11. april – Wannaka til Queenstown:
Vi sov ”tilfældigvis” ved en sø, og startede morgenen med at fiske. Udover der ikke kom fisk på krogen, gik det godt. Pigerne er så grebet af det (gade vide hvor de har det fra), at de nu vil ha´ en stang hver, så de ikke skal stå der og vente. Ole derimod, får ikke megen tid til fluefiskeriet. Pigerne er der hele tiden, så han er helt stresset over at hjælpe dem. Ja, sådan er det. Vi kørte derefter ind i et skiområde, endnu engang var det som at være med i en film. Husene var som for 100 år siden, og fårene gik på vejen.
Arrowtown var vores mål. En gammel guldvaskerby. Her er husene også bevaret som 
dengang, da byen var fuld af guld. Man kan stadig vaske guld i floden, selvom det vist ikke er noget man bliver rig af. Vi forsøgte i over en time, og fandt ikke engang en lille smule støv! Så vi gik op i en skihytte, med ild i pejsen og fik frokost. Det er første gang vi ikke spiser i camperen, så det var helt rart, at få maden serveret. Derefte kørte vi til Queenstown. Her fik vi så en fiskestang mere, så skal vi ikke skændes over det. Det er en rigtig ski-by, og vi ville egentlig gerne blive nogle dage i dette område, men sneen mangler ligesom, så det gør vi ikke. Vi havde aftalt at vi skulle på en rigtig campingplads, vi trænger alle til et bad, men vi havnede alligevel endnu engang på en offentlig plads og så må badet vente til i morgen.
12. april – te Anau:
I nat sagde Annika ”hvem vil holde min fiskestang?”
Der er noget der skal bearbejdes i løbet af natten. Endnu engang vågnede vi op ved en sø, efter at ha´ fisket om aftenen til det blev mørkt. Her om morgenen er det mest remarkable mountains, vi ligger mærke til, som flot står bag søen. Nu trænger vi virkelig til et bad!! Så vi kører direkte ind på en campingplads i Te Anau, byen som er indgang til Fjordland Nationalpark. Efter et tiltrængt bad og tøjvask, hvad gør vi så? Rigtig, vi kører ned til en sø og fisker!!! Det er ikke fordi jeg har glemt at skrive fangsrapport. Der har bare ikke været så meget at skrive om, men det er åbenbart ikke det væsentlige??!! Om aftenen, skal vi ud til en grotte. Vi bliver sejlet derud, og med en guide ført gennem en grotte. Grotten minder om den ved Arthurs Pass, og jeg er nu rigtig glad for at vi ikke gik ind i den. Her er der gangbro over vandet som fosser gennem grotten, og selvom her er sat lys op, er det lidt uhyggeligt. Turen slutter med en sejltur ind i mørket, for her er de meget berømte ”glowworms”. Orme som lyser. Det ligner små halogen spot, der sidder oppe i loftet af grotten. Båden sejler helt stille rundt i total mørke, og man skal ikke lide af klaustofobi.
13. april – vi er halvvejs:
3 måneder er der nu gået, og der er 3 igen. Vi er så langt væk vi overhovedet kan komme, så nu går det så småt hjemad. Tit siger pigerne, at de savner det derhjemme. Det er især familie, kammerater og det gule hus der bliver nævnt. Turen i dag går ud til Doubtful Sound. Doubtful hedder det, fordi Cook i 1771, sejlede forbi, m
en ikke turde sejle derind, da det var tvivlsomt, om der var nok vind til at få dem ud igen. Så nu fik vi krammet på ham Cook. Første etape er en sejltur på en sø ud til en fasinerende powerstation, som er bygget for at udnytte vandets kraft. Vandet falder 166 meter fra søen til fjorden og der er under jorden bygget tubiner, der skaber elektricitet via vandet. Vi kører ned i bjerget, og ser tubinerne. Sindsygt facinerende projekt. Dernæst går turen ud på fjorden som fører os ud til Tasman Sea.
14.april – Milford Sound.
Vi kører tidligt fra Te Anau med kurs mod Milford Sound. Det er, på trods af at vejudsigten havde lovet regn, fantastisk vejr. Vi kører mod Milford og har egentligt vejen rimeligt meget for os selv. Men pludselig er der et par tusinde modgående får der ikke rigtig kan finde ud af at der er venstrekørsel/gang i dette land.
De er over hele vejen og vi kan ligeå godt slukke motoren og bare nyde synet og filme lidt. Endelig FÅR de nosset sig forbi og det er vel derfra ordet NOSSEFÅR stammer. Nå, videre mod Milford og hele vejen er en perlerække af smukke udsigter betående af forrevne bjerge, dybe dale og spejlblanke søer og brusende floder. Omtrendt midvejs finder vi en Naturcamp og beslutter at vi skal overnatte her på vejen tilbage. Søen hedder Lake Gunn og her ser rigtigt hyggeligt ud. Så er vi ved at nærme os toppen af bjergene og pludselig er de der : KEA’erne , vores længe eftersøgte bjergpapegøjer. Det er verdens klogeste fugl og de er meget interesserede i mennesker og er utroligt nysgerrige og undersøgende. Vi standser bilen og straks begynder de at udforske vores bil. De hakker i alt og piller i vinduerne for at se hvad de kan få ud af det. Hvis man triller en sten eller rører en pind så skal de straks hen og tjekke hvad det er der foregår. Vi hygger os lidt med de søde fugle og er gl
ade for at det er udlejningsbil og ikke PASSATEN vi er kørende i. Vi kæmper os videre helt op til toppen hvor vi går en lille tur i højalpin natur. 
