrnambool – Hamilton og Dunkeld kørte vi til Grampians og vi talte med en sød dame i Infocenteret i Dunkeld. Hun fortalte at vi skulle køre direkte til Halls Gap og bruge et par dage der. Der skulle være fyldt med kænguruer, Kakaduer, koalaer og KookaBurras som var så frække at de tog maden ud af hånden på folk.
En supersød Australsk dame som man næsten skal besøge hvis man kommer forbi.

Efter en time gennem et flot landskab som bar præg af skovbrændene i 2006, kom vi til Parkgate Resort.

Lækkert sted med pool, legeplads, tennisbaner und alles. Lige midt i bjergene og samtidig lige midt i en kænguru lejr. De er allevegne, store og små.. Og der er mange. De kommer helt tæt på camperen om morgenen og om natten. Kakaduerne flyver skrigene rundt og KookaBurraerne sidder og kigger dumt på os. Koalaerne har ikke vist sig her, men dem har vi også fået nok af.

29 februar, i dag tager vi på tur lidt op i bjergene i ”the Grampians”. Vi startede ud med at besøge Aboriginal Kulturcenteret i Halls Gap. Vi vidste ikke rigtig hvad det var men regnede med at der nok var lidt info om områdets historie. Vi fandt det hurtigt og gik inden for og kiggede. Der var lidt brochure info ved indgangen og man kunne så fortsætte videre ind til selve kulturmuseet. Lige indenfor var der nogle beskrivelser og nogle lydsekvenser af hvordan skovbrænde ser ud og hvordan naturen klarer sig på trods af disse. Det var også meget spændende at se hvordan Aboriginals havde levet i området og hvordan de egentlig er blevet mishandlet helt op til nyere tid.. Vi slentrer videre over mod en anden bygning og pludselig ligger der en sort satan af en slange lige foran mig. Jeg må nok indrømme at jeg lige trak vejret en ekstra gang og havde lidt svært ved at tro at det var meningen at der skulle ligge sådan en 2-meters sort slange lige der hvor BS skulle frem. Jeg lavede en Beatles (”Let it be”) og fiskede stille kameraet frem og skulle til at forevige det første møde med en slange i det fri, men pludselig listede den meget elegant afsted ned mod et vandhul. Hele familien så den og Annika var nok den der var mest rystet og kun fordi hun kunne krybe i sikkerhed bag MORS baller så klarede hun den videre af stien. Vi gik kulturcenteret igennem og på tilbagevejen gik vi alle og trampede lidt ekstra hårdt på stien for at skræmme den sorte slange og dens eventuelle morfar væk.

Videre op i bjergene til lidt forskellige ”sights” og det var tydeligt at området stadig var mærket af de store skovbrænde der hærgede her i januar 2006. Masser af træer var svedet af, men var overlevet og var så småt begyndt at skyde igen. Der er ingen tvivl om at der har været mere imponerende før skovbrændene, men det var spændende at se hvor utæmmelig en sådan brænd kan være. Der døede ingen mennesker i området men der omkom 63000 får og der var massive materielle ødelæggelser. Vi gik en tur ned til et vandfald. Der var ikke så langt men det var til gengæld hårdt at gå tilbage da der var rigtig stejle trapper hele vejen. Videre tilbage til Kænguruland hvor vi spiste og hyggede os og sluttede af med en skumringstur for at spotte kænguruer. Og man må sige at det lykkedes. Der var MANGE – RIGTIG MANGE – de var overalt og dobbelt A var helt tæt på dem( måske 3 meter fra dem) og de syntes de var så søde. Så nu vil de have en Koala og en kænguru når vi kommer hjem.

I morgen tidlig kører vi videre mod Kangaroo Island – Selvom vi lige pt har fået nok af kænguruer.

1.marts – Fra Halls Gap mod Kangaroo Island.

