16-19 februar - Langkawi.

Efter de mange overvejelser om hvordan vi skulle komme videre fra Koh Lipe til Singapore, var det rart endelig at være på vej. En longtailbåd sejlede os ud til en speedbåd der lå lidt ude fra stranden og vi havde selvfølgelig ikke flere Baht tilbage til at betale for denne lille longtail-tur. Jeg havde heldigvis nogle dollar og gav så skipperen 20 dollar, da jeg ikke havde mindre. Der var så nogle af de andre passagerer der blev helt rystede og sagde at vi ikke måtte give dem så meget for den lille tur. Så de betalte de 100 Baht for os som vi manglede. De sagde at hvis bådmændene fik så mange penge på en gang, så ville de ikke komme på arbejde igen foreløbig. Det var et argument jeg nemt kunne sætte mig ind i – Jeg havde nok også taget et par dage fri.

Turen mod Langkawi gik i højt tempo. Vi tilbagelagde de omkring 60 km på omkring 1 time. Da vi kom til Langkawi så vi en masse aber ved havneindløbet, der rendte rundt på klipperne langs vandet. Vi så også en flot fugl, der sandsynligvis var en peberfugl. Ikke Peberfuglen fra B&W, der lystrede navnet Erling, men en almindelig en med rigtigt næb og som ikke var næbbet. Øen ( som egentlig er en øgruppe med omkring 99 øer) så meget tillokkende ud. Flot, frodig, græn og med flotte strande og bjerge.

Vi kom igennem immigrationen ( det tog næsten lige så lang tid som sejlturen – typisk) og fik vores pas tilbage, som vi havde måttet aflevere til kaptajnen da vi forlod Thailand. Fat i en taxa og videre mod Resorten FRANGIPANI. 40 Malaysiske PENGUS fattigere så var vi fremme ved en stor flot resort der ligger lige ned til vandet. Vores værelse er kæmpestort og der er 2 fjernsyn. Her er DISNEY CHANNEL og ungerne så TV for første gang siden Bangkok. Det så ud til at de nød det. Jeg har nu ikke savnet TV endnu og heller ikke TekstTV ( sådan for alvor). Der er også et rigtigt skrivebord på værelset, så der er mulighed for at Dobbelt A, kan få lavet nogle lektier under ordentlige forhold. ANNIKA har stadig ikke rigtigt fattet at hun er nødt til at yde en indsats på dette område. Henriette mente jo ellers at hun havde fattet det – men hun er nok lidt Fattesvag på dette område.

Udsigten ud over vandet er fantastisk og nok det flotteste vi har set indtil videre. Der ligger øer spredt ud over havet, strandende ser indbydende ud og der er jungle og helt grønt på alle de øer vi kan se. Vandet og sandet er dog ikke så lækkert som på Koh Lipe og der er ingen koraller tæt på. Til gengæld slipper vi for larmen fra Longtailbådene her, for der er ikke nogen båden.

Swimmingpoolen er her til morgen (17.feb) blevet brugt af ungerne. Man kan vel nærmest sige misbrugt. De har været i vandet 3-4 timer i træk og de elsker åbenbart klorvand.

I dag (18.feb) har vi været ned og spise og vi laver lige nu lidt lektier og dagbog. Vi tager en taxa om time ind til en anden by på øen og tjekker om der skulle være noget vi med fordel kan købe her. Det virker som om tingene er ret så billige i Malaysia og jeg skal bruge en ny linse til kameraet. I går gik vi en lille tur ned i ”vores egen” by og fik gjort nogle ”kup”. Annika fik noget kamuflagetøj, et par sko, en taske og et par solbriller for omkring 200 kr. Jeg fik et par strop t-shirts til 17 kr stykket og Henriette fik lidt stof til sit lager. Jeg ved ikke om hun er i gang med at planlægge at åbne en forretning, når hun kommer hjem. Men det er i så fald en forretning med et bredt udvalg, for hun køber stort set alt som hun ser.

Resten af tiden her er gået med en jungletur i regnskoven, med en lokal guide. Turen levede ikke helt op til forventningerne, da vi ikke så særligt mange dyr. Vi så dog nogle store aber og en enkelt Peberfugl samt en masse flotte sommerfugle. Der var også lidt giftige edderkopper og et dødt vildsvin.

Vi gik i 3-4 timer på små stier som man ikke ville havde fået øje på hvis man var på egen hånd. Guiden NOON fortalte en masse om planterne og det er ret imponerende hvor rigt livet er i sådan en regnskov. Der er giftige træer som man helst ikke skal røre ved og hvor man har brugt giften til at lave våben med dødelig virkning. Nogle af træernes harpiks er blevet brugt til at fange fugle med. Harpiksen er ligesom lim og man smurte så ”lim” på grenene og fuglene sad så hjælpeløst fast indtil de blev plukket ned. Ganske smart koncept.

Nu er vi ved at være klar til at tage i lufthavnen og vi har fået billetter til Singapore kl 2040 og så må vi se hvad Singapore har at byde på.

