13-16 juni - Yosemite, ørken, UFO'er og Zion Nationalpark

13-16. juni Oakhurst – Yosemite – Tonopagh -Springdale ved Zion NP

Efter en forholdsvis kort tur fra Kings Canyon overnattede vi i Oakhurst. Om aftenen læste jeg på nettet at der havde gået en bjørn rundt på highway 41, lige uden for byen – ret unormalt, da de normalt holder sig lidt længere oppe i højderne. Jeg læste også lidt andre ting om bjørne, som ikke gjorde mig for tryg ved at skulle vandre rundt i Yosemite. Kort fortalt så stod der:

-at der er mange bjørne i området,
-at der er mange problemer med bjørnene fordi de er blevet mere aggressive overfor mennesker
-at bjørnene lavede 1000 indbrud i biler sidste år
-at der har været mange angreb fra bjørne i Yosemite, men ingen med dødelig udgang for mennesker
-at det er en god ide at have peberspray med til at forsvare sig med

Jeg så også en video på Youtube, hvor der var nogle mennesker der var blevet angrebet og selvom det var svært at se hvad der egentligt var sket så kunne jeg se ret meget blod på den video.

Alt i alt ikke så betryggende, men det var der jo ingen grund til at bekymre de andre i familien om, så jeg holdt det meste for mig selv. Og realistisk set er det nok farligere at køre i bilen end at gå et par ture i Yosemite.

Vi kørte ind i parken og sparede igen 20 doller på vores dejlige Nationalpark Pass. Vi kørte for sent af sted og der var derfor 1000.500 mennesker i parken. Der havde nok kun været 999.000 hvis vi var taget afsted lidt tidligere. Det var samtidig lørdag og det gjorde det bestemt ikke bedre. Vi kører gennem en tunnel og ud til et flot syn. Videre igennem menneskehelvedet og vi kan jo godt se at parken er flot og naturen her ekstremt imponerende men menneskemylderet gør at man ikke rigtigt nyder det. Vi forsøger at bruge shuttlen men opgiver og beslutter at køre igennem parken hurtigt og køre videre mod Road 120 East, som jeg har læst skulle være ”scaring” på grund af bjergkørsel. Der skulle være lodrette drops på 1000 feet og man kører tæt på kanten og der er ingen hegn. Vi spørger en Ranger om ruten er åben og om den er slem. Han beroliger os og siger at det er en meget flot tur og vejen er god. No problem.

Rolige kører vi derudaf og denne tur gør at vi alligevel syntes rigtigt godt om Yosemite. Vi kører gennem det flotteste højalpine landskab og er nødt til at holde ind flere gange og gå et par små ture for at nyde det. Dette er et område der mest bliver benyttet af lokalkendte,

Turen ned af den uhyggelige 120 East er ikke slem, det er nærmest til grin at jeg har været nervøs over den. Vi kører over det højeste pas vi nogensinde har været i og runder toppen på 9926 feet som svarer til omkring 3000 meter. Der ligger sne mange steder og vi er lige ude og lege lidt i det. Sneen virker meget kold da temperaturen i luften er 68 grader fahrenheit og sneen jo nok er under frysepunktet. Dagen slutter i Tonopagh, som er en lille by i Nevada, der selvfølgelig har et par kasinoer. Mest med enarmede, men man kan godt mærke at man er kommet til spillestaten. Vejen til Tonopagh er nok den mest øde vej jeg har kørt på og vi møder vel ikke mere end 5-10 biler på hele turen som vel er på 300 kilometer. Her er vejene bare lange og lige. Dog var der lige et stykke af vejen hvor det var ligesom at være i rutchjebane . vejen var ligesom lavet oven på et ordenligt gyngende hav. Den bulede op og ned og det var noget der kildede i maven. Vi satte cruisecontrol på og lå på 80 miles hele vejen.