Vi tog tidligt af sted i dag ( kl 0815) og kænguruerne stod og vinkede farvel til os. Nogle enkelte var så vilde at de fulgte efter os og hoppede ud foran bilen, så de var ved at blive kørt ned. Mærkelige dyr. Deres hjerner tager nok skade af alt det hopperi. Dagen blev bare en køredag og var vist ret kedelig for kængubørnene og også for deres forældre. Vi kørte gennem uendelige strækninger af hvedemarker og så intet andet en lige veje og høstede hvedemarker. Jo, jeg så for resten en hvid lama. Henriette så den også, så kom nu ikke og sig at jeg så syner. Under en tankning fik jeg en lille hyggesludder med en farmer fra området. De er utroligt venlige og snakken sluttede af med håndtryk og ” wish you all the best mate – see you later” , men det tror jeg så nu ikke lige. Altså ”see you later.”
Vi endte ikke på Kangaroo Island idag, men ved en lille by der hedder Port Elliot. Og i morgen kører vi videre mod Kangaroo Island.

2-3 Marts – Kangaroo Island.

Good Bye Port Elliot , Nice beach that´s it. Så ikke ret meget her, luntede kun en tur og der var da en dejlig strand. En lille sommerby som Tisvildeleje eller lign. Videre til færgen fra Cape Jervis og så over til Kangaroo Island. Jeg fik dirigeret ”rumskibet” ombord på færgen og her var der sat plancher op med information om den seneste skovbrand som var for 2 måneder siden, Øv – Øv tænkte jeg- det må havde spoleret en del af øen. Det havde været en ret omfattende brand. Nå men vi må jo få det bedste ud af det og det kan da også være spændende at se hvordan et område ser ud umiddelbart efter en sådan katastrofe. Turen over tog 45 minutter og her viste Henriette os allesammen hvordan man IKKE skal åbne de lidt specielle ketchup-tuber de har her.
Vi startede i ”turist informationen” og de fortalte at store dele af øen va lukket pga. branden og at vi i øvrigt ikke kunne køre alle steder, da vi jo var kørende i et ”rumskib”. Det er mig der styrer rumskibet og jeg har 3 assistenter der holder øje med fremmede rumskibe og andre fjender. Det var Matthew Flinder der ”opdagede” øen i 1802 og nu skulle vi gøre han kunststykket efter, her 206 år senere, i et moderne rumskib. Vi startede med at entre samme sandhøj som Flinders gjorde for at få et overblik over øen. Der var dog lavet trin til os og efter en fintælling kom vi frem til at der var 511 trin til toppen og det samme ned igen. Der gav et flot overblik og man kan godt sætte sig ind i hvorfor Backpacker Matthew Flinder ville herop og se. Videre mod næste mål : Seal Bay – hvor der er en stor koloni af australske sea-lions. Ganske smart at kalde den Seal Bay når det nu er Søløver der er der. Det pis gad vi ikke så vi smuttede igen. Falske varebetegnelser er bare ikke iorden. Nej, vi tog en guidet tur ned til Søløverne og man må ikke komme tættere på en 10 meter. De har været vant til at der kommer små grupper af mennesker vandrende på stranden og de bliver ikke generet af det. Rigtig Aussie-guide med hat og boots som fortalte spændende om koloniens beboere og hvordan deres liv foregår. 3 dages arbejde(fiskefangeri) – 3 dages fri(sove,dase og nurse ungerne). Ungerne klarer sig selv når de voksne er på arbejde. Efter rundturen tog vi over til en strand umiddelbart ved siden af hvor vi fik os en velfortjent dukkert. Superlækker strand som vi havde stort set for os selv. Der dukkede dog pludselig 2-3 søløveunger op tæt på os. De var vist på udflugt fra kolonien og legede i bølgerne når de brækkede. Vi gjorde det samme, altså body-surfede på de kolde bølger fra Antarktis. Vandet er sgu lidt køligt – vi savner lidt det varme vand på Koh Lipe. Jeg spurgte guiden fra Søløveturen om der var mange hvide hajer og om de nappede søløverne. Svaret var ja, og det var faktisk nogle ret store hvide hajer der var i området. Sjældent under 5 meter og 6-7 meter var ganske normalt. Fy for satan da, godt de ikke kan lide danskere. Her bagefter undrer det mig lidt at vi egentlig badede lige bagefter denne oplysning. Men han nævnte også at de sældent kom ind på lavt vand.
Op og proviantere lidt i Vivonne Bay og her indhalerede vi også lige en skøn burger som Kangaroo Bill flækkede sammen i baglokalet. Vi blev opmærksomme på at vi havde overset Little Sahara på vejen og kørte lige et smut tilbage for at se de store vandreklitter som også er på Kangaroo Island. Ret sjov at vandre rundt i sådan et månelandskab. Men også lidt rart, nu da jeg ligger og kører rundt i rumskib til hverdag. Vi kørte til vores Camp for natten. ”Western Kangaroo Island Caravan Park & Koala Walk.” kortere navn kunne ikke gøre det, men det var en fed campingplads uden luksus, men med masser af Wallaby´s som kom hen til camperen om aftenen og spiste af hånden.

