Vi starter dagen op med en lækker gang morgenmad bestående af TOAST. Et morgenmadsprodukt vi nok ikke skal have de første par måneder efter vi kommer hjem. Vi kører en kort tur, på 1 time, og finder endnu en BIG 4 campingplads, tæt på Surfers Paradise. Vi er lidt trætte, efter at Annika underholdt os alle med at brække sig 12 gange i løbet af natten. Det var synd for hende, men hun tog det nu meget humoristisk og her til morgen var hun lidt stille. Hun var dog frisk.
Vi tager en helt rolig dag og mens jeg passer på rumskibet, får opdateret min dagbog og planlægger lidt, så smutter pigerne ned i poolen, hvor de hygger sig i et par timer.
Vi laver mad i fælleskøkkenet på Campingpladsen og får prøvet deres BARBEQUE-plader som de har stående alle steder, på strande, i parker og på Campsites. Vi har lidt svært ved at se det smarte i det, men får flækket en god menu sammen.
27.marts – Surfers Paradise.
Idag skulle vi have været i vandland : WET`N`WÌLD, men vandlandet kom til os i stedet. Efter at vi havde spist lidt TOAST og gjort os klar, så begyndte det at vælte ned og vi måtte droppe det. Vi sidder i stedet for og skriver dagbog og hygger lidt i rumskibet. Det er lidt irriterende, men vi trænger også til at lave ingenting. Ungerne er lidt mopsede men kan godt se at det ikke er så fedt at være i vandland i det her vejr.
Vejret klarede op og vi tog til WET N` WILD alligevel. Det var vådt og vildt og selv kyllinge Henri tog med i alle rutchjebanerne. Sjov dag og lige noget alberte kunne bruge.
fredag den 4. april 2008
Australian Zoo (Brisbane) - 25. marts
Hele vores tur har vi prøvet at forklare pigerne, at det er sjovere at se dyrene i det fri og Zoologisk have kan vi besøge i København. Men nu er det sådan at vi også har lovet, at de skal holde en koala. 
Det er ikke lykkedes os endnu, og vi har hørt at det kan man komme til i Australian Zoo. Australian Zoo ligger lidt udenfor Brisbane, og det er her Steve ”Crocodile Hunter” Irwin har slået sine folder. Der er tre ”must see”: Koalaerne, og Steve Irwin Krokodille Show, ja og så en cassowary, en kæmpe ikke-flyvende fugl, ligner lidt en struds, men med blå hals og en underlig hat på hovedet. Vi har kigget efter den oppe omkring Cairns, dog uden held, så nu tager vi det i Zoo. Vi nusser og fodrer og tager 3000 billeder af os sammen med kænguruerne. Derefter opdager vi koalaerne, dem kan man også nusse, men ikke holde, så det gælder ikke! Så kommer Steve Irwin show. Selv om han døde for nogle år siden, da han svømmede på ryggen af en rokke, er hele zoologisk have stadig fyldt med billeder af ham. Showet er flot, med slanger og fugle og selvfølgelig krokodiller. Også her ser man tydeligt, at så snart krokodillerne er på land er de ikke så kvikke. Det beroliger os noget. Vi ser alle de ting vi har planlagt, men mangler stadig at kæle koalaer. Så finder vi stedet, hvor det sker. Sidste ”tur” er kl. 15, hvad er kl. 15.15!!! 
Ole går hen og spørger, om vi kan nå det alligevel, men desværre, det er for sent. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud, så jeg venter lidt, og går så hen og spørger den samme mand. Fortæller sødt lidt om at vi kommer helt fra Danmark og mine små piger vil så gerne. Pludselig kan vi godt. Dejligt med lidt kvindelist. Pigerne er lykkelige, og vi får nogle rigtig gode billeder. Så turen i Australien er reddet. Det er i øvrigt som om selv Annika er blevet helt rolig omkring farlige dyr. I morges så hun en slange i søen, ved campingspladsen. Det var så en ål, men hun var helt rolig, og i zoologisk have så hun også en slange i det fri, uden de store udbrud. Vi lukker og slukker zoo kl. 17, med lige at fodre lidt flere kænguruer, nogle af dem er faldet omkring af udmattelse med mad i mundvigen, helt udmattede af at blive fodret og kælet hele dagen.
Det er ikke lykkedes os endnu, og vi har hørt at det kan man komme til i Australian Zoo. Australian Zoo ligger lidt udenfor Brisbane, og det er her Steve ”Crocodile Hunter” Irwin har slået sine folder. Der er tre ”must see”: Koalaerne, og Steve Irwin Krokodille Show, ja og så en cassowary, en kæmpe ikke-flyvende fugl, ligner lidt en struds, men med blå hals og en underlig hat på hovedet. Vi har kigget efter den oppe omkring Cairns, dog uden held, så nu tager vi det i Zoo. Vi nusser og fodrer og tager 3000 billeder af os sammen med kænguruerne. Derefter opdager vi koalaerne, dem kan man også nusse, men ikke holde, så det gælder ikke! Så kommer Steve Irwin show. Selv om han døde for nogle år siden, da han svømmede på ryggen af en rokke, er hele zoologisk have stadig fyldt med billeder af ham. Showet er flot, med slanger og fugle og selvfølgelig krokodiller. Også her ser man tydeligt, at så snart krokodillerne er på land er de ikke så kvikke. Det beroliger os noget. Vi ser alle de ting vi har planlagt, men mangler stadig at kæle koalaer. Så finder vi stedet, hvor det sker. Sidste ”tur” er kl. 15, hvad er kl. 15.15!!! 
Ole går hen og spørger, om vi kan nå det alligevel, men desværre, det er for sent. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud, så jeg venter lidt, og går så hen og spørger den samme mand. Fortæller sødt lidt om at vi kommer helt fra Danmark og mine små piger vil så gerne. Pludselig kan vi godt. Dejligt med lidt kvindelist. Pigerne er lykkelige, og vi får nogle rigtig gode billeder. Så turen i Australien er reddet. Det er i øvrigt som om selv Annika er blevet helt rolig omkring farlige dyr. I morges så hun en slange i søen, ved campingspladsen. Det var så en ål, men hun var helt rolig, og i zoologisk have så hun også en slange i det fri, uden de store udbrud. Vi lukker og slukker zoo kl. 17, med lige at fodre lidt flere kænguruer, nogle af dem er faldet omkring af udmattelse med mad i mundvigen, helt udmattede af at blive fodret og kælet hele dagen.Fraser Island - 22. marts
Med afgang fra campingpladsen kl. 8. Vi bliver hentet af vores Aussie Guide Steve, prototypen på en Australier, med boots, cowboyhat og hærget i ansigtet af sol og hvad ved jeg! Bussen som vi skal kører med har dæk som en traktor, og det er nok meget godt, når man skal køre rundt på verdens største sandø.