Vi havde ellers egentligt planlagt at holde en hviledag efter yosemite, men byen hotellet og det hele her i
Tonopagh var for kedeligt og for øde, så vi fik lokket ungerne til at udsætte hviledagen. Vi planlagde at køre helt til Zion Nationalpark EN TUR PÅ 600 KILOMETER ! Cruisecontrol-80 miles - no problem.

Nevada er bare ØDE , her er INGENTING andet end højslette/ørken og indimellem et par køer eller heste. Nogle gange er der en sidevej af grus, hvor der måske bor nogen for enden. Måske ikke. Hvem ved ? Vi har ikke lyst til at køre ned for at tjekke det. Området vi kører igennem er meget tæt på Area 51( det mest hemmelige miltære område i USA) og vi kører faktisk på E:T Highway. Extra Terrestial Highway som blev verdenskendt I danmark da Biker Jens kørte til “byen” Rachel og spiste en Alien Burger. Rachel er det sted i verden der bliver spottet flest UFO’er og vi kigger lige indenfor i A Le Inn (Alien – ha ha ) og får en Øl og en Coke. Vi kigger lidt på de mange fotos der er af Flyvede Ufo’er og får en kort snak med en dame der har boet i byen i 10 år. By er måske så meget sagt, der er vel nærmest tale om en samling trailere og nogle enkelte skure. Bartenderen har været her i 5 år, men kender ikke Biker Jens. Måske er det også mere end 5 år siden han lavede den udsendelse. Det er det nok. Vi kører videre ad E:T Highway og holder øjnene åbne for at se om vi kan spotte en UFO, men der er ikke noget at se. 20 miles efter Rachel begynder der at komme lidt mennesker på vejene og så går charmen lidt af ørkenen. Vi kører det sidste stykke op til Springdale som ligger lige uden for nationalparken. På det sidste stykke kører vi i kort tid igennem Arizona og videre ind i Utah. Pludselig holder ørkenen op og det ser ud som om vi ender i en DEAD END. Der rejser sig en stor rød bred klippe foran os og det ser ikke ud til at der er nogen vej igennem, men pludselig kan vi se at der er hul igennem. Ikke en tunnel, men vejen skærer sig igennem de fantastiske flotte røde klipper. Det ligner lidt et klip fra en gammel westernfilm med John Wayne. Vi ankommer i Springdale og ungerne er godt trætte og kan næsten ikke vente med at komme ind på hotellet og komme i poolen. Det har de også fortjent, da de faktisk har været rimeligt tålmodige på denne lange tur. Hotellet er Desert Pearl og det er bare iorden. Flot stort lækkert rum med egen terasse og udgang til have som ligger lige ned til floden. Udsigt til store røde bjerge og en meget hyggelig by som har lidt skisportsstemning. Vi nyder lige en forfriskning på terrassen (serveret af Annika) og så smutter Henri og ungerne i Poolen og jeg kører ned i byen og henter lidt forfriskninger og noget morgen mad til i morgen. Da jeg kommer hjem igen smutter jeg også i poolen som også har en flot udsigt til bjergene. Skønt !!!

Vi slutter aftenen af med basketfinalen mellem LA Lakers og Boston Celtics. Det er 5. kamp og Lakers, som vi holder med har tabt 3 og vundet 1. Så Lakers skal vinde i dag for at kunne vinde samlet. De vinder en kneben sejr og der skal så spilles en sjette kamp på tirsdag. Vinder Lakers denne kamp så er der den syvende og afgørende kamp.

Om morgenen sover vi længe og vi bliver snydt af at der er en times tidsforskel på Californien og Utah, så klokken er 1100 før vi er rigtigt i gang. Annika serverer morgenmad til alle og det er bare dejligt mat have denne lille husalf med på turen. Vi bruger formiddagen på at opsummere dagbøger og billeder .

11-13 juni Sequoia Nationalpark & Kings Canyon

11-13 juni Fra San Diego til Sequoia N.P og Kings Canyon.