God morgen og videre mod Flinders Chase Nationalpark. Her skulle de værste ødelæggelser ved brandene være sket. VI kunne se det på vejen til velkomstcentret, hvor de fortalte at det kun var 1-200 meter fra at alle bygningerne ved velkomstcentret var blevet taget af branden. Dele af parken var lukket, blandt andet stederne hvor vi kunne havde spottet næbdyret. Surt. Men videre mod Remarkable Rocks, som er en samling Meget underlige sten der ligger på en klippe. Det er helt vildt hvad naturen kan skabe. Jeg fik nok lige taget en rulle film eller to her. Familien blev drevet rundt i alle tænkelige positurer. Efter denne imponerende oplevelse tog vi lidt videre og kørte til Admirals Arch. som er endnu et naturskabt vidunder. Der holder også en stor population af sæler til her. De ligger og daser på alle klipperne. Pludselig ser jeg en HAJ. HAAAAAAAAAAAAAAAJJ råber jeg, men vi finder hurtugt ud af at det er en flok delfiner der legende svømmer langs kysten. Vi tager lidt billeder af dem og smutter videre. Så tager vi tilbage over øen og ser på vejen de meget store skader naturen har fået af de store brænde for 2 måneder siden. Nogle steder står kæmpe områder bare og ligner en flok afbrændte tændstikker. Vi ruller vider mo EMU Bay hvor vi regner med at vi skal have en dukkert, men stranden er ikke noget at råbe hurra for så det lader vi være med. Vi kører så videre til Kingscote og finder en Camp i Brownslow. Vi beslutter os for at tage ind til Kingscote om aftenen og tage på en guidet tur til en pingvin koloni. Det var en rimelig tur, og sjovt at se de små pinguér stå der og se yndige ud. Men vi havde forventet lidt mere og var nok lidt skuffede.

4 .marts og vi kører mod Adelaide og aner ikke rigtig hvor vi ender under vejs. ……………….

Vores trang til lidt afslapning gør at vi hurtigt runder en af de nærmeste strande. Sellicks Beach blev det og det er rigtigt når der skrives at kyststrækningen fra Cape Jervis til Adelaide er en perlerække af lækre strande. Sellicks Beach i Aldinga Bay var flot og baggrunden var en mærkværdigt månelignende landskab som passede perfekt til vores rumskib. Vi kunne køre rumskibet (som er lejet gennem Apollo) helt ned på stranden og så kunne vi også spise frokost i første parket. Det blev ikke til en af de længste dukkerter, da vandet her også var lidt køligere end vi havde bestilt det. Midt i frokosten blev jeg lidt nervøs for tidevandet, da det nærmede sig vores rumskib med hastige skridt. Vi fik skovlet vores lette frokost i løgnhalsen og startede rumskibet op og kom i sikkerhed på en højereliggende parkeringsplads. Videre mod Adelaide og vi ”gad” ikke rigtig køre så langt, så vi ”tjekkede ind” ved Maslin Beach., som også har en lækker strand. Der var BARE lige et enkelt problem : Vi har været i Bangkok hvor de er en blanding af buddhister/muslimer – Vi har været i Nordthailand hvor de er BUDDHISTER, i Sydthailand / Malaysia hvor de er MUSLIMER og nu er vi i Australien og så er de gud hjælpe mig NUDISTER. Nå men efter lidt overtalelse af Annika sÅ besluttede vi os for at være STATISTER og entrede Maslin NUDE beach som Gud havde skabt os ( dog med lidt tøj uden på). På Campingpaldsen havde de en rigtig sød fastligger, der hed COCKY. Han var en Cockatoo, altså en KAKADUE. Han var blevet fundet for 20 år siden, da de var ved at bygge campingpladsen. De lå hjælpeløs og en dyrelæge konstaterede ar den var ” FÆRDIG” da den havde brækket ryggen. Folkene på campingpladsen gav den dog en chance og den har klaret sig på trods af sin dødsdom. Nu sidder den og hygger sig i sit bur, hvor den har en campingvogn som hus, og taler med alle gæsterne : ”how are you today” – ”I´m a pretty boy” – I´m a bit stressed”. Den har en ret stort ordforråd og så griner den helt vildt hvis man selv kommer til at grine. Vi fik nogle fantastiske billeder af en perfekt solnedgang på Maslin Beah – på trods af at der var en del ”måneskin” fra de mange barrøvsbadere der rendte rundt på stranden.