Ole ville ellers godt ha´ kørt selv i en firehjulstrækker, men damen hvor vi bookede turen, fik en bekymret rynke i panden og sagde at det er meget vanskeligt at køre rundt derovre. Gad vide om hun har set Ole køre rundt med Apolloen, siden hun siger sådan? Efter en sejltur på en time, er vi fremme. Færgen ligger til direkte på stranden, og vi ruller afsted. Vi har fået de bedste pladser i bussen lige bag Steve, så vi har god udsigt. Vejen som er som en sandkasse er kun et spor, og her er der kun en regel der gælder, siger Steve ” I am bigger than you – so get off!” og det gør de ”små” firehjulstrækkere som vi møder, de kaster sig ind til siden, når de ser vores traktorbus, nice! Steve er eminent, han kører bussen som han aldrig havde bestilt andet – det har han sikkert heller ikke. Samtidig er han meget underholdende, snakker hele tiden, om hvad vi ser på vejen samt andre små anekdoter. Bussen ryger rundt, og det er godt, at den er så godt affjedret for det er som en tur i rutschebanen. Vi vender os om til dem der sidder bagerst i bussen, bl.a. nogle japanere. De sidder og sover. Det gør de altid. Det er helt utroligt, og minder mig da jeg var med arbejdet i New York. Vi var på broadway og se Mama Mia. Fantastisk stykke. Til sidst stod alle op og sang med, undtagen japanerne bag os, de sad og sov. Vi har nu oplevet dette flere gange og en lille morfar hedder nu en japaner. Nå vi er dårligt kørt af færgen, før vi ser en dingo. Den ser sød ud, ligner en ræv, men det skal man ikke lade sig narre af. Flere menneseker er blevet overfaldet af dingoer, og en 9 årig dreng døde for 2 år siden efter at været blevet angrebet af en sådan, så vi holder os inden for. 
Vi kører med traktoren på stranden, ned til en kilde, et sandbjerg og ned til et skibsvrag. Vi slutter dagen af med en badetur i Lake Mckenzye. Vandet indeholder teatreeoil som blødgør huden. Så vi skrubber vores solbrændte campinghud med sandet i vandet, og bliver som født på ny. Inden vi går ud i vandet, er solen forsvundet og nu styrter det ned. Så vi løber ned til bussen, selvom alt allerede er vådt! Fraser Island var absolut et besøg værd, og vi kunne godt være blevet der en ekstra dag.
Ole ville ellers godt ha´ kørt selv i en firehjulstrækker, men damen hvor vi bookede turen, fik en bekymret rynke i panden og sagde at det er meget vanskeligt at køre rundt derovre. Gad vide om hun har set Ole køre rundt med Apolloen, siden hun siger sådan? Efter en sejltur på en time, er vi fremme. Færgen ligger til direkte på stranden, og vi ruller afsted. Vi har fået de bedste pladser i bussen lige bag Steve, så vi har god udsigt. Vejen som er som en sandkasse er kun et spor, og her er der kun en regel der gælder, siger Steve ” I am bigger than you – so get off!” og det gør de ”små” firehjulstrækkere som vi møder, de kaster sig ind til siden, når de ser vores traktorbus, nice! Steve er eminent, han kører bussen som han aldrig havde bestilt andet – det har han sikkert heller ikke. Samtidig er han meget underholdende, snakker hele tiden, om hvad vi ser på vejen samt andre små anekdoter. Bussen ryger rundt, og det er godt, at den er så godt affjedret for det er som en tur i rutschebanen. Vi vender os om til dem der sidder bagerst i bussen, bl.a. nogle japanere. De sidder og sover. Det gør de altid. Det er helt utroligt, og minder mig da jeg var med arbejdet i New York. Vi var på broadway og se Mama Mia. Fantastisk stykke. Til sidst stod alle op og sang med, undtagen japanerne bag os, de sad og sov. Vi har nu oplevet dette flere gange og en lille morfar hedder nu en japaner. Nå vi er dårligt kørt af færgen, før vi ser en dingo. Den ser sød ud, ligner en ræv, men det skal man ikke lade sig narre af. Flere menneseker er blevet overfaldet af dingoer, og en 9 årig dreng døde for 2 år siden efter at været blevet angrebet af en sådan, så vi holder os inden for. 
Vi kører med traktoren på stranden, ned til en kilde, et sandbjerg og ned til et skibsvrag. Vi slutter dagen af med en badetur i Lake Mckenzye. Vandet indeholder teatreeoil som blødgør huden. Så vi skrubber vores solbrændte campinghud med sandet i vandet, og bliver som født på ny. Inden vi går ud i vandet, er solen forsvundet og nu styrter det ned. Så vi løber ned til bussen, selvom alt allerede er vådt! Fraser Island var absolut et besøg værd, og vi kunne godt være blevet der en ekstra dag.
Lady Elliot - 23.- 24. marts
Vi har nu krydset Stenbukkens vendekreds.
Idag skulle vi møde i lufthavnen kl 0800 og op kl. l…, vi skulle til Lady Elliot Island
Vi kom med taxa ud til den lille lufthavn og skulle med et lille propelfly med plads til 10 personer. Der var lidt nerver på, det er ligesom lidt tættere på når det er så lille et fly. Vi fik en flot indflyvning over øen og piloten tog lige en rundtur så vi kunnese den ordentligt. Lady Elliot er atollignende ligesom Aitutaki og der er en beskyttet lagune med koraller. Efter landingen fik vi lidt introduktion til øen og lagunen skulle snorkles omkring højvande og det var nu så det var bare om at komme i gang. Ved lavvande kan man ikke svømme over korallerne. Det eneste farlige på øen var nogle farlige muslinger og stonefish – ellers ingen farlige dyr men derimod. Revhajer, mantarays op til 5 meters vingefang og turtles og alverdens andre fisk.
Fødder og masker klar og i vandet inden lavvandet trådte ind – Turtles i første hug. Alberte og mig. Øv de andre skal også se den. Vi prøver ihærdigt at finde skildpadden igen men ser kun masser af flotte forskellige fisk vi aldrig har set før. Der er et utroligt liv omkring korallerne. Der var en italiensk pige med i flyet og pludselig vælter hun op af vandet og ser skrækslagen ud. Hun kommer flyvernde op af vandet og ser ud som om hun har set en haj. Og det har hun. Mig og alberte flyver derned og spørger hvad der er sket og hun forklarer om en haj hun lige har set der var 1,50 meter. Jeg forklarer hende at det er en revhaj og at de ikke er farlige. Men er de det? Vi kigger efter hajer de næste par gange vi snorkler men ser ingen. Øv.
