16. juni - 22. juni - Zion National Park – Grand Canyon - Page

Springdale hedder byen i Zion Nationalpark som vi bor i. Her er lidt skiferiestemning, selvom termometeret viser 112 grader Fahrenheit, eller ca. 44 grader celcius. Byen har til forskel fra mange andre amerikanske byer stil, med hyggelige forretninger og restauranter. De fleste byer vi kommer til er mest diverse burgerkæder jeg nævner i flæng: MC Donalds, Burger King, Dennis, Wendys, Jack in the Box, Pizza Hut, Taco Bell (OK det er så Taco mad men efter samme opskrift som burgerkæderne). Man bliver efterhånden lidt træt af burger etc, så det er skønt at være et sted hvor ingen af disse kæder er. Efter en dag med total afslapning i poolen, er det tid til at udforske national parken. Til forskel for Yosemite, kan man ikke køre ind i parken med egen bil, men med en gratis shuttlebus. Tak for det! Inden dette blev indført havde der dagligt været ca. 5.000 biler og 400 parkeringspladser (nogenlunde som Yosemite!) Parken er ”skåret” igennem af en rød vej. På begge sider af vejen står klipperne op i de særeste formationer. Det er gamle sandduner, som gennem tiden (de sidste 180 millioner år) er blevet formet af vand, vind og vejr. Det er helt fantastisk flot. Har aldrig set noget lignende. Vi starter ud på en vandretur langs en flod. Her er dejligt svalt da klipperne skygger for solen. Efter et par kilometer slutter stien og hvis man vil fortsætte er det i floden. De som går videre har enten lejet sko eller har en eller anden form for badesko på. Annika nedlægger veto mod at gå videre, hvilket bliver accepteret, dog ikke uden en noget bitter Mr. Snikers (hans nye navn har ikke noget med sko at gøre!).
Så vi vælger en anden tur op til nogle søer som ligger oppe i klipperne. Vi begiver os opad, og har ikke gået længe (kl. er ca. 12.00, ingen skygge og her er som en bageovn) før pigerne er kobberrøde i hovederne og beklager sig noget. 200 meter inden vi når toppen, sidder de begge totalt nedbrudte og nægter at gå videre (ja det er en noget anden stemning end da vi var i Disney Land). Med lidt vand, og lidt opløftende ord får vi dem på benene og gået det sidste stykke, til vi når en lille sø med en dejlig skyggeplads. Her får vi vejret og ansigtkuløren i rette folder igen, med lidt vand og gulerødder. Egernene er noget påtrængende, og hopper helt op i rygsækken, men selv Ole har efter Yosemite lært at det er en rigtig dårlig ide at fodre vilde dyr, så de får ikke noget af os.
Turen ned ad klippen er noget nemmere, og vi kan nu grine ad det første stykke op, hvor der også var optakt til lidt brok.
Bryce Nationalpark er blevet droppet. Selvom den også skulle være flot, så er vi enige om at 8 nationalparker må være mere end nok. Så vi stikker kursen mod syd øst, med et lille afstik til Nordremmem i Grand Canyon National Park. Turen går som en leg, sådan en Jeep kører helt fint, så fint at vi pludselig føler vi er blevet en del af det meget berømte TV program ”Speeders”. Et program vi har set med stor jubel fra især pigerne. Bilen kørte 22 miles for stærkt. Det kostede 305 $, og skal betales inden vi forlader landet!! Nå vi kørte helt stille til vi nåede nordlige indgang til Grand Canyon. Vi har besluttet os for at vi vil se Grand Canyon både fra nord og fra den mest besøgte syd.
Vi kørte på en lille vej gennem skov og pludselig åbner skoven sig og Grand Canyon er lige ud for os. OK man har set mange billeder og vi havde regnet med at der var stort siden det nu har fået det navn – men WAU man fik helt åndenød. Et stort rødt omvendt bjerg. Der var 2.400 meters fald og 16 km. på det breddeste sted. Vi gik ud på flere udkigspunkter. Den ene var kun en meter det smalleste sted, og at kigge ned var helt sindsygt. Afspærring er ikke det som de går mest op i her, og der er da også flere hvert år der falder ud over kanten. Det forstår man så godt, når man ser hvordan folk gravler ud for at få det helt perfekte billede. I det hele taget er Grand Canyon et sted der skal tages alvorligt. Omkring 250 mennesker bliver hvert år forsøgt reddet, efter at være taget på vandretur uden nok vand eller lignende. Især én historie om en ung pige (marathon løber), som døde af dehydrering efter at hun havde set forkert på et kort, og havde valgt en rute på 42 km isteden for en rute på 25 km, har gjort indtryk på pigerne. Tror pigerne tænkte ”det kunne ha´ været os i går”!
Vi står længe og kigger ned i det kolosale hul, og får da også taget ”lidt” billeder.
Vi når byen Page sent om aftenen. Byen ligger i Navajo Indian Reservation, og blev skabt i forbindelse med USA´s næststørste dæmning over Colorado River blev bygget. Det er lidt sjovt, for når man sidder og prøver at planlægge hvor man skal sove næste gang og kigger på ruten, så er den ene sorte prik på kortet lige så god som den anden. Men vi kom forleden til en såkaldt by. Den hed Hot spring. Her var en cafe – der var lukket for bestandig. Page, en anden sort prik, eksisterede ikke før i 1950´erne da de påbegyndte dæmningen og nu kommer der 4 mill. turister om året. Dæmningen blev bygget for at skabe strøm og for at kunne sikre vandforsyningen. Det var en god ide, for her kommer ikke meget regn. Her er tørt og varmt og rødt, men dæmningen har skabt en stor sø midt i ørkenen, som har gjort at byen er blevet porpulær. Egentlig skulle vi bare ha´ overnattet her, men at være så tæt på Colorado River kan vi ikke bare ignorere. Vi bliver tre nætter i Page. Den ene dag kører vi ud og ser en grotte. Den hedder Antilope Grotten. Den blev fundet af en lille indianerpige, da hun var ude og lede efte fårene. Vi bliver kørt derud i en åben jeep af en indianer. Hun kører godt til, så den røde jord flyver os om ørene og vores tænder knaser. Grotten er ubeskrivelig smuk. Flere steder i grotten, er der hul op så solen lyser ned, og giver et helt fantastisk lys på væggene som ellers ligner rød modelervoks. Pludselig går det op for os at en australsk fotograf vednavn Peter Lik, hvis billeder vi er helt pjattede med, har flere motiver herfra. Sjovt. Her i Navajo er der mange forskellige indianer stammer. Mange af dem lever stadig efter deres gamle traditioner og skikke. Få af dem har endnu ikke strøm og indlagt vand.