Ko Lipe - Sydthailand 12.. - 16. Februar

Vi har hele tiden drømt om, at vi skulle slutte Thailand af på Ko Lipe. Ifølge bøgerne skulle det være det flotteste, som Thailand har at byde på, og samtidig endnu ikke været spoleret af turisme. Ko Lipe ligger aller sydligst nærmest ved Malaysia. Problemet er så, at vi egentlig skal tilbage til Phuket, for herfra går vores fly først til Bangkok og videre til Singapore. Vi er dog alle enige om, at vi ikke orker at køre hele vejen tilbage til Phuket, så inden vi tager til Ko Lipe, skal vi ha´ en alternativ vej til Singapore. Silk Air har afgang fra Langkawi (ø i Malaysia – tæt på Ko Lipe) til Singapore. Den ta´r vi! Man bruger egentlig rigtig meget tid undervejs, på at finde ud af transport, hoteller etc. De sidste 14 dage har internetforbindelserne ikke været de bedste. Vi kan ikke komme på vores egen PC, så det er internetcafeer, hvor forbindelserne ikke er de bedste, som vi må ty til. Bedst som man så sidder og surfer rundt, så går skidtet ned. Det er så frustrerende. Det betyder også, at det er længe siden at vi har fået lagt vores dagbog ind på bloggen. Det er lidt komisk. Man vil gerne ha´ det uspolerede og det øde, og samtidig så skal der være trådløst kommunikation med resten verden – hallo!!

Ko Lipe er smuk. Det kan vi se allerede, da vi sejler ind mod land. Vi har sejlet 5 timer, så vi er virkelig langt væk nu. Det skulle egentlig kun ha´ været 3 timer, hvorfor vi kun havde lidt vand med og intet spiseligt - smart……Til gengæld viste de den samme film 3 gange, ”I´m a legend”, som absolut ikke er for børn og så synkroniseret! Så alle var glade, da vi var fremme. Dagen før havde vi ringet til et resort. ”Ja ja, kom bare, så finder vi ud af noget” sagde de. Så det gjorde vi. Fremme med al vores bagage, trætte og svedte troppede vi op i noget, der vist nok skulle være en reception. ”Nej, vi har ingenting ledigt” – øh hvad!! De var lidt flove, kunne godt huske at de havde sagt, at vi bare skulle komme, og fortalte ovenikøbet, at folk kommer til øen og kan så ikke få noget sted at overnatte, så de sover på stranden. Sikkert meget hyggeligt når man er 18 år, og rigtig backpacker! Nå nå vi tog det roligt – der er jo sikkert nok noget andet længere nede af stranden. Så Ole og Annika dragede afsted, mens Alberte og jeg blev og passede på bagagen. De vendte endnu mere svedte tilbage, uden et sted at sove. Alle de steder som de havde set, var af endnu ringere kvalitet, end det vi kom fra, og det ville vi nu helst undgå. Vi fik lovning på et telt, ok så skulle vi ikke sove på stranden, men vi forsøgte nu lige en gang til. På deres vej havde Annika & Ole mødt nogle, som anbefalede et hotel, som lå helt nede i den anden ende af stranden. Alberte og jeg drog afsted, og vi var heldige. Vi fik en fin og tæt bungalow. Det er længe siden, at vi har været så glade for at ha´ tag over hovedet. Efter at ha´ slæbt al bagage fra den ene ende af øen til den anden - det her er altså ikke ferie!!! - py ha så kunne man slappe af og nyde øen.

Der er virkelig noget at nyde. Ko Lipe er smuk. Stranden er det flotteste, jeg endnu har set. 30 meter ude starter korallerne. Tag en maske og snorkel ,og Nemo er lige foran dig. Der er også trompetfisk og mange andre fisk helt inde i strandkanten. Det er helt utroligt. Udover stranden er der en lille "by/gade” med små butikker. Her er der ikke tænkt meget i facader og fortove og den slags. Det hele er meget tilfældigt. Et par bambuspæle og en plade, så har man en lille butik. Her dufter af en blanding af thai mad, ged og røgelse. Her er musik og en meeeeget afslappet atmosfære. Efter 20 minutter er man på den anden side af øen til endnu en superlækker strand.
Vi har købt nogle fantastiske masker og snorkler, så det er en fornøjelse, at ligge i det helt klare vand og snorkle rundt og se koraller og fisk i alle tænkelige farver og figurer og så lige ude for stranden.

Her kan man ikke andet end at slappe af, så det gør vi. Vi har 5 overnatninger her og den ene dag, var vi stort set ikke uden for en dør. Vi har været så meget ude i solen, at vi bare har fået nok for en stund, så det var rigtig dejligt, at bure sig inde en hel dag med aircondition og bøger – man er vel nordboer. Nu da vi har så god tid, gør man det også helt uden dårlig samvittighed, over alt det sol og vand som bare får lov at passe sig selv. Vi er begyndt at forberede os til Australien, og glæder os så meget til at få et ”hjem” i form af mobilhome, hvor vi kan pakke ordentligt ud, og ikke mindst selv lave mad. Man bliver så træt, af at spise på restaurant flere gange om dagen. Det der med at køre i venstre side af vejen har vi endnu ikke vænnet os til. De sidste 14 dage har der slet ikke været nogen former for trafik på øerne andet end long tailbåde, så det bliver noget af en udfordring, at starte ud med at køre rundt med et hus i Melbourne, nå vi må tage det stille og roligt, så går det nok.