Videre til frokost og over til den anden side af øen som ligger ubeskyttet ud mod det store hav. Vi prøver at snorkle men der er så meget strøm så vi dropper det og nyder det sidste sol. Ungerne bader med henri i poolen der er på øen og jeg tager en morfar og spiser aftensmad og går tidligt i seng
Op tidligt næste dag for at ramme højvandet og få mest ud af det. Jeg går en morgentur og ser hatchlings spor. Spor efter små skildpadder der er kravlet ned til vandet fra deres rede.
Lækker morgenmad sbuffet og ned og snorkle – pigerne henter gearet og inden de kommer tilbage har jeg spottet en skildpadde. De kommer slentrende hen ad stranden og jeg råber de skal løbe: Løøøb – alle kommer i vandet og ser en sød turtle som vi nyder i 5 nminutter inden den svømmer væk.
Der kommer flere i løbet af dagen og til sidst er vi mætte og svømmer ikke efter dem når vi ser dem. Vi tænker tit på de små skildpaddeunger vi hjalp ud i havet og tænker på at de stadig svømmer for at nå ud til EAC eastern australian current 4 dage uden mad hvor mange er overlevet. Vi håber og tror alle stadig er i live.
Hjem med minifly og denne gang med 2 propeller lige ud for os. Jeg havde det ikke helt godt med denne tur: ”kommer propellerne flyvende ind gennem ruden” – ”falder piloten død om skal jeg overtage styringen” tankerne er mange men turen er flot- man føler mere man flyver når det er et lille fly. Landingen føltes som om vi hang stille i luften. Henri havde spottet min abspændthed og spurgte mig om jeg var nervøs under turen, hvilket jeg selvfølgelig benægtede. Hjem til vores Camper og alle var trætte, men ungerne kunne lige magte 1,5 time i poolen. Utroligt.
Fantastisk ø som havde været endnu mere fantastisk hvis der havde været lidt mindre vind og strøm. Eneste minus er at der er for mange mennesker der ikke har respekt for korallerne og bare træder på dem.
Der gives information ved ankomst til øen, men 50 % hører ikke efter, 25 % forstår ikke sproget og halvdelen af resten er revnende ligeglade. Det er sørgeligt – men sandt.
Idag skulle vi møde i lufthavnen kl 0800 og op kl. l…, vi skulle til Lady Elliot Island
Vi kom med taxa ud til den lille lufthavn og skulle med et lille propelfly med plads til 10 personer. Der var lidt nerver på, det er ligesom lidt tættere på når det er så lille et fly. Vi fik en flot indflyvning over øen og piloten tog lige en rundtur så vi kunnese den ordentligt. Lady Elliot er atollignende ligesom Aitutaki og der er en beskyttet lagune med koraller. Efter landingen fik vi lidt introduktion til øen og lagunen skulle snorkles omkring højvande og det var nu så det var bare om at komme i gang. Ved lavvande kan man ikke svømme over korallerne. Det eneste farlige på øen var nogle farlige muslinger og stonefish – ellers ingen farlige dyr men derimod. Revhajer, mantarays op til 5 meters vingefang og turtles og alverdens andre fisk.
Fødder og masker klar og i vandet inden lavvandet trådte ind – Turtles i første hug. Alberte og mig. Øv de andre skal også se den. Vi prøver ihærdigt at finde skildpadden igen men ser kun masser af flotte forskellige fisk vi aldrig har set før. Der er et utroligt liv omkring korallerne. Der var en italiensk pige med i flyet og pludselig vælter hun op af vandet og ser skrækslagen ud. Hun kommer flyvernde op af vandet og ser ud som om hun har set en haj. Og det har hun. Mig og alberte flyver derned og spørger hvad der er sket og hun forklarer om en haj hun lige har set der var 1,50 meter. Jeg forklarer hende at det er en revhaj og at de ikke er farlige. Men er de det? Vi kigger efter hajer de næste par gange vi snorkler men ser ingen. Øv.
Videre til frokost og over til den anden side af øen som ligger ubeskyttet ud mod det store hav. Vi prøver at snorkle men der er så meget strøm så vi dropper det og nyder det sidste sol. Ungerne bader med henri i poolen der er på øen og jeg tager en morfar og spiser aftensmad og går tidligt i seng
Op tidligt næste dag for at ramme højvandet og få mest ud af det. Jeg går en morgentur og ser hatchlings spor. Spor efter små skildpadder der er kravlet ned til vandet fra deres rede.
Lækker morgenmad sbuffet og ned og snorkle – pigerne henter gearet og inden de kommer tilbage har jeg spottet en skildpadde. De kommer slentrende hen ad stranden og jeg råber de skal løbe: Løøøb – alle kommer i vandet og ser en sød turtle som vi nyder i 5 nminutter inden den svømmer væk.
Der kommer flere i løbet af dagen og til sidst er vi mætte og svømmer ikke efter dem når vi ser dem. Vi tænker tit på de små skildpaddeunger vi hjalp ud i havet og tænker på at de stadig svømmer for at nå ud til EAC eastern australian current 4 dage uden mad hvor mange er overlevet. Vi håber og tror alle stadig er i live.
Hjem med minifly og denne gang med 2 propeller lige ud for os. Jeg havde det ikke helt godt med denne tur: ”kommer propellerne flyvende ind gennem ruden” – ”falder piloten død om skal jeg overtage styringen” tankerne er mange men turen er flot- man føler mere man flyver når det er et lille fly. Landingen føltes som om vi hang stille i luften. Henri havde spottet min abspændthed og spurgte mig om jeg var nervøs under turen, hvilket jeg selvfølgelig benægtede. Hjem til vores Camper og alle var trætte, men ungerne kunne lige magte 1,5 time i poolen. Utroligt.
Fantastisk ø som havde været endnu mere fantastisk hvis der havde været lidt mindre vind og strøm. Eneste minus er at der er for mange mennesker der ikke har respekt for korallerne og bare træder på dem.
Der gives information ved ankomst til øen, men 50 % hører ikke efter, 25 % forstår ikke sproget og halvdelen af resten er revnende ligeglade. Det er sørgeligt – men sandt.
Guldgraverby og skildpaddetur - 20. marts
Uddrag fra Annikas dagbog
Mount Morgan - 20. marts:
I dag var vi ude og se en guldmine. Det var kedeligt, for jeg kunne ikke forstå hvad guiden sagde. Det mest spændende var at vi kom ned og så nogle rigtige dinosaurspor, som de havde fundet, da de gravede guld. Da vi skulle der ind, skulle vi ha´ hjelm på, så man ikke fik små sten i hovedet. Min mor og far syntes, det var meget sjovt, for de kunne forstå hvad guiden sagde. Bagefter kørte vi fire timer for at komme til en campingplads, for der kunne man se små skildpadder. Vi kom på 3 hold. Vi kom ned på stranden, og satte os alle sammen i en rundkreds, og lige pludselig kom der små bitte skildpadder op af et stort hul.