5.marts – Videre mod Adelaide.

Efter lidt uoverenstemmelser omkring hvor vidt vi skulle tage en vintur i et af vinområderne, så tog Co-driveren over og gav os en tur gennem ” McLaren Vale, som er et stort vinområde lidt syd for Adelaide. Vi havde talt om at det skulle være Barosso valley, men vi blev enige om at der nok ikke var den store forskel. Så det blev McLaren Valley. Vi var inde og smage lidt vin på Maxwell Winery og så lidt af produktionen. Vi talte med ”one of the locals” og fik lidt indblik i høstmetoder og lignende. Hun fortalte i øvrigt at Rod Stewart havde givet koncert dagen forinden og hun viste os stolt at hun havde fået 2 autografer på nogle af sine gamle ”Rod” Lpér. Videre mod et andet Winery, Woodstock, hvor vi smagte lidt vin og fik lidt TAPAS. Der holdt en MEGA limosine uden foran og vi er ganske sikre på at Rod Stewart var derinde og hygge sig lidt efter sin hårde koncert dagen forinden.
Efter maden kørte vi mod vores mål for dagen, som var West Beach, tæt på Adelaide. Efter lidt forvirring hvor Rumskibs kaptajnen, var udsat for lidt af et mytteri, kom vi sikkert frem til endnu en BIG4-campingplads. Den ligger lækkert lige ved stranden og der er alt tænkeligt luksus. Vi skal aflevere Rumskibet til APOLLO i morgen da der er en ny besætning der skal på en anden ekspedition. Så vi har lejet en hytte her i 3 dage, indtil vi flyver videre mod Cairns. Vi fik at vide at der havde været 38 graders varme i dag, så det var nok derfor at der var lidt sved på overlæben indimellem. Men i morgen skulle det blive bedre, der bliver det 39.

Melbourne 24. - 26. Februar

Vi har booket en Apollo 6 personers camper fra Melbourne til Adelaide. Vi skal hente den, når vi ankommer til lufthavnen og er alle meget spændte på hvordan det bliver. De sidste aftener i Singapore, har vi købt mad med hjem og sidder på hotelværelset og spiser. Vi er alle trætte af at sidde på restaurant flere gange om dagen (hvor er man et bæst), og glæder os rigtig meget til at få et ”hjem” hvor vi kan lave mad og pakke rigtigt ud. Ole og jeg er nu også lidt betænkelige, over at skulle køre rundt med sådan et monstrom, men nu må vi se. Foreløbig har vi lejet den for 12 dage, og så må vi se om det er noget for os. Godt trætte efter 7 timer i luften ankommer vi kl. 7.30 i Melbourne lufthavn. Uha her er koldt. Vi troede at, nu skulle vi rigtig ha´ varme, men her er bare koldt. Flere fortæller os at det her vejr er helt ekseptionelt, og at det gode vejr kommer snart. Her er ca. 20 grader, men det er altså bare koldt, når man er vant til ca. 30 grader.