Kørte Fra San Diego mod Sequia og Kings Canyon. Lang kedelig tur hvor vi nærmest kørte ind gennem Los Angeles igen. Meningsløst !!! Vi overnattede på et Super8-motel i en lille flække som hed Lindsay 20 miles før nat.parken

Kørte ind i Sequia Nationalpark fra morgenstunden og så de imponerende træer og de er bare store og man bliver mere og mere imponeret jo flere man ser. Det er jo ikke fordi de er så høje ( ”kun” omkring 85 meter) men de er sindsygt brede hele vejen op. Det er de største træer i verdenen når men regner i volumen. Vi så ”General Sherman” træet, som er det største i verdenen. Det er imponerende. Grenene på træer er så store som træer vi i Danmark anser for store. Og det tårner sig bare op foran os og man føler sig lidt som en lille myre i forhold til træet. Forholdsmæssigt kan man sige at det svarer til at der står en mus foran et menneske på 2 meter.

På vej gennem parken så vi pludselig en bjørnemor med 2 unger helt tæt på foran bilen. Vi var faktisk lige ved at køre dem ned. De så nærmest ud som om de ikke ænsede os og daskede bare stille og roligt videre. Bjørneungerne så meget søde ud og moderen var egentlig mindre end jeg havde troet. Henriette var ligesom blevet lammet og jeg måtte kalde hende tilbage til virkeligheden og bede hende om at rulle vinduet ned og tage et par billeder. Jeg syntes hun rystede lidt rigeligt på hænderne og det lykkedes ikke for hende at tage nogle billeder. Jeg blev en anelse ærgerlig og rev kameraet fra hende og fik rullet mit eget vindue ned. Jeg fik taget et par halvdårlige billeder af dyrene og vi kørte videre med adrenalinen pumpende i blodet. Det viste sig at Henri havde været bange for at åbne vinduet, da hun troede at bjørnen stod lige uden for. Bjørnene i området som er Black Bears, kan veje fra 100 kg(hunnerne) og op til 450 kg (de største hanner) . Bjørnene lever af bær, rødder og myrer og indimellem fanger de en fisk. Vi er ikke på deres menukort og kan derfor være nogenlunde rolige. Senere så vi også en større bjørn der daskede rundt inde i skoven tæt på vejen.
Her fik Henriette taget nogle fantastiske billeder og her blev der ikke rystet på hånden.
Bjørnene var ikke sorte selvom de hører til racen sorte bjørne. De var lysebrune og kan faktisk antage mange forskellige farver.

Vi besteg iøvrigt også Moro Rock som er et lille bjerg eller rettere sagt en stor sten. Vi havde set billeder af det men blev overrasket over hvor heftig turen var. Alberte måtte opgive da det hele pludselig blev for vildt og der var meget langt ned. Jeg må indrømme at det også var meget skræmmende at gå der med lodrette fald lige ved siden af os og hegn der kun var 40 cm høje. Et uheldigt fald her var lig med en flot tur ned ad klippen, men også den sidste tur overhovedet. Vi var næsten på toppen da Alberte gik kold så jeg gik lige de sidste 50 meter op til toppen og fik et flot skræmmende syn ud over området

Jeg læste lidt bjørnehistorier på nettet om aftenen for at være forbredt til dagen efter og fandt ud af at der var mange problemer med bjørnene i Yosemite, men der skal vi ikke hen endnu.

Dagen efter var det Kings Canyons tur til at opleve Borreskov/Larsen og parken var flot men ikke så imponerende som Sequoia. Vi så lidt vandfald og noget imponerende landskab og vi så også Chicago Stump som er stuppen fra det største træ der nogenside er fældet. Træet blev fældet og skåret i stumper som man så samlede i Chicago i forbindelse med en udstilling. Folk der ikke havde set træerne i virkeligheden troede ikke på at der fandtes så store træer og man prøvede at overbevise dem på denne måde. I Kings Canyon fik vores ”JEEP-4 hjulstrækkeren” lov at lege lidt’ Vi overnatter i Parken på John Muir – Lodge som var lidt for dyr. Det viste sig at være pengene værd da vi sparede en del kørsel og samtidig havde en dejlig terrasse med udsigt ud i parken.