Der måtte vi holde dem. De rev lidt og æggene var blevet lagt på min fars 40 års fødselsdag. Det var lidt sjovt. Bagefter skulle vi stå på en række, og lyse med vores lommelygter, for små skildpadder følger efter lys. Så kravlede de igennem vores ben og ud i vandet. Bagefter gik vi hjem til campingpladsen og gik i seng.
Mount Morgan - 20. marts:
I dag var vi ude og se en guldmine. Det var kedeligt, for jeg kunne ikke forstå hvad guiden sagde. Det mest spændende var at vi kom ned og så nogle rigtige dinosaurspor, som de havde fundet, da de gravede guld. Da vi skulle der ind, skulle vi ha´ hjelm på, så man ikke fik små sten i hovedet. Min mor og far syntes, det var meget sjovt, for de kunne forstå hvad guiden sagde. Bagefter kørte vi fire timer for at komme til en campingplads, for der kunne man se små skildpadder. Vi kom på 3 hold. Vi kom ned på stranden, og satte os alle sammen i en rundkreds, og lige pludselig kom der små bitte skildpadder op af et stort hul.
Der måtte vi holde dem. De rev lidt og æggene var blevet lagt på min fars 40 års fødselsdag. Det var lidt sjovt. Bagefter skulle vi stå på en række, og lyse med vores lommelygter, for små skildpadder følger efter lys. Så kravlede de igennem vores ben og ud i vandet. Bagefter gik vi hjem til campingpladsen og gik i seng.
Capricorne Caves - 19. marts
Uddrag fra Albertes dagbog:
Dårlig nat. Der har kørt kul toge forbi hele natten, så har næsten ikke lukket et øje. Nå men i dag skulle vi ud og se nogle grotter, som lå lige rundt om hjørnet. Da vi kom dertil stod der nogle kænguroer og spiste. Man kunne komme rigtig tæt på dem. De var søde. Min mor var gået ned mod bilen efter kameraet. Vi syntes hun var længe om det, så vi gik ned til hende. Hun havde mødt nogle danskere og var faldet i snak med dem. De skulle også ned og se grotten. Man kom på en guidet tur i en time. Vi gik derind med guiden. Hun fortalte at der engang havde været 15 meter flagermuselort og det havde taget 3 år for dem at fjerne det. Det var lidt vildt at tænke på. Nå men hun fortalte, at der var mange der blev gift i grotten. Der var lavet en kirke i grotten. Jeg syntes det var lidt dragulaagtigt. Der blev tændt sterinlys og vi hørte noget musik. Det lød rigtig godt. Der var et andet hold turister, som var på en 3 timers tur. De skulle ned i små huller, 6-7 meter dybe. Det ville jeg ikke turde. Tilsidst måtte vi selv om vi ville følges med guiden, eller gå den smalle og snoede vej. Vi tog den smalle og snoede. Det var en god tur. Vi kom til sovenires butikken, hvor vi købte noget at drikke og satte os udenfor.
Derefter kørte vi videre mod Rockhampton. Der skulle der være Rodeo. Rodeo er noget hvor man rider på en tyr eller en hest, og inden har man irriteret dem ved f.eks. at sætte et bånd på maven af dem som er spændt rigtig meget. Det syntes jeg er synd, så jeg havde ikke rigtig lyst til at se set, men det ville min mor og far. Yes! Der var ikke noget i dag. Så jeg var glad.
Vi kørte op i et bjerg, hvor der var en dødssyg campingplads, men der var ingen mennesker så det var ok.
Bundaberg - 21. marts:
I dag skulle vi til Bundaberg og se hvordan man laver øl og rom, men vi havde ikke lige tænkt over at det var langfredag, så alt var lukket. Så vi måtte køre videre til noget der hed Hervey Bay. Det tog en god time. Jeg hader gode timer. De er altid så lange!! Det var påske, så der var mange mennesker. Det var lidt irriterende. Vi hyggede resten af dagen og vi spillede kort. Jeg fører i rommy.
Dårlig nat. Der har kørt kul toge forbi hele natten, så har næsten ikke lukket et øje. Nå men i dag skulle vi ud og se nogle grotter, som lå lige rundt om hjørnet. Da vi kom dertil stod der nogle kænguroer og spiste. Man kunne komme rigtig tæt på dem. De var søde. Min mor var gået ned mod bilen efter kameraet. Vi syntes hun var længe om det, så vi gik ned til hende. Hun havde mødt nogle danskere og var faldet i snak med dem. De skulle også ned og se grotten. Man kom på en guidet tur i en time. Vi gik derind med guiden. Hun fortalte at der engang havde været 15 meter flagermuselort og det havde taget 3 år for dem at fjerne det. Det var lidt vildt at tænke på. Nå men hun fortalte, at der var mange der blev gift i grotten. Der var lavet en kirke i grotten. Jeg syntes det var lidt dragulaagtigt. Der blev tændt sterinlys og vi hørte noget musik. Det lød rigtig godt. Der var et andet hold turister, som var på en 3 timers tur. De skulle ned i små huller, 6-7 meter dybe. Det ville jeg ikke turde. Tilsidst måtte vi selv om vi ville følges med guiden, eller gå den smalle og snoede vej. Vi tog den smalle og snoede. Det var en god tur. Vi kom til sovenires butikken, hvor vi købte noget at drikke og satte os udenfor.
Derefter kørte vi videre mod Rockhampton. Der skulle der være Rodeo. Rodeo er noget hvor man rider på en tyr eller en hest, og inden har man irriteret dem ved f.eks. at sætte et bånd på maven af dem som er spændt rigtig meget. Det syntes jeg er synd, så jeg havde ikke rigtig lyst til at se set, men det ville min mor og far. Yes! Der var ikke noget i dag. Så jeg var glad.
Vi kørte op i et bjerg, hvor der var en dødssyg campingplads, men der var ingen mennesker så det var ok.
Bundaberg - 21. marts:
I dag skulle vi til Bundaberg og se hvordan man laver øl og rom, men vi havde ikke lige tænkt over at det var langfredag, så alt var lukket. Så vi måtte køre videre til noget der hed Hervey Bay. Det tog en god time. Jeg hader gode timer. De er altid så lange!! Det var påske, så der var mange mennesker. Det var lidt irriterende. Vi hyggede resten af dagen og vi spillede kort. Jeg fører i rommy.
Whitsunday Islands - 16. - 17. marts
Vi starter stille ud med at sove lidt længere en de sidste par dage og nyder at vejret er OK og at det ikke regner hele tiden. Vi bader i en kæmpe pool og hygger os. Om eftermiddagen tog vi et smut ud og så nærområdet og prøvede at finde ud af hvad vi skulle de næste par dage.
