onsdag den 4. juni 2008

San Francisco 29 - 31. maj

Dejlig flyvetur med United Airlines. Vi lander kl. 5 om morgenen og er nu kun 9 timer bagud i forhold til Danmark. Vi kan heldigvis få vores værelse med det samme og da kl. kun er 02 på Hawaii tid starter vi vores San Francisco tur ud med en lang lur. Godt fortumlede vandrer vi ud i byen. Her er koldt, men vi finder en dejlig plads i solen på Union Square, hvor vi får os lidt morgenmad. Herefter går turen rundt i byen. Vi er bl.a. i China Town, Lombard street (den der meget snoede gade), Telegraph Hill med en flot udsigt til Alcatraz og Pier 39 hvor søløver ligger og solen sig. Der er mange og de er sjove som de ligger her midt i byen. Det bliver også til en tur i Ripleys Believe it or not. Selvom det er en tro kopi af samme museum i København eller også er det omvendt, så er det meget sjovt, især for pigerne, som ikke havde set det før. Vi slutter dagen af med en tur i den berømte kabel bane. Vejene her er så stejle, at vi må holde godt fast for ikke at miste vores pladser, pigerne ville gerne ha´ hængt ude på siden af vognen, men der var ikke plads så det bliver måske en anden dag. Vi bor meget centralt tæt på Union Square, men det betyder også, at der er en frygtelig larm om aftenen. På et tidspunkt tror vi at et nyt jordskælv har ramt San Francisco, indtil det går op for os at det bare er et helt vanvittigt fyrværkeri, og vi vågner mange gange i løbet af natten. Dag to er vi igen på tur rundt i byen. Det er godt nok noget koldt. Troede egentlig at Californien var varm på denne årstid. Starter på byens rådhus, et meget flot byggeri, med lidt kopiering fra Peters Kirken i Rom. Vi går igennem Den Japanske have i Golden Gate Park, og varmer os på en kop te, og er en tur ude på Golden Gate Bridge. Her er der konstant 25 mand ansat til at male broen orange – spændende job… Det er meget underligt at stå og se på en bro man har set tusindvis af gange på film. Vi går et stykke ud på broen, her er en helt fantastisk udsigt. Vores besøg til Alcatraz bliver desværre ikke til noget, for da vi når frem til billetlugen, så er der ikke flere billetter tilbage til den dag. Vi bliver godt nok tilbudt nogle billetter af nogle som står lidt længere nede af gaden til 65$ isteden for den officielle pris på 24$ - helt ærligt det gider vi ikke! Pigerne får deres tur hængende ude på siden af en kabel bane, mens den kører op og ned af de stejle gader. San Francisco er en dejlig og rolig by med mange hyggelige steder, og Starbuck Coffee er alle steder og det er dejligt med en god kop kaffe.