Nå så har vi set det med – eller det er måske bare første gang, vi ligger mærke til det. Alle tjenerne, eller de fleste af dem, tror vi nok, er ladyboys. Nogle har gjort meget ud af at ligne piger, og vi havde ikke opdaget det hvis ikke det var fordi, at den ene havde en overkrop på størrelse med Ole, men rød trutmund, lidt for meget blå eyeshadow og str. 45 i sko. Pigerne kigger og spørger, ”hvorfor gør de det”? Det er lidt svært at forklare, især når man ikke selv helt forstår det!!!!

Sydthailand 4. - 11. Februar

Så drager vi videre sydpå. Vi har hjemmefra bestilt et ø-hop i Trang området. Manageren fra Bamboo Bay Resrot henter os. Hendes mand er chauffør, og hun er med som co-driver. Hun snakker og fortæller om udviklingen her på øen, som er ved at blive mere turistet. Da vi nærmer os fastlandet, tager hun pludselig tørklæde på, og vi ser, at det har de fleste kvinder her. Underligt men pludselig, er hun en helt anden kvinde. Jeg ville ikke ha´ genkendt hende på gaden. Vi når efter en noget langsommelig tur frem til Trang. Et lidt kedelig by, men dog en by efter at vi ikke har set noget der kunne minde om en by længe. Så vi ”provianterer” os med shampoo, kontanter og en sharong til hver – efter vi har indset, at vores badehåndklæder må lade livet. De fylder alt for meget og er for længe om at tørre. I banken oplever vi endnu engang, at vi ikke kan få udbetalt penge, da ”vores konto er overtrukket” Det er da bare irriterende. Nå men vi opgiver at diskutere med bankpersonalet, og løber istedet rundt i forskellige hæveautomater for at få nogle kontanter. De næste 16 dage skal vi være på små øer og efter sigende har de ingen hæveautomater. Hotellerne tager kortene, men ta´r et gebyr på mellem 3-10%. Vi sejler fra Trang havn samme eftermiddag ud til Ko Sukhorn. Her tager Dick imod os. Dick er fra Holland og har resortet sammen med en Thai. Det er nemlig sådan, at ingen udlænding må eje noget alene. Vi bliver budt pænt velkommen, med en hel kokosnød til hver. Her er utroligt hyggeligt bongalowerne ligger helt nede ved stranden. Der er hængekøjer indimellem palmerne og en masse blomster. Her skal vi være de næste to dage – skønt.
Næste dag skal vi på rundvisning på øen. Øen er 8*4 km. Vi kører afsted i en two-side bil og vi kører stille og roligt – nærmest som med veteranbil afsted. Her er måske 10 biler på øen, så her er ingen trafik. Første stop er på en gummiplantage. Det er en kæmpe forretning for dem. Vi ser hvordan de skærer en flænge i træet og hænger en halv kokosnødeskal nedenunder. Gummien drypper lige så fint ned. De tømmer skålene en gang om dagen og samler de i forme. Oppe ved huset står en dame, hun tømmer formene ud på gulvet, når gummien er blevet fast, og begynder at træde med fødderne således at det bliver en stor flad måtte. Vi havde talt om inden, at gummiet bl.a. blev brugt til tyggegummi – og jeg tror pigerne for en stund er færdig med tyggegummi.
Derefter kørte vi rundt og så bl.a. en skole. Vi fik lov at gå ind og besøge dem. Vi var inde i en 2. klasse. De havde skoleuniform på men lignede ellers nogenlunde en almindelig skoletime. De var i gang med matematik, men havde dog svært ved at sidde stille, da der kom sådan nogle underlige nogle som os, så de løb hen til døren og råbte ”hallo Hallo”. De var meget søde. Det er det samme når vi går igennem landsbyen. Folk vinker, smiler og siger hallo til os.
Sidst på turen, blev vi inviteret hjem til nogle lokale Thai´er til frokost. Annika sagde allerede udenfor – ”jeg skal ikke ha´ noget”. Vi kom ind og der var to mænd, som havde mad klar til os. Der var Thai suppe med kylling, krabber, omelet, fisk og selvfølgelig ris. Alberte spiste af pligt, men både Ole og jeg synes at det smagte rigtig dejligt. Det var sjovt at prøve, og endnu engang oplever vi en utrolig gæstfrihed. Desværre blev Alberte senere dårlig og kastede op, måske pga. maden?

Tilbage på resortet er der dømt afslapning og lektier resten af dagen, og næste dag med, inden vi skal afsted på øhop. Guiden som var med os på rundvisning, er den samme som skal med os på øhop. Han hedder Utid og er rigtig sød, og selvom han taler engelsk, så skal man ikke ud i længere afhandlinger, men vi prøver os frem. Han arbejder på hotellet i restauranten. Her arbejder han hver dag, mens det er sæson og ellers arbejder han i gummiplantagen. Han starter kl. 8 om morgenen til sen aften, men endnu en gang: han er glad og virker tilfreds.