” The answer is blowing in the wind ”
Det begynder at regne inde i Airlie Beach og der er for meget vind til at vi vil på flere revture med hårdt vejr.
Vi smutter hjem på pladsen og bader lidt i regnvejr og er ved at være trætte af dårligt vejr. Vejrudsigten siger hård blæst de næste 3 dage så vi kommer ikke til at se Whitsunday Islands fra en sejltur som vi ellers ville havde været på. Revet gider vi heller ikke da der er varslet 2-3 meter høje bølger. Ikke lige ideelt for snorkling. P.I.S.
17.marts – Airlie Beach – ”I regn og blæst står urt I skjul derude.”
Det er da utroligt …………………
Nu pisser det ned igen, men humøret er dog nogenlunde højt. Vejrudsigterne for de sydligere destinationer er ikke meget bedre og vi ved ikke helt hvad vi gør.
Vi har holdt os i sikkerhed på campingpladsen og holder os i nærheden af rumskibet. Vi var nede og spille minigolf og Henriette blev nummer to, Alberte nummer tre og Annika nummer fire.
I morgen skal vi et eller andet – måske…………
” The answer is blowing in the wind ”
Det begynder at regne inde i Airlie Beach og der er for meget vind til at vi vil på flere revture med hårdt vejr.
Vi smutter hjem på pladsen og bader lidt i regnvejr og er ved at være trætte af dårligt vejr. Vejrudsigten siger hård blæst de næste 3 dage så vi kommer ikke til at se Whitsunday Islands fra en sejltur som vi ellers ville havde været på. Revet gider vi heller ikke da der er varslet 2-3 meter høje bølger. Ikke lige ideelt for snorkling. P.I.S.
17.marts – Airlie Beach – ”I regn og blæst står urt I skjul derude.”
Det er da utroligt …………………
Nu pisser det ned igen, men humøret er dog nogenlunde højt. Vejrudsigterne for de sydligere destinationer er ikke meget bedre og vi ved ikke helt hvad vi gør.
Vi har holdt os i sikkerhed på campingpladsen og holder os i nærheden af rumskibet. Vi var nede og spille minigolf og Henriette blev nummer to, Alberte nummer tre og Annika nummer fire.
I morgen skal vi et eller andet – måske…………
Turen til Hervey Bay - 18. marts
Vi har nu haft nogle meget stille dage uden de store oplevelser. Faktisk har vi haft tid til at se lidt på kioskhylderne. Man kan ikke åbne et blad uden, at der er noget om Kronprinsesse Mary, men nu er hun ovenikøbet på forsiden, med overskriften ”Mary in Prison”. Det er vi nødt til at købe. Det er en historie om hvordan Prisessen er meget alene hjemme og savner Australien. Desuden er der en karikaturtegning af hende siddende på toilettet, mens hun ammer Isabella. Kornprinsen står i underbukser med en øl i hånden, og den lille Christian sidder på potte. Manden som har lavet tegningen, har vundet en pris. Jeg synes det er totalt grænseoverskridende.
Vi er nu kørt halvvejs til Sydney, og tidsplanen holder nogenlunde. Vi har udset os Eungella Nationalpark, hvor vi håber at se næbdyr. Inden da kører vi mod Finch Hatton Gorge. Her skal der være nogle flotte vandfald som ender ud i en sø hvor man kan bade. Men igen, det er som om vejret ikke rigtig vil som os, så er vejen oversvømmet.
Vi stopper op og overvejer, men alle er nogenlunde enige om, at vi ikke vil køre derud, med fare for at vi ikke kan komme tilbage. Så vi vender om med snuden mod Eungella Nationalpark. Turen op af bjerget er meget stejlt, og lange køretøjer må ikke køre derop. Vi er enige om at 7,5 meter ikke er et langt køretøj, og begiver os op. Vejen er stejl, og vi nærmest kravler derop, heldigvis er der ikke mange på vejene og vi kommer op. Det er turen værd. Der er en subtropisk regnskov, og en fantastisk udsigt over dalen, og med en flod med de der meget sjældne og noget særprægede næbdyr. 
Vi går en tur langs floden. Først ser Alberte en, så går vi videre. Længere fremme er der et udkigspunkt. Der står en del mennesker. De er helt stille, da næbdyr er meget sky. De har stået der en del tid og ikke set nogle, men så kommer vi derhen, og straks ser Ole et næbdyr. De andre kigger forundret på ham – ja han kan være skideirriternde. Efter Eungella kører vi ca 300 km sydpå. Det bliver mørkt og vi ligger os bagved en lastbil. Det gør det noget nemmere, at han ”viser vej” for her er meget mørkt. Derudover er kænguruerne utrolig nysgerrige, de går gerne ud på vejen når de ser lys og vi synes ligesom de er sødest når de ikke er flade. Strækningen er meget øde. Der er langt mellem tankstationerne og ikke det sjoveste sted at gå i stå. Det gør vi heldigvis ikke. Vi når frem til Capricorn Caves, hvor der skulle være en lille campingplads. Vi kører frem og tilbage, men her er helt sort, og vi kan ikke finde noget der ligner en campingplads. Vi kører tilbage, til en pub vi så på vejen. Det er det eneste sted, hvor vi lige kan se, at der er lidt lys. Pub´en er i bedste westernstil. På verandaen sidder der to mænd og en dame. De griner, da jeg hopper ud af vognen og spørger til en campingplads. ”Den er lukket. Der ligger en campingplads 20 k´s (k = kilometer) sydpå, men den har også lukket nu. I kan sove her på parkeringspladsen”. Okidoki, jamen det gør vi da så bare. Vi parkerer, og går over på pubben. Der er kun de tre mennsker. Den ene mand og damen er dem som har pubben, og den anden mand har købmandsbutikken, så det er ikke ligefrem en travl aften. Vi køber noget at drikke og slår os ned, og får en hyggelig snak med dem. Parkeringspladsen hvor vi skal sove ligger lige ud til Bruce HighWay og en jernbane. På Bruce Highway er der tung lastbilstrafik og jernbanen er meget trafikeret. Så det er ikke just et stille og roligt sted vi skal overnatte, og samtidig er det underligt ikke at være på en ”beskyttet” campingsplads. Nå vi falder da i søvn, selv om både Ole og jeg sover noget let denne nat.
Vi er nu kørt halvvejs til Sydney, og tidsplanen holder nogenlunde. Vi har udset os Eungella Nationalpark, hvor vi håber at se næbdyr. Inden da kører vi mod Finch Hatton Gorge. Her skal der være nogle flotte vandfald som ender ud i en sø hvor man kan bade. Men igen, det er som om vejret ikke rigtig vil som os, så er vejen oversvømmet.