10. juni - Seaworld

10. juni –Seaworld

Vi tog afsted fra Days Inn kl 9.30 så vi kunne være i Seaworld når de åbnede kl 10.00. Det lå tæt på så vi var der lige til tiden. Der var mange mennesker men ikke så det var irriterende. Vi fik set det hele men sorterede bevidst rutchjebaner og lignende fra da vi lige havde været i Disney. Vi så spækhuggershowet 2 gange og første gang syntes Henri og jeg at det var lidt skuffende i forhold til Orlando for 9 år siden. Vi blev dog enige om at det nok var fordi vi havde set det før, at vi ikke var vildt imponerende. Det var flot og imponerende men ikke som vi huskede det fra Orlando. Ungerne var dog meget imponerede og ville gerne se det igen, så vi besluttede at slutte dagen af med endnu et Spækhuggershow kl 19.00. Dette show var bare vildt. Denne gang var deres superstjerne med i det, en 40 årig spækhugger, der bare kan det det.
Der var 4 spækhuggere i vandet og det var bare fantastisk at se de store dyr lege med deres trænere og med hinanden. Vi sad i Soakzone og havde mange diskussioner om hvorvidt vi skulle flytte os eller ej. Vi blev siddende og fik
heldigvis kun et enkelt dryp på os. SuperShow. Vi så også en masse andet, men for mig er Seaworld kun Spækhuggershowet. Det overgår alt andet. Seaworld er profitorienteret med alt men sådan er det. Der skal tjenes nogle penge for at holde det kørende og de bruger også en del penge på at redde truede dyr.

8-9 juni San Diego & Mexico

8.juni - Kørte lidt rundt i byen og ud i en nationalpark på spidsen af en halvø. Vores Nationalparkpas skaffede os gratis ind. Vi vandrede lidt rundt herude hvor der lå et fyrtårn og en gamml fyrpasserbolig. Her var en god udsigt over byen og herude kunne man se hvaler, hvis det ellers havde været sæson. Gråhvalerne kommer hertil i 1000-vis om vinteren og søsætter deres unger. Vi var nede og se en film om det på et museum der også lå på halvøen. Spændende.

Vi gik en kort tur i gaslampekvarteret og gik derefter ind på en pub for at se basketfinalen mellem Lakers og Boston. Lakers tabte men vi fik da et måltid mad og et par pints of beer blandt de lokale.

9. juni - Mexico - Farligt sted - Tequila.

I dag tog vi den røde tram over grænsen til Mexico. Tijuana hedder byen. Grænseovergangen her er den mest benyttede i verdenen. Dagen var ikke nogen stor oplevelse, da det er en grænseby, hvor der er rift om de gæster der kommer. ALLE der så os ville sælge noget og det er bare for belastende. Henriette fælte sig ikke tryg og ville allerhelst tilbage til det sikre USA så hurtigt som muligt. Vi tog en drink og en tequila på en cafe og mens vi sad der blev en af de ansatte på cafeen anholdt af 6-8 betjente med maskinpistoler. Forklaringen var at han havde kontaktet turister ude på gaden og det må de ikke. De må kun stå i døråbningen og kalde på kunderne. Ved ikke om det var den rigtige forklaring men det gjorde det ikke mere betryggende for Henri at se denne anholdelse. Vi var vel i Mexico i 2 timer og tog så tilbage til vores dejlige USA igen. Hjemme i sikkerhed prøvede vi at finde et hotel i nærheden af GASLAMP QUARTER men kunne ikke finde noget så vi fandt et ude i nærheden af SEAWORLD. Days inn.