søndag den 1. juni 2008

Hawaii - 14. - 28. maj





Uha vi skal op kl. 01.45 og afsted med kurs mod Hawaii. Først skal vi nu lige tilbage til Auckland, da man ikke kan flyve direkte fra Cook Island til Hawaii. Så først 4 timer, hvor det undervejs igen bliver den 14. maj. Her er der så meget turbulens, at det ikke er sjovt. Så 4 timer i lufthavnen og herefter 9 timer til Hawaii. Det er vores længste rejsedag til dato. I Honolulu skal vi bo i Waikiki Beach. Her er super dejligt, men ikke meget Plonynesien over det her. USA har sat sit præg. Udover store biler er det burgeren der hersker her og der er butikker der dækker alles behov og lidt til. Vi bor meget centralt, lige uden for døren ligger den største indkøbsgade. Her er alt lige fra Prada til Souvenir butikker og der er ca. 500 meter til vandet. Da vi er i stærkt underskud mht. shopping så er det det vi kaster os over. Vi kommer til at se os selv i spejlet og hvor ser vi ud….. Vi trænger virkelig til noget nyt kluns. Så vi bruger en dag i diverse butikker og da det meste her er meget billigt, er det bare dejligt. I det hele taget føler vi os lidt som de unge de rige og de smukke, ok måske ikke smukke…. Men alligevel: Starter dagen på hotellets fitness center, så lidt shopping derefter på stranden og så ud og spise om aftenen. Det er da lige til at holde ud – i hvert fald i et par dage!! Vi er dog også ude og se lidt. Vandrer en eftermiddag op på Dimond Head - en ikke aktiv vulkan. Selv om der ikke er liv i vulkanen, er det en meget varm tur, da solen bager, men vi kommer op på toppen ”næsten” uden brok fra den mindste, og bliver bagefter kølet af med en shave ice uhm. Pearl Habour besøger vi også. Her ser vi vraget af USS Arizona som blev bombet i 1941 af japanerne og som fik USA med i 2. verdenskrig. Vraget ligger stadig på bunden af havet. Her døde 1.144 mennesker. Vi bliver sejlet derud. På vej derud får vi at vide at vi skal huske at det er en begravelsesplads, hvor mange blev levende begravede, og der er en dyster stemning. Her ligger en ”platform” ovenpå skibet, så man kan stå og se ned på det. Der er en stor mindeplade med navnene på dem der døde. Bagefter var vi ombord på et andet kæmpe krigsskib samt en udbåd. Vi så også en japansk selvmordstorpedo. ”Det gi´r jo ingen mening”, sagde Annika, ”så dør han jo”, og det kan hun jo ha´ ret i. Det kan i hvert fald ikke være et af de mest eftertragtede jobs.
Vi har også været i Polynesisk Kulturcenter på nordsidn af Oahu. Her var der 7 landsbyer fra 7 forskellige øer. Hver ø viste deres håndværk og kultur. Det var en meget fin oplevelse, især var der et show på Samoa og Tonga som var meget underholdende.
Efter 4 dage flyver vi fra Oahu til Hawaii (Big Island). Her er der en vulkan som har været i udbrud siden 1983. Vi kører mod vulkanen, og mange steder er der golt månelandskab. Da vi nærmer os Nationalparken med vulkanen, kan vi se røg og der er advarsler om at gravide og syge skal være ekstra påpasselige. Da vi hverken er det ene eller det andet kører vi videre.

Op af krateret stiger der en røg op men ingen lava. I marts måned kom der helt uventet en eksplosion, lige udfor et udkigspunkt. Heldigvis var det om natten, så der var ingen der kom noget til. Næste morgen starter vi dagen med et ”sundt og nærende” måltid på Pancake House. Her er ikke noget med en lille kop kaffe nej her får man en hel termokande, og portionerne er gigantiske. Jeg får 3 kæmpe pandekager og æg og bacon. Resten af dagen går vi og puster efter dette kolesterolchok. Vi er alle enige om at dette var en engangsoplevelse.
Det er vist godt vi kun skal være i USA i 2 måneder – for det her kommer til at kunne ses!!

Vulkanen ligger i en nationalpark, hvor der går en vej rundt om vulkanområdet. Udbruddet som startede i 1983 har dog sat en stopper for at køre hele vejen rundt om vulkanen, da noget af vejen er blevet dækket af lava. Vi kører ud om aftenen for at se hvordan lavaen løber ud i vandet. Det sidste stykke derud skal man vandre på gammel lava og da der her ingen belysning er har vi forsynet os med lygter. Pigerne har fået nogle flotte beskyttelseshjelme med pandelamper, så de er klar. Det er helt fantastisk flot. Vandet koger hvor lavaen rammer vandet og indimellem skydes sten/klippestykker op i luften. Det var flot at se rød/gul lava løbe ned. En god oplevelse. Under hele vores tur har vi været i hælende på Cook, men her på Big Island slutter det. Her blev Cook i 1779 slået ihjel af Hawaii´anerne, så nu må vi til at klare os selv….
Efter 3 dage på Big Island flyver vi videre til Maui. En flot ø der byder på mange flotte strande. Her var Bill Gates på bryllupsrejse. Altså ikke da vi var der men alligevel.!! Vi tager ned på en strand, hvor man ikke skulle kunne undgå at svømme sammen med skildpadder, men det lykkedes for os! Vi er ellers også ved at være kurerede for at bade, men svømme med skildpadder ville vi gerne igen. Heldigvis ser vi flere store skilpadder i vandet lige ud foran vores hotel. De er søde. Tilbage i Honolulu og Waikiki Beach. Her er nu dejligt.