Vi stopper op og overvejer, men alle er nogenlunde enige om, at vi ikke vil køre derud, med fare for at vi ikke kan komme tilbage. Så vi vender om med snuden mod Eungella Nationalpark. Turen op af bjerget er meget stejlt, og lange køretøjer må ikke køre derop. Vi er enige om at 7,5 meter ikke er et langt køretøj, og begiver os op. Vejen er stejl, og vi nærmest kravler derop, heldigvis er der ikke mange på vejene og vi kommer op. Det er turen værd. Der er en subtropisk regnskov, og en fantastisk udsigt over dalen, og med en flod med de der meget sjældne og noget særprægede næbdyr. 
Vi går en tur langs floden. Først ser Alberte en, så går vi videre. Længere fremme er der et udkigspunkt. Der står en del mennesker. De er helt stille, da næbdyr er meget sky. De har stået der en del tid og ikke set nogle, men så kommer vi derhen, og straks ser Ole et næbdyr. De andre kigger forundret på ham – ja han kan være skideirriternde. Efter Eungella kører vi ca 300 km sydpå. Det bliver mørkt og vi ligger os bagved en lastbil. Det gør det noget nemmere, at han ”viser vej” for her er meget mørkt. Derudover er kænguruerne utrolig nysgerrige, de går gerne ud på vejen når de ser lys og vi synes ligesom de er sødest når de ikke er flade. Strækningen er meget øde. Der er langt mellem tankstationerne og ikke det sjoveste sted at gå i stå. Det gør vi heldigvis ikke. Vi når frem til Capricorn Caves, hvor der skulle være en lille campingplads. Vi kører frem og tilbage, men her er helt sort, og vi kan ikke finde noget der ligner en campingplads. Vi kører tilbage, til en pub vi så på vejen. Det er det eneste sted, hvor vi lige kan se, at der er lidt lys. Pub´en er i bedste westernstil. På verandaen sidder der to mænd og en dame. De griner, da jeg hopper ud af vognen og spørger til en campingplads. ”Den er lukket. Der ligger en campingplads 20 k´s (k = kilometer) sydpå, men den har også lukket nu. I kan sove her på parkeringspladsen”. Okidoki, jamen det gør vi da så bare. Vi parkerer, og går over på pubben. Der er kun de tre mennsker. Den ene mand og damen er dem som har pubben, og den anden mand har købmandsbutikken, så det er ikke ligefrem en travl aften. Vi køber noget at drikke og slår os ned, og får en hyggelig snak med dem. Parkeringspladsen hvor vi skal sove ligger lige ud til Bruce HighWay og en jernbane. På Bruce Highway er der tung lastbilstrafik og jernbanen er meget trafikeret. Så det er ikke just et stille og roligt sted vi skal overnatte, og samtidig er det underligt ikke at være på en ”beskyttet” campingsplads. Nå vi falder da i søvn, selv om både Ole og jeg sover noget let denne nat.Fra Cairns til Whitesundays - 15. marts
Nå nu kører rumskibet igen. Vi har lejet en Apollo campervan fra Cairns til Sydney ca. 2.634 km. Vi har 18 dage, til at nå ekspeditionen. Da vi henter camperen, er vi lidt i tvivl om hvad vi skal. Vi har egentlig planlagt at køre lidt ind i landet, for at se nogle Lava tubes. Men det regner stadig, og vi fornemmer, at det kun bliver værre. Vi spørger os til råds hos Apollo, og de kan kun advare os mod at køre derind. Flere steder er floderne løbet over deres bredder, og vejene er spærrede. Årsagen til alle disse oversvømmelser er selvfølgelig alt den regn og når det samtidig bliver højvande, så løber floderne over. De mener ikke engang, at vi kan komme ret langt sydpå, før vores vej vil være spærret. Man holder så ind til siden, og bare venter til vandet er væk. Vi skal nok regne med at det tager et par dage at komme væk fra denne tropiske regn, men da det kun bliver værrere, skal vi se at komme afsted, får vi at vide.
Så det gør vi. Mens det regner og regner. Første forhindring skulle være i Gordonvale ikke langt fra Cairns. Her er der ingen problemer, selvom vi godt kan se, at floden ligger meget højt, men vi kommer igennem, og vi føler os heldige. Næste forhindring skulle komme omkring Innisfall. Igen er vi heldige.
Sidste forhindring er så Tully. Tully har en meget kedelig rekord. Det er den by der har mest nedbør i hele Australien. Rekorden er 7,9 meter på et år. På en enkelt dag kan der komme over en meter. Annika siger ”hvem gider bo i sådan en by” Tja det ved vi ikke, men de har da i hvert fald forsøgt at få det bedste ud af det, og har bygget en gummistøvle som er 7,9 meter høj. Den kan man så komme op i, og det må vi lige prøve, inden vi kører ud i vandmasserne igen. Da vi kører udenfor Tully, så starter det så. Vejen er væk og erstattet af vand. Vi husker lige Apollo fætterens sidste ord inden han spurgte om vi var klar til Rockin´ Roll: ”Vær forsigtig med de oversvømmelser. Camperen er nærmest en båd”. Hhhhmm, Vi holdt stille lidt, kiggede på vandmasserne, og de andre biler (de fleste af dem firehjulstrækkere) som meget langsomt begav sig afsted. Vi overvejede situationen, og blev enige om, at vi ikke gad bliver her. Så vi kørte! Langsomt gik det, og det var svært at se hvad der var vej, og hvad der var flod. Langsomt men sikkert kom vi over på den anden side. Vi var høje. Lige indtil vi kiggede længere frem…. Der var endnu en oversvømmelse. 
Bare lidt værre. Nå, men nu var vi ligesom sprunget ud i det, så der var kun en vej, og det var frem. Vi sneg os langsomt afsted. Jeg havde overskud til at tage et par billeder, men ellers holdt vi vejret. Noget af vejen var væk, og det var i det hele taget meget ubehageligt, og vi var rigtig glade, da vi kom tørskoet igennem det. Jeg har altid synes at en firehjulstrækker i København er latterligt, men her – det er det eneste rigtige.
Efter vandmasserne, var det pludselig som om at vejret klarede lidt op. Skyerne blev lysere. Landskabet ændrede også karakter. Det var slut med troperne, nu begav vi os ind i et noget tørrere klima. Målet var at komme frem til sol og tørvejr. Vi kørte ca 650 km., og var fremme ca. kl 19.30 ved Airlie Beach, som ligger ved Whitsunday Island. Så har vi taget en ordentlig bid, og kan blive nogle dage her. Da vi kommer frem til den campingplads som vi har udtænkt os, er der lukket, men via en telefon, får vi lov at komme ind og falder om efter en hård dag.
Så det gør vi. Mens det regner og regner. Første forhindring skulle være i Gordonvale ikke langt fra Cairns. Her er der ingen problemer, selvom vi godt kan se, at floden ligger meget højt, men vi kommer igennem, og vi føler os heldige. Næste forhindring skulle komme omkring Innisfall. Igen er vi heldige.