7.juni - Baseball

7.juni - Dodgers mod Chicago Bulls

I dag tog vi tilbage mod L.A ( meningsløst – vi har jo lige været der ) en lille times kørsel. Vi skulle ind og se Los Angeles Dodgers. Jeg havde ikke de store forventninger da de jo ikke spiller i den bedste række. Men jeg blev overrasket. Der var 50.000 tilskuere og det var egenligt meget fedt at se kampen selvom vi ikke rigtig kender reglerne. Dodgers vandt i 8. inning efter en meget lige kamp. Stemningen på stadion var det vi ville opleve og den var god og meget anderledes end ved danske fodboldkampe. Der var en hyggelig og god stemning imellem supporterne og vi havde en hyggelig eftermiddag på stadion. Billetterne købte vi uden for stadion af en mand der lige havde lidt ekstra billetter. Vi gav 20 dollars pr. stk. Ved ikke om vi blev snydt men vi slap for at stå i kø ved billetlugen.

Efter kampen kørte vi videre mod San Diego overnattede på Elendigt hotel RAMADA og var for flade til at gå tur.

5-6 juni Disneyland

5-6 juni. - Disneyland og Calefornia Adventures.

2 hårde dage for mine gamle ben. Ungerne havde sjovt nok ikke nogle problemer med benene. Det har de ellers indimellem på andre ture. Vi var der fra parkerne åbnede til de lukkede og var så også lige ned i Downtown Disney og kigge butikker. Første dag kunne jeg næsten ikke slæbe mig hjem til hotellet og dagen efter måttet jeg spise smertestillende for at klare dagen. Disney fungerer bare og Space Mountain er en fed rutchjebane. Jeg tror Henriette syntes den var lidt for vild. Hun indrømmede også at hun lige lukkede øjnene i et par sekunder. Resten af familien mener at hun tog hele turen med lukkede øjne. Vi var også i Buzz Lightyear som er Henriettes favorit. Her kan hun sidde roligt og skyde med lasergun. Vi andre syntes også den er meget sjov og vi har altid konkurrence om hvem der får flest point. Altså næstflest, for jeg vinder jo altid.

4. juni - Los Angeles

4. juni – Los Angeles - Store Bogstaver, Beverly Hills og Rodeo Drive

I dag var der udsigt til Bogstaver på Beechwood drive. Vi fandt frem til Beachwood Drive og kom op i nærheden af Hollywood Signs og fik taget et par gode billeder. Man har ikke været i Hollywood hvis man ikke har fået taget et billede med disse bogstaver i baggrunden. Bagefter kørte vi på ”Celebreti” jagt i Beverly Hills. Vi så Rod Stewart, Stan Laurel, Elvis, Barbara Streissand og Hugh Hefners hus .
Jeg syntes det mest interessante var Hugh’s Playboy Mansion, men der var desværre ingen playboy-bunnies.
Der er bare flot i Beverly Hills og man forstår godt at det er eftertragtet at bo her (det minder lidt om Søvang!!!). Vi kørte vedere ned ad
Rodeo Drive hvor de rige shopper og forsøger at spotte lidt kendte men ser (måske) kun Victoria Beckham.




Om aftenen trasker vi en tur ned ad Hollywood Boulevard og ser Walk of Fame, og møder flere af de rigtig kendte....

Vi havde talt om at vi ville ind og se en baseballkamp så vi kørte ud på Dodgers Stadium og tjekkede om vi kunne få billetter til en kamp i overmorgen. Vi fik at vide at vi bare kunne møde op der ville ikke være udsolgt. Så det gør vi nok.

Vi kørte videre ud mod Anahim og fandt et motel 10 minutters gang fra Disney. Perfekt.

En opdatering på Los Angeles er at vi er ikke meget for LA . Byen er for kaotisk og ucharmerende, med mindre man har røven fuld af penge og kan bo i Beverly Hills eller et stykke oppe ad kysten.