Vi kører afsted ud til Apollo som ligger lidt udenfor lufthavnen. Manden der arbejder der, er en gæv fyr som snakker og snakker. Vi får både hans bryllupsrejse , hans tidligere arbejdsplads og meget andet beskrevet udover hvordan camperen virker, inden vi får lov at køre.

Stille og roligt kører vi ud fra parkeringspladsen. Heldigvis er det søndag, og vi er i et industrikvarter, så vi er rimelig alene. Det er lidt af en udfordring. Køre rundt med et ”hus” på 7,5 meter, i et fremmed land og så i den forkerte side – ja ja der var ingen der sagde det skulle være nemt, og det er det heller ikke….. Gearstangen sidder også i den forkerte side, og det mindste bump i vejen, og det lyder som om tallerknerne kommer ud af skabene. Det er svært at afstandsbedømme – og jeg sidder bare ved siden af – stakkels Ole. Pigerne har fået at vide at de skal være stille, og vi holder alle vejret. Nå vi får sneget os ud til vores første helle, som er 9 km. udenfor Melbourne. Her vil vi være i to dage, så vi lige kan vænne os til vognen, ”vores” nye land og det hele.

Samme eftermiddag styger vi et smut ind til Melbourne. Vi lader nu camperen stå og tager en bus. Vi dasker lidt rundt i byen, får en sandwich og sidder på en græsplæne og kigger på folk. Vi går ned til floden, hvor Ole opdager Melbournes højeste hus. Det er 297 meter højt, og de øverste etager er belagt med 24 karat guld. Man kan komme derop og se udover byen. Det gør vi. Super flot udsigt, og meget langt ned. Vi kan se tennisbanerne, hvor der i januar bliver afholdt Australien Open, Botanisk have og meget andet. Man kunne blive kørt ud fra huset i en slags elevator med glasbund, så man kunne kigge direkte ned. Det vil Ole gerne, men der bliver nedlagt veto, og vi er nogle, som synes det er dejligt at komme ned på jorden igen.

Hjemme i camperen igen, har vi købt ind til en gang lasagne. Det smager skønt, og så er vi altså også ved at være trætte. Pigerne skal sove oppe over førerhuset, hvor der er en hems og vi skal sove i ”sofa arragementet” som kan laves om til seng. Næste dag vågner vi kl. 11! Vi har vist ikke vænnet os til tidsforskellen og er jo også blevet snydt for nogle timer. Nå, det er der ikke noget at gøre ved, men Melbourne kalder igen. Afsted med bus. Vi går til Federation Square, en flot plads med moderne arkitektur. Her er som en sensommerdag i København, og byen minder om en europæisk by. Her er meget flot. Videre går det til en is bar. En bar, hvor alt er lavet i is også glassene og stolene (der ligger en lignende bar i København). Der er minus 10 grader, og man får vinterjakke og handsker på. Vi er de eneste, der er der. Det er jo midt på dagen. Så det er lidt underligt, at sidde i denne kæmpe fryser og drikke drinks. Vi holdt derinde i 17 minutter.

Bagefter hoppede vi på en sporvogn ud mod botanisk have. Pludselig var der en, der talte til os - på Dansk. Han fortalte lidt om billetsystemet, og vi spurgte til, hvad han lavede i Melbourne. Han var nede og studere.”Hhhhmmm det skulle vel aldrig være på Copenhagen Business School” spurgte jeg. ”Jo”, svarede Adam, det hed han. ”Nå, men kender du så ikke vores nabo, Sara. Hun er i Sydney?” Jo, såmænd gjorde han det. De gik i parallel klasse, og han skulle ned og besøge hende i weekenden. Inden han sprang af sporvognen, lovede han at hilse hende, og vi stod tilbage, forbløffede over hvor lille verden kan være.
Botanisk have var rigtig flot og hyggelig, og vi ærgede os over, at vi ikke havde mere tid. Man kunne sagtens ha´ brugt en dag her med en madkurv, men vi gik en lang tur igennem den, med kun lidt brok fra de to mindste. Vi så flotte papegøjer og sorte svaner, og sindsygt mange løbere. Det var som om hele Melbourne var ude at løbe her hen under aften.