Øhop:

Kl. 9. stod Udit klar. Longtail båden var pakket med drikkevarer, frugt og frokost. Udover Udit, var der en skipper samt en kok. De to kunne ikke et ord engelsk. Vi sejlede afsted mod første ø som var Koh Takiang. Vi var der efter ca. en time, klar til første snorkletur. Det var flot. Vi smed lidt brød i vandet og straks var der fisk overalt. Især den stribede tigerfisk, var der mange af men også mange andre i alle farver og faconer. Næste ø vi kom til sejlede vi helt ind til stranden. Der var det flotteste klare vand. Sandet var helt hvidt og vandet lyseblåt. Øen hed Koh Laoliang. Her bor fiskere i små hytter, nogen gange fisker de, og ellers arbejder de i gummiplantagen. Her snorklede vi også og badede. Imens vi snorklede, lavede kokken frokost. Det duftede dejligt. Inde på stranden blev der dækket op, og vi fik den bedste frokost til dato. Bagefter blev vi sejlet til øen Libong, hvor vi skulle overnatte. Vi havde hørt fra nogle andre, at Libong ikke var noget særligt. Vi var helt enige: Temmeligt kedeligt sted vi skulle bo, og ude i vandet var der så store og så mange sten, så når det blev lavvande, hvilket det var den eftermiddag, så kunne man ikke bade. Nå men vi fik en rundvisning af Udit, som virkede til at nyde turen. Afsted gik det i en gammel bil, med åbent lad hvor vi kunne sidde. Godt at vi ikke havde nået at tage et bad, for grusvejen støvede så vi var helt dækket til med støv. Vi humpede afsted og første stop var hos Udits kollega fra hotellet. Han var sygemeldt pga. Chicken Pot. ”Chicken Pot er det fugleinfluenza?” nåede Ole og jeg lige at spørge hinanden om, da en mand fuldstændig spættet af sår og knopper over hele kroppen kom ud. I ansigtet havde han store betændte sår. Yrk jeg havde mest lyst til at gå tilbage til bilen, men nu skulle vi lige se hans gummiproduktion, og gudhjælpemig om han ikke kom med nogen underlige frugter som lignede kartofler. Lidt svært at sige nej tak, når han nu var så gæstfri, men det eneste, der kørte i mit hoved, var om det der han fejlede var smitsomt!! Nå, jeg tog en dyb indånding og en lille bid af frugten, som smagte lidt af figne. Resten af frugten var jeg simpelhen nødt til at smide ud. Selvom den smagte meget godt, var det mig helt umulig at få mere ind i munden. Imens sad hele hans familie - 4 generationer – og så på os. Efter besøget kørte vi ned til ”byen” som lå ved havnen. Byen var meget lokal, og vi var de eneste turister. Der var mennesker overalt især kvinder og børn. Husene ned til vandet, var bygget på stolper, og nu da der var lavvande, så lå folk i hængekøje under huset, for der var køligere. Vi var de eneste turister, og alle smilede, og sagde ”hallo” til os. Nogle af børnene løb efter os. Vi følte os meget velkomne og fornemmede, at de synes det var sjovt, at vi var der. Vi købte lidt lokale kager. Det var noget med kokos. De smagte godt, selvom vi var enige om, at de ikke er så gode som mormors kokosmakroner.

Dag. 2
Udit er klar kl. 9., og det er vi næsten også, afsted går det i longtailbåden. Kokken og skipperen, har sovet i båden i nat, og er nu klar til at tage sig af os endnu en dag. Efter første dyk er Udit klar med Pomelo da vi kommer op i båden. Skralden har han skåret ud i ét stykke, som han giver Annika som hat. Frugten har han skåret rigtig flot ud, og han lover at gi´ mig et lille kursus senere i, hvordan han gør dette.
Vi kommer til den ene flotte ø efter den anden. Specielt den sidste ø er helt betagende. Stranden er lille omkrandset af jungle og klipper. Vi er helt alene, og man har en følelse af at Robinson Crusoe har været her. Vi slutter af på Koh Muk, hvor vi skal overnatte, denne gang på et dejligt resort. Her er swimming pool, og her er ungerne resten af eftermiddagen. Det er nu ok, for i swimmingpoolen er en bar, som har nogle fantastiske pineappleshake. Til aften er der en kæmpe fiske BBQ, hvor man kan vælge sin egen fisk, og få den grillet. Jeg vælger en baracuda, og det smager helt super lækkert.

Dag 3.
På Koh Muk er der en grotte, Emerald Cave. Grotten ligger skjult i vandet. Den er 80 meter dyb, delvis hel sort, snørklet og med stalikitter hængende ned. Man skal svømme de 80 meter, og man kan kun komme igennem når der er lavvande. Vi tager redningsvest og lygte og springer i vandet. Udit svømmer, med lygten, forrest og så svømmer vi en efter en ind i grotten. Det er lidt uhyggeligt, og grænseoverskridende. Der bliver helt mørkt, og der er en rungende lyd, når bølgerne udenfor grotten rammer klipperne. Efter 10 min. er vi fremme, og en lille strand kommer til syne. Solen stråler ned i kløften, og her er en dejlig duft af grønt. Her er utroligt smukt. Tidligere blev stedet brugt af røvere til at gemme deres tyvekoster, men de skulle efter sigende være blevet fjernet. Vi går lidt rundt, og snuser og kigger, inden vi svømmer ud igen. Vi skal gerne ud inden højvande.