Sidste forhindring er så Tully. Tully har en meget kedelig rekord. Det er den by der har mest nedbør i hele Australien. Rekorden er 7,9 meter på et år. På en enkelt dag kan der komme over en meter. Annika siger ”hvem gider bo i sådan en by” Tja det ved vi ikke, men de har da i hvert fald forsøgt at få det bedste ud af det, og har bygget en gummistøvle som er 7,9 meter høj. Den kan man så komme op i, og det må vi lige prøve, inden vi kører ud i vandmasserne igen. Da vi kører udenfor Tully, så starter det så. Vejen er væk og erstattet af vand. Vi husker lige Apollo fætterens sidste ord inden han spurgte om vi var klar til Rockin´ Roll: ”Vær forsigtig med de oversvømmelser. Camperen er nærmest en båd”. Hhhhmm, Vi holdt stille lidt, kiggede på vandmasserne, og de andre biler (de fleste af dem firehjulstrækkere) som meget langsomt begav sig afsted. Vi overvejede situationen, og blev enige om, at vi ikke gad bliver her. Så vi kørte! Langsomt gik det, og det var svært at se hvad der var vej, og hvad der var flod. Langsomt men sikkert kom vi over på den anden side. Vi var høje. Lige indtil vi kiggede længere frem…. Der var endnu en oversvømmelse. 
Bare lidt værre. Nå, men nu var vi ligesom sprunget ud i det, så der var kun en vej, og det var frem. Vi sneg os langsomt afsted. Jeg havde overskud til at tage et par billeder, men ellers holdt vi vejret. Noget af vejen var væk, og det var i det hele taget meget ubehageligt, og vi var rigtig glade, da vi kom tørskoet igennem det. Jeg har altid synes at en firehjulstrækker i København er latterligt, men her – det er det eneste rigtige.Efter vandmasserne, var det pludselig som om at vejret klarede lidt op. Skyerne blev lysere. Landskabet ændrede også karakter. Det var slut med troperne, nu begav vi os ind i et noget tørrere klima. Målet var at komme frem til sol og tørvejr. Vi kørte ca 650 km., og var fremme ca. kl 19.30 ved Airlie Beach, som ligger ved Whitsunday Island. Så har vi taget en ordentlig bid, og kan blive nogle dage her. Da vi kommer frem til den campingplads som vi har udtænkt os, er der lukket, men via en telefon, får vi lov at komme ind og falder om efter en hård dag.
Cape Tribulation - 13. marts
”Tidlig op og gå tidlig i seng – det er godt for en lille bondedreng.” Vi var tidligt oppe i dag for vi skulle på overlevelsestur til Cape Tribulation.
Efter anbefaling fra vores vært EDDIE, tager vi først til Mossman Gorge, som er et flot sted i regnskoven ved en flod. Vi er nødt til at køre igennem lidt vand på vejen for at komme frem og tilbage.
Så kører vi til Daintree Rainforest Center med boardwalks og mulighed for Casuar spotting. En flot og sikker tur gennem regnskoven med en masse information i et lille inforum med videoguider osv. Vi ser blandt andet en video om en casuar der angriber en ranger. Disse fugle der ikke kan flyve er livsfarlige hvis de føler sig truet.
Vi ser også en kæmpe vandrende pind, som faktisk er for stor til at blive kaldt en pind. Så vi kalder den en vandrende kæp.
Videre til Cow Bay hvor den tropiske regnskov møder stranden. Flot syn og vi kiggede også godt efter om der skulle være nogle saltvandskrokodiler.
Vi kører videre mod Cape Tribulation men bliver stoppet af oversvømmelse. Flooding.
Jeg går ned og kigger på 30-50 mennesker der står på den forkerte side af vejen og de vil gerne hjem . Vi er lidt heldigere vi vil bare gerne frem. Men har da mulighed for at køre hjem hvis vi vil og det vil vi.
På vej tilbage snakker vi om at vi skal sejle en tur på Daintree river og spotte lidt krokodiller i det fri. Det skaber en mægtig krise i familien for der er ikke rigtig stemning for at sejle ud blandt de blodtørstige sataner som efter sigende elsker at spise danskere.
Jeg prøver med forskellige argumenter og siger at de ikke kan lide danskere med sure tæer men den duer ikke. Ungerne vil bare ikke ud på den flod, men da jeg VIL se krokodiller og Henriette gerne vil have en glad mand, så bliver det til en tur på floden. Vi kommer med en båd og der er blot 2 andre med udover os og guiden. Så jeg regner ud at der er 14,286 % chance for at blive nappet af en krokodille, hvis den skulle tage en fra vores båd. Vi sejler afsted og vores kaptajn/guide er en rar Aussiefætter der livligt fortæller om livet ved floden. Han siger vi bare skal spørge hvis vi vil vide noget. Han spotter hurtigt lidt fugleliv ved bredden og fortæller lidt og fuglene. Men DET HAR VI HØRT, vi vil se KROKODILLER. Så spotter han en lille slange i et træ og sejler helt tæt på så vi kan se den. 
Den ser sød ud og er ikke giftig. Den kan bide og vil sprøjte sin ufarlige gift i dig hvis den kan. Når den ikke har mere gift så vil den skide på dig så du stinker i flere timer efter. Det er i hvert fald hvad guiden fortæller.
Han foræller pludselig at ”lige her” var der en 4,5 meter lang krokodille som de så på den sidste tur. Henriette rykker lidt tættere på midten af båden, selvom hun nok sad præcis i midten i forvejen. Vi sejler lidt videre og han spotter flere slanger. Vi ser vel i alt 6-8 stykker. Blandt andet 3 store Pythonslanger, hvor den største vel var 5-6 meter lange. Pludselig så vi de vildeste flagermus og det var så FRUIT-BATS. De er aktive meget af dagen og er de største jeg har set. De er vel som et stort marsvin med et vingefang på knap 1 meter. Han fortæller, at den koloni vi ser, er på 250.000 individer og at de ligger og flytter sig rundt mellem 3-4 forskellige lokaliteter for at undgå pythonslangerne som kan lugte dem. Slangerne kan lugte dem på flere kilometers afstand og de samler sig så i træerne og guffer løs af dem. Pludselig er der en krokodille. Han peger men vi kan ikke se noget. Så ser vi den, men den er meget lille og ser ikke spor farlig ud. Den er en meter og er kun 1-2 år gammel. De skal klare sig selv fra den dag de kommer ud af ægget. Vi ser et par slanger mere og så sejler han ind til bredden hvor der ligger en 2-3 meters hun krokodille. Den ser heller ikke specielt farlig ud, men det er den siger han. Fra 2 meters længde er de livsfarlige og angriber alt som er i vandet. Han fortæller at hvis den først angriber så får den dig også. De ligger på lur og pludselig skyder de op af vandet og sætter tænderne i dig. De største i denne flod er 5 meter og han fortæller at FAT ALBERT er den største, men at de ikke ser dem så meget i på denne årstid. Til gengæld er det den farligste årstid af alle, da de pga. det varme vand er meget kampklare og aggressive. Vi ser pludselig en masse små frøer og han fortæller at de er indført fra USA i 1935 og de er blevet en faunaforurening som er svær at komme til livs. De er giftige og har ingen fjender. De små nyudklækkede krokodiller kommer til at spise dem og dør af det. Jeg ved ikke rigtig om jeg syntes det er synd for disse krokodiller, for de er nogle sataner af rang. Vi ser også en anden flot og meget grøn frø - en White Lipped Treefrog - som er en mester i at gemme sig, men som guiden sagde
: ”This frog is a master of disguise, but it´s not doing well today”. Den sad SKRIGGRØN på en helt hvidbrun gren og man kunne næsten ikke undgå at se den. Jeg spurgte om det måske var en selvmordsfrø der var træt af at leve, og det var da en mulighed mente han. Turen var slut og vi kom tilbage i sikkerhed i bilen. Hjem til vores dejlige og krokodillefri pool til en velfortjent aftendukkert.