Vækkeuret ringer kl. 05.00. Rigtig grimt. Det minder os om, hvor godt vi har det. Vi skal ud og sejle langs Colorado River. Floden har igennem millioner af år skåret sig vej gennem klipperne, som rejser sig over 900 meter over os. Man føler sig meget lille, skøn fornemmelse efter den sidste måneds indtagen af burgere! Vi sejler i en stor gummibåd ca. 15 mennesker, de fleste sidder med benene udover kanden. Vandet er iskoldt – 8 grader – hvorfor man ikke lige har lyst til at springe i vandet. Så da der pludselig er en der får overbalance og falder i vandet, er det til stor jubel for os andre…. Vi sidder i båden og lytter til vores guide. Indimellem slukker han for motoren og stilheden er larmende. Hele tiden må man knibe sig i armen, for man forventer hele tiden at en idianerstamme på hest skal dukke op på klippetoppen. Guiden spiller en melodi på en indianerfløjte. Det lyder så dejligt imellem klipperne. Flot tur - Vi bliver kørt tilbage hvor vi startede, af en indianerdame, som rigtig sød fortæller os en masse om indianernes liv i dag. Desværre er vi alle så trætte efter sejlturen at vi sover!

Endnu en af Ole´s drengedrømme går i opfyldelse den dag. Efter Colorado River kører vi mod Monument Valley. Det er her utallige westernfilm er blevet optaget, med store enkeltstående klippeformationer. På vejen gør vi holdt ved Navajo National Monument, ved en 700 år gammel indianer ruin – Betatakin ruinen. Ruinen, som ligger i en ”alcove” i klipperne, er rigtig godt bevaret. Det er huse, muret op nærmest som man kender dem i dag – forskerne mener at de kun boede der i ca. 30 år, og dragede videre pga. vandmangel. Så når vi Monument Valley. Det er indianerne som ejer stedet, men man kan få lov at køre ind i området. Her er ikke asfalteret, men rød jord og meget kuperet. Så her får Jeep´en lov at arbejde. Vi ser hverken Clint Eatswood, John Wayne eller andre vi kender – men mange af klippeformationerne kan vi genkende. Var der nogen som sagde ferie?? En dag for os:
05.00 Vækkeuret ringer
06.30 Sejle på Colorado River
12.30 Kører mod Monument Valley (ca. 150 km)
22.00 Ankommer iTuba City og overnatter (ca. 120 km)

Synd ikke?