Da vi kommer op på båden igen, sejler vi videre til næste ø. Kokken og skipperen har fanget nogle blæksprutter, som de tilbereder til os. Så kogeblusset bliver tændt, og snart kommer der en duft af bl.a. hviløg, karry. Det har en dejlig smag, men blækstprutter bliver aldrig vores livret, det er som at tygge i elastikker. Vores øhop slutter på Ko Ngai, hvor vi skal være i to dage. Endnu en Bounty Ø. Vi får sagt farvel og tak til Udit og den øvrige besætning. Udit spørger flere gange, hvornår kommer i tilbage, han har virkelig været rar og sjov at være sammen med. Vi vinker indtil de er ude af syne. Vi kigger lidt rundt, og der i strandkanten sidder to danskere som vi har mødt tidligere på Raily Beach – ja verden er lille!

Vores resort – skal der ikke være en vis standard før man kan kalde sig et resort? – er det dårligste vi har oplevet, men også det billigste. 800 bath eller ca. 150 kr., så man kan vel ikke brokke sig. Det er jo egentlig også ligemeget, hvordan værelset ser ud, jeg vil så bare gerne kunne sove, uden at skulle tænke på, at man skal sove sammen med andre end de tre man ellers rejser sammen med!!!! Firben piler ned af væggene. Vi finder ud af, at de i hvertfald kan komme ind under døren, så den får vi ”tættenet” med nogle bøger. Der er ingen lagner, men kun et lille underligt uldtæppe. Jeg finder nogle små håndklæder frem, som vi har fået med af svigermor, og jeg sender hende en varm tanke. På et eller andet tidspunkt lykkes det mig at falde i søvn, efter længe at ha´ ligget og hørt på den der piv lyd som de der firben siger. Jeg er dog glad da det bliver lyst og man igen kan sige godmorgen!
Da vi to dage senere pakker sammen, ligger der en flad skorpion under vores tasker!

4-9 februar - Koh Suhkorn - Øhop turen

Uddrag af Annikas dagbog.



4 – 6 Februar – Koh Suhkorn.


Vækkeuret ringede og vi stod op for vi skulle nemlig flytte i dag. Til Koh Suhkorn, en ø der ligger længere sydpå. Den skulle være flot og der skulle vi sove i 3 dage inden vi skal på øhop.

Vi skulle med en taxa og da hun stod ud af bilen trillede den baglæns og far fik et chok. Men der sad en chauffør inde i bilen. Jeg sov det meste af tiden men ikke hele tiden. Vi skulle med 2 bilfærger, som var meget små. Det var en meget kedelig tur, men da vi kom frem var det et meget hyggeligt sted og mig og Alberte skulle have vores eget værelse.














Da vi spiste aftensmad, var der en tjener der spurgte hvad jeg hed. Jeg sagde Annika og så sagde han det på en mærkelig måde. Han lavede også ansigter af mig. Han var ret sjov og han hed Adam. Da vi gik hjem lavede jeg også ansigter af ham og så grinede han. Dagen efter var vi på rundtur og se øen. Vi så en gummiplantage og så hvordan de lavede gummi. Det lugtede lidt grimt. Bilen vi kørte i var ikke så pæn, men der var kun 9 biler på hele øen. Bagefter så vi en lille risfabrik som bare var et lille skur med en maskine der rystede risene så de kunne blive pakket i sække. Resten af turen var et besøg på en skole og en frokost hos en der bor i landsbyen. Jeg spiste ikke noget for det så mærkeligt ud. Der var fisk med øjne og krabber, Det var en sjov tur og spændende at se hvordan de lever og går i skole her. Den sidste dag på Koh Suhkorn slappede vi bare af og badede.

7 – 9 Februar – Øhop-turen.

I dag skulle vi på øhoptur og vi skulle sejle i vores helt egen longtailbåd. Der var en kok, en guide og en skipper. Vores guide hed Utid. Vi skulle sejle til 9 forskellige øer hvor vi skulle bade, snorkle og se flotte fisk. Vi skulle gå i vandet fra båden og vi kunne ikke bunde så vi tog en redningsvest på. Man måtte heller ikke røre bunden for der var koraller som kan gå i stykker. Jeg så en forskelligfarvet fisk der var blå, rød og grøn. Jeg så også en søpølse og NEMO og mor og alberte så en havslange. Et sted skulle vi svømme gennem en 80 meter lang grotte og inden i var der en flot strand. Vi svømmede samme vej tilbage til skippet og så sejlede vi til vores hotel. Pludselig var alt vandet væk fra stranden så vi kunne ikke bade. Næste dag var vi på en anden strand og der var en STOR STOR krabbe. Jeg havde en musling i hånden som den bed fat i og jeg kunne ikke få den ud, så jeg slap muslingen. Krabben holdt stadig fast men så slap den muslingen. Vores guide Utid, skar en pomelo ud og jeg fik skrællen som hat. Vi fik også en melon og det smagte godt.. Efter det kom vi til et hotel og der var lækkert. Der var svimmingpool og bar i vandet. Vi fik en drink i baren – jeg fik en bananashake og min mor fik en ananas shake. Alberte fik en Jordbærshake. Min far var ikke med han havde ondt i maven – AV….AV. Vi skulle overnatte her. Næste dag skulle vi på en strand og der hoppede vi i vandet fra båden, det var rigtig sjov og der var meget klart vand og vi så mange forskellige fisk og muslinger. Bagefter kom vi til et nyt hotel som ikke var så godt, men vi skulle først sige farvel til vores guide, vores kok og vores skipper. Vi vinkede farvel længe for de havde været meget søde.