Efter anbefaling fra vores vært EDDIE, tager vi først til Mossman Gorge, som er et flot sted i regnskoven ved en flod. Vi er nødt til at køre igennem lidt vand på vejen for at komme frem og tilbage.
Så kører vi til Daintree Rainforest Center med boardwalks og mulighed for Casuar spotting. En flot og sikker tur gennem regnskoven med en masse information i et lille inforum med videoguider osv. Vi ser blandt andet en video om en casuar der angriber en ranger. Disse fugle der ikke kan flyve er livsfarlige hvis de føler sig truet.
Vi ser også en kæmpe vandrende pind, som faktisk er for stor til at blive kaldt en pind. Så vi kalder den en vandrende kæp.
Videre til Cow Bay hvor den tropiske regnskov møder stranden. Flot syn og vi kiggede også godt efter om der skulle være nogle saltvandskrokodiler.
Vi kører videre mod Cape Tribulation men bliver stoppet af oversvømmelse. Flooding.
Jeg går ned og kigger på 30-50 mennesker der står på den forkerte side af vejen og de vil gerne hjem . Vi er lidt heldigere vi vil bare gerne frem. Men har da mulighed for at køre hjem hvis vi vil og det vil vi.
På vej tilbage snakker vi om at vi skal sejle en tur på Daintree river og spotte lidt krokodiller i det fri. Det skaber en mægtig krise i familien for der er ikke rigtig stemning for at sejle ud blandt de blodtørstige sataner som efter sigende elsker at spise danskere.
Jeg prøver med forskellige argumenter og siger at de ikke kan lide danskere med sure tæer men den duer ikke. Ungerne vil bare ikke ud på den flod, men da jeg VIL se krokodiller og Henriette gerne vil have en glad mand, så bliver det til en tur på floden. Vi kommer med en båd og der er blot 2 andre med udover os og guiden. Så jeg regner ud at der er 14,286 % chance for at blive nappet af en krokodille, hvis den skulle tage en fra vores båd. Vi sejler afsted og vores kaptajn/guide er en rar Aussiefætter der livligt fortæller om livet ved floden. Han siger vi bare skal spørge hvis vi vil vide noget. Han spotter hurtigt lidt fugleliv ved bredden og fortæller lidt og fuglene. Men DET HAR VI HØRT, vi vil se KROKODILLER. Så spotter han en lille slange i et træ og sejler helt tæt på så vi kan se den. 
Den ser sød ud og er ikke giftig. Den kan bide og vil sprøjte sin ufarlige gift i dig hvis den kan. Når den ikke har mere gift så vil den skide på dig så du stinker i flere timer efter. Det er i hvert fald hvad guiden fortæller.Han foræller pludselig at ”lige her” var der en 4,5 meter lang krokodille som de så på den sidste tur. Henriette rykker lidt tættere på midten af båden, selvom hun nok sad præcis i midten i forvejen. Vi sejler lidt videre og han spotter flere slanger. Vi ser vel i alt 6-8 stykker. Blandt andet 3 store Pythonslanger, hvor den største vel var 5-6 meter lange. Pludselig så vi de vildeste flagermus og det var så FRUIT-BATS. De er aktive meget af dagen og er de største jeg har set. De er vel som et stort marsvin med et vingefang på knap 1 meter. Han fortæller, at den koloni vi ser, er på 250.000 individer og at de ligger og flytter sig rundt mellem 3-4 forskellige lokaliteter for at undgå pythonslangerne som kan lugte dem. Slangerne kan lugte dem på flere kilometers afstand og de samler sig så i træerne og guffer løs af dem. Pludselig er der en krokodille. Han peger men vi kan ikke se noget. Så ser vi den, men den er meget lille og ser ikke spor farlig ud. Den er en meter og er kun 1-2 år gammel. De skal klare sig selv fra den dag de kommer ud af ægget. Vi ser et par slanger mere og så sejler han ind til bredden hvor der ligger en 2-3 meters hun krokodille. Den ser heller ikke specielt farlig ud, men det er den siger han. Fra 2 meters længde er de livsfarlige og angriber alt som er i vandet. Han fortæller at hvis den først angriber så får den dig også. De ligger på lur og pludselig skyder de op af vandet og sætter tænderne i dig. De største i denne flod er 5 meter og han fortæller at FAT ALBERT er den største, men at de ikke ser dem så meget i på denne årstid. Til gengæld er det den farligste årstid af alle, da de pga. det varme vand er meget kampklare og aggressive. Vi ser pludselig en masse små frøer og han fortæller at de er indført fra USA i 1935 og de er blevet en faunaforurening som er svær at komme til livs. De er giftige og har ingen fjender. De små nyudklækkede krokodiller kommer til at spise dem og dør af det. Jeg ved ikke rigtig om jeg syntes det er synd for disse krokodiller, for de er nogle sataner af rang. Vi ser også en anden flot og meget grøn frø - en White Lipped Treefrog - som er en mester i at gemme sig, men som guiden sagde
: ”This frog is a master of disguise, but it´s not doing well today”. Den sad SKRIGGRØN på en helt hvidbrun gren og man kunne næsten ikke undgå at se den. Jeg spurgte om det måske var en selvmordsfrø der var træt af at leve, og det var da en mulighed mente han. Turen var slut og vi kom tilbage i sikkerhed i bilen. Hjem til vores dejlige og krokodillefri pool til en velfortjent aftendukkert.
Abonner på:
Opslag (Atom)