Annika med hatten som Utid lavede af em POMELO

1-4 februar - Koh Lanta - Bamboo Bay Resort

1-4 Februar 2008 - Fra Railay til Koh Lanta – Bamboo-Bay-Resort.

(Fra Albertes dagbog.)

Da vi vågnede skulle vi med en færge kl 10:30. Vi satte os på stranden( Railay Beach) og ventede, men den var en halv time forsinket. Vi sejlede med en lille båd ud til den store færge. Den var propfyldt. Mig og Annika satte os nedenunder og spillede Nintendo DS. Sejlturen tog omkring 3 timer. Endelig kom vi frem og blev hentet af en bil der kun havde plads til 5 personer – men der var 10 der skulle med. Så Annika, min far og mig blev smidt om på ladet, sammen med 2 franskmænd. Vi begyndte at køre men chaufføren stoppede hele tiden for at køne noget. Da vi næsten var fremme var der en rigtig dårlig vej. Den var bumped-meget bumped. Nå men endelig var vi der. Det var superhyggeligt. Vi fik et værelse med havudsigt og terrasse. Det var små hytter. Vi fandt ud af at vi boede ved siden af nogle danskere. Det var sjovt. Vi gik ned og spiste, der var meget thaimad. Maden var god og da vi kom op havde vi fundet ud af at der var mange danskere. Det var fordi det var en dansker der ejede stedet.

Efter en slapperdag var det eftermiddag og vi havde bestemt os for at gå en tur. Vi havde hørt at der lå et vandfald. For at komme frem skulle man gå igennem en jungle. Vi gik afsted, vejen var så støvet at når man tog et skridt så var der støvet i et minut. Vi begyndte at gå ind i junglen, man kunne se der havde været elefanter. Der var elefantlort over det hele. Aberne sprang rundt oppe i træerne. Min mor var bange for om vi skulle blive bidt af en slange. Vi kalder hende Bubber – hi hi. Vandet i vandløbet løbe med os – så vi havde nok valgt den forkerte vej. Så vi gik tilbage mod Bamboo Bay. Da vi kom hjem var vi helt svedte så vi satte os ned på en bar der hørte til hotellet og var udendørs. Lige pludselig begyndte det at dryppe, så vi blev glade, men så gik det amok og det styrtede ned. Så vi gik op på værelset og så sov jeg.

3. februar. Dykkertur.

Vi stod tidligt op fordi vi skulle på dykkertur i dag. Vi blev hentet i en minibus. Vi troede at vi var de eneste der skulle med, men pludselig sad vi på skødet af hinanden. Endelig kom vi frem til dykkerbutikken. Vi fik en taske hvor alle vores ting var i. Vi prøvede dem af derinde. Så sejlede vi mod Koh Ha og vi fik morgenmad undervejs. Eftermorgenmaden kom en thai-dame hen og fortalte os at hun skulle være vores instruktør. Hun fortalte os hvordan vi kunne snakke under vandet ved hjælp af tegn og om nogle andre ting. Hun var rigtig sød. Vi gik ned og så udstyret, det var sjovt. Hun fortalte os hvad vi skulle øve os i :

At finde balancen i vandet
At finde regulatoren hvis vi tabte den
At rengøre masken under vand
At få luft fra sin makker ved hjælp af ekstra regulatoren.

Mens vi tog udstyr på hoppede Annika og min mor i vandet for at snorkle. Mor blev bange – endnu et tegn på Bubber.

Jeg fik udstyret på nede i vandet for det vejede over 20 kg. Da mig og far hoppede i begyndte Annika at græde, hun blev bange for om der skete noget med os. Det var meget ubehageligt at trække vejret gennem regulatoren. Vi svømmede ind hvor vi kunne bunde og her øvede vi øvelserne. Det var svært at finde balancen, men kanonsjovt. Hun spurgte om vi skulle svømme lidt ud og pludselig var jeg på 9 meters vand. Lidt underligt. Vi så blå søstjerner der var 40 cm brede. Vi så en blå og lilla box-fisk, de var helt firkantede. Der var en stime baby-snappere der sad i min fars hår – hele det første dyk – det var sjovt. Vi så også en sommerfuglefidk. NEMO var lille og sød.

Trompetfiskene var grå. Tigerfiskene var der flest af – de var stribede. Der var også en løvefisk. På andet dyk så jeg lige pludselig en Muræne, den var 2 meter. Men da vi kom tættere på så hun den også. Vi svømmede lige så stille væk. Jeg var meget mere afslappet denne gang. Vi så nogenlunde de samme fisk som på første dyk. Vi gik op på baden og sejlede hjemaf. Vores instruktør blev ringet op af nogle der havde set en HVALHAJ der var 15 meter lang. Alle gik helt amok og kiggede efter den, men uden held. Da vi kom tilbage til dykkerbutikken, købte vi en maske hver, de var gode. Så kom vi hjem til Bamboo-Bay og lavede ikke mere den dag.

27. januar - 1. februar - Railay Beach

27. Jan-1.Feb – Railay Beach – Sand Sea Resort

Efter en fugtig og klam nat med en indlagt myggejagt midt på natten, så kom vores første rigtige badedag. Det var noget ungerne havde set frem til. Vi spiste morgenmad på YA-YA og tjekkede så ud og gik ned til SAND SEA RESORT og tjekkede ind. – ned på stranden bade, bade og bade. Først i havet så i poolen til sent på aftenen. Dobbelt A fandt en dansk pige som de badede med og de var ikke til at rive op af poolen om aftenen. Hjem i vores SWEET COTTAGE og hygge og slappe af og mens ungerne læste, lavede lektier og spillede med Henri, ja så faldt jeg i søvn. GODNAT:

28. Januar – Railay Beach – Sand Sea Resort.

Endnu en afslapper dag, dog med den lille undtagelse at lille A, ikke rigtig kunne fatte at hun er nødt til at lave en arbejdsindsats med lektier og dagbog før hun kan slappe af og nyde livet. Det holdt ret hårdt at få hende til at forstå det, men Henriette mener at hun fattede pointen. Jeg har lige spurgt Lille A om hun har forstået det og hun nikker. Jeg tvivler dog en anelse på at den fes ind, men det hører vi nok om senere.
Vi var dog lige et smut ude på de vilde våger og lejede et par havkanoer i et par timer. Det er en fabelagtig kulisse at sejle rundt i kalkstensklipper rejser sig lodret op som stalagmitter, eller er det stalagkitter, i en drypstenshule. De er blot flere hundrede meter høje og klippestykker hænger nærmest som ned som istapper fra en tagrende. Vi sejlede gennem en grotte og kom ud på den anden side. Der skulle lidt overtalelse til, men efterfølgende syntes alle at det var ret så fedt. Faktisk så fedt at Store A og jeg tog en tur mere gennem grotten. Undervejs sejlede vi ind på en hyggelig strand og fik en lille forfriskning og en dukkert. Så var det tilbage til poolen og slappe af resten af dagen. Det var dog lidt overskyet så vi har ikke fået meget farve i dag, men mon ikke vi når det. Der er trods alt stadig 165 dage til vi skal hjem, Et kedeligt faktum åbenbarede os for os i dag : Det er et alkoholfrit hotel vi bor på, da de simpelthen er MUUUHslimer her og ikke Nudister som de tidligere steder vi har været.
Henriette var nede og forlænge vores ophold her med et par dage og vi valgte at blive i en af luksushytterne i stedet for at spare lidt og tage en ældre og slidt hytte, som vi ikke kunne se på forhånd. Ingen grund til at spolere noget for at spare et par tusinde. Vi har talt lidt med en morfar til den pige som Dobbelt A mødte i går. Han anbefalede at vi tog en tur ud på Chicken Island og snorklede lidt. Der skulle være ret fedt, så det kan være vi gør det i morgen. Det koster vist 350 baht pr.person at blive sejlet derud.

Nu er vi ved at gøre klar til aftenshowet og vi regner med at gå ned i ”downtown Railay” og få lidt let at spise.

29. Januar – Intet bliver som planlagt.

I dag var det jo meningen at vi skulle til Chicken Island og snorkle og bade i en halv dag. Men det blev lidt anderledes, da vi ikke rigtig var ”in the mood” . Så vi startede blødt ud med lidt strandbaderi og da det var for kedeligt hoppede vi i poolen et stykke tid indtil jeg syntes der skulle ske lidt. Jeg havde læst at der skulle være en sti til Ao Nang. På denne sti skulle der være vilde aber. Vi gik den vej vi troede det var men det så forkert ud, så vi spurgte de lokale. Der var ingen sti til Ao Nang. Øv. Men de lokale sagde at der sikkert var aber hvis vi gik den anden vej. Det var over mod den strand vi havde været ovre ved da vi sejlede i kano. Det så sort ud mht. aber syntes jeg, da stien lå lige op ad et bungalow-kompleks. Men pludselig var de der – en hel lille abefamilie på 10 individer. Nogle af dem var ret små. De kom helt tæt på og man kunne fodre dem med hånden. Vi filmede dem lidt og gik så videre mod stranden. Langs med stien var der nogle flotte kalkstensgrotter med vilde stalakitter og endnu vildere stalagmitter. På stranden købte vi lidt bananer så vi kunne fodre aberne på tilbagevejen, hvis de stadig skulle være der. Det var de og de spottede hurtigt at Dobbelt A havde bananer i hånden. Alberte blev hurtigt omringet af 5-6 aber og hun følte sig så truet at hun ikke brød sig om det. Jeg ved ikke om aberne har sagt ” slip bananen eller vi angriber” men hun valgte i hvertfald at smide bananen på jorden og slap på den måde i sikkerhed bag Henriette. Aberne koncentrerede sig nu om Annika som havde 2 bananer, og hun viste sig at være en hårdere nød at knække. Hun rakte den ene banan frem til en af aberne og den kom frem og tog den, men i samme øjeblik den havde fat i den første, rev den hurtigt ud efter den anden og fik vristet den fra hende. Så kom dens kumpaner flyvende og nappede bananen og flygtede op i træet. Her sad de i ro og mag og skrællede deres bytte og nød frugten af deres hårde arbejde. Meget søde aber og utroligt nærgående. Dobbelt A kan ikke helt forstå at de er vilde og altså helt frie. De bliver ved at fable om at det er nogen der har sat dem ud for at tjene penge på det. Men det er det ikke for hotellerne syntes de er en plage og jager dem væk eller slår dem ihjel hvis de kan slippe af med det.

30. Januar – planlægning af videre forløb.

I dag har jeg brugt lidt tid på at planlægge de næste 10 dages forløb. Vi skal videre til vores ø-hop som starter ved Koh Sokorn og der har jeg fundet ud af at vi tager til Koh Lanta først og bliver et par dage. Herfra tror jeg vi vælger at blive hentet af ø-hop firmaet og så lader vi dem stå for transferen til Koh Sukorn. Så er den i vinkel. Men vi kommer jo ret langt sydpå i Thailand og skal ifølge planen flyve til Singapore fra Phuket, men det er ikke så praktisk da vi gerne vil til koh lipe som afslutning på Thailand. Koh lipe ligger langt fra Phuket og der vil være en del transfer tid. Vi overvejer lige hvordan vi takler dette problem og pt. Kan en løsning blive at vi dropper vores flybillet fra Phuket-Bangkok og i stedet selv køber en anden billet fra Krabi direkte til Singapore. Jeg tror prisen for os alle er 1850 i alt. Vi sparer dermed en del transfer og en del flyvetid., da Phuket-Singapore har en mellemlanding i Bangkok.

Men lad os nu se – vi troede jo også at vi skulle til Koh Tao og endte i stedet på Railay Beach. Og vi skulle egentlig havde været videre til Koh Lanta i morgen, men vi bliver her på Railay en dag mere. Det er dejligt at man kan gøre som man vil, men kan også være lidt stressende.

31. januar – Min faders Fødselsdag – Huset på Søvej blev lejet ud.

I dag skete der lige nøjagtig ingenting – og Thailand er et dejligt sted at lave ingenting. Lidt skete der dog. Dobbelt A har taget en kattekilling og dens mors ind i vores familie og det viser sig så pludselig at killingen kun har et øje. Jeg, doktor Dyregod, konstaterer dog at der blot er tale om en øjenbetændelse , og jeg har selvfølgelig Doktor Larsens ( Jørgen Larsens) apotek med hjemmefra. Jeg ordinerer 2 dråber amfenikol til katteøjet og lover så at den vil være rask næste dag. Alle er glade, men nogen tvivler dog på at det holder stik. Men husk dette : Man skal aldrig ALDRIG undervurdere doktor Larsens medicin,……….. Læs videre i morgen.I går fik vi en SMS fra min mor og far. Det skrev at vores hus var lejet ud. Vi blev lidt rundforvirrede og syntes det var synd for dem at de skulle stå med det kæmpe arbejde med nedpakning, flytning af dyrene osv. Så Henriette rigede til dem for at høre om de hellere ville have at vi skulle aflyse lejeaftalen. Men de havde allerede pakket ned og fået tingene opmagasineret. De er fantastiske.

1. februar – Vi flytter fra Railay Beach til Bamboo Bay på Koh Lanta.

Vi flyttede i dag fra Railay Beach til Koh Lanta, hvor jeg havde fundet et lille sted helt ned syd på øen. Vi skulle med en færge kl 1030, som kommer forbi stranden og henter folk op. Vi blev sejlet ud til færgen i longtail båd. Færgen var godt fyldt, den lignede nærmest et tog fra indien. Et tog med plads til 100, men som havde taget 500 om bord. Det gik alligevel, da de havde rigtig dejligt kolde øl ombord. Dobbelt A fik en siddeplads og kunne hygge sig med deres Nintendo’s. Vi sejlede i et par timer og kom så frem til Hovedbyen SALADEN. Her blev vi hentet af Bamboo Bay Resort’s altmuligmand. Han kom i en pick-up truck som havde plads til 5 personer. Vi var dog 10 der skulle med, så der var et lille problem. Vi klarede det med at der kunne sidde 5 stk. på ladet og de 3 af dem blev Dobbelt A og mig og de 2 sidste var 2 franske frøer hvoraf den ene kunne tale et noget gebrokkent engelsk.. Dronningen af søvej kom til at sidde ved siden af chaufføren og sad vist rimeligt godt. V i andre …….. ?. Undervejs så henri nogle aber der havde raseret en skraldespand og vi så også en elefant der stod i sin natskjorte. De sidte 3 km, frem til Bamboo, var på en elendig grusvej og det er efter sigende derfor, at der ikke kommer så mange mennesker til de bedste strande som ligger hernede på den sydlige spids af øen. Bamboo Bay Resort er en superhyggeligt sted til at lave ingenting, værelset er rumeligt men gammelt. Der er AirCon og senge og det er så det. Til gengæld er der en fed terrase med havudsigt og en ekstrem hyggelig restaurant lige ud til vandet. Lige da vi var ankommet kom der en abe og hilste på os. Det var en anden slags abe end de andre vi har set. Den var helt sort og med lang hale og hvide markeringer i ansigtet, flot abe og meget mere sky end de andre ”halvtamme” som vi har set. Der er en nationalpark lige bag resortet, og der er nok mange flere derinde.