Vi skal igennem en tunnel gennem bjerget for at komme til Milford og det er lidt uhyggeligt for der er kun et spor og der er ret mørkt i tunnelen. Vi kommer dog sikkert igennem og kommer til Milford hvor vi havde tænkt os at prøve at se fjorden fra havkajak. Men man laver selvfølgelig ikke ture for familier med børn. Surt … Rigtigt surt for det havde vi glædet os til. Hvad gør en klog så, når vi ligesom havde prøvet at sejle på Doubtful Sound. Vi tager bare tilbage samme vej tænker jeg, men er det ikke også for sindsygt nu vi er her. OK, vi tager en tur med en lidt mindre båd hvor der er til til at lave lidt afstikkere. Vi når lige at komme med kl 1315 og det er en båd med plads til omkring 100 turister. De store kan vel have 500 passagerer med. Vi er blot 12 ombord på denne tur og vi kalder det for en VIP-tur. Milford Sound er bare flot og noget vildere en Doubtful Sound. Bjergene rejser sig meget hurtigt og man får fornemmelsen af at være i en slugt. Det ene bjerg rejser sig 1670 meter op direkte fra havoverfladen. Det er vildt. Guiden fortæller om de mange jordskælv der er i området og det er også vildt. Der er 150-200 jordskælv om året i dette område. Mange af dem på mere en 5 på richter skalaen. De fleste skælv mærkes dog ikke af befolkningen da dette område er ligger meget afsides. Pludselig ser vi nogle delfiner og da det er en ”explorer båd ” så vender han om og følger lidt efter dem for at se om de vil lege. Det vil de og det er Bottlenosedelfiner og der er mange af dem. De hygger sig og svømmer langs båden. Når man banker på skroget så kigger de op for at sige hej. De er ret store og vi har fået at vide at de kan blive optil 8 meter lange. Vi følger delfinerne i 10 minutter og vender så om for at fortsætte ud til fjordens begyndelse. På vej tilbage er de der pludselig igen og denne gang er der rigtig mange, vi skyder på et par hundrede og de springer lystigt omkring båden og svømmer på rygger og viser sig rigtigt frem. Herligt dyr som man vist skal være lidt sær for ikke at syntes om. Vi kører tilbage til Lake Gunn og får placeret Camperen med perfekt udsyn til søen. 
Vi har fiskegearet klart og går i gang med det samme. Der går ikke 5 minutter så ser jeg en stor ål på 1,50 meters længde som vi IKKE vil fange. Lige pludselig svømmer der en ørred ved siden af ålen. OK så er de her , så skal vi bare fange dem. Vi arbejder hårdt med fiskeriet indtil det bliver mørkt og sætter os så ind og spiser en lækker kyllingeret som Henriette har kokkereret.
15.april - Lake Gunn til Dunedin
Jeg vågner lidt tidligt her til morgen. Det er nok den ørred fra i går der har vækket mig, så jeg lister op og tager tøj på. Jeg forsøger at snige mig ud men ser godt at Alberte lige åbner øjnene. Nå jeg finder fluestangen frem og lister ned til bredden og det er bare en skøn morgen. Bortset fra fuglenes kvidren så er der helt stille. Jeg er efterhånden blevet rimelig god til at styre fluestangen og da jeg ved at fiskene er der så er det bare et spørgsmål om tid før vi har klaret aftensmaden. Jeg fisker i 20 minutter og så står dobbelt A med deres fiskestænger og er klar. Vi fisker og fisker og jeg tror efterhånden ikke rigtigt på det mere. Jeg har set ørreden flere gange og lagt fluen og blinkene lige ud foran næsen på den. Ingen rektion, den er åbenbart bedre vant. Annika giver også op og går ind for at starte sin restaurant op. Hun kommer ud og tager imod bestillinger og lusker så ind igen for at forberede maden.
Pludselig råber Alberte ” Far, der er bid ” , jeg kigger og kan godt se at der er liv i stangen og der springer med det samme en flot ørred ud af vandet 15 meter ude. Jeg farer hen for at hjælpe hende, men den er røget af siger Alberte. Linen er helt slap. Skide ærgerligt tænker vi begge men så er den der igen, den har været på hele tiden men er bare svømmet hen mod Alberte så linen er blevet slap. Den bliver siddende på og vi får i fælleskab ørreden på land. 50 cm og knap 2 kg er den meget flotte regnbueørred fanget af Alberte på en teleskopstang og en tasmanien devil.. God start på dagen og klokken bliver faktisk 1100 før vi kommer videre og kører til Dunedin. En lang kedelig køretur hvor højdepunkterne er de tusindvis af får og hjorte der er alle vegne. Om aftenen spiser vi hjemmefanget fisk med kartofler og hollandaise. Henriette ser mange misundelige blikke da hun putter fisken i ovnen i køkkenet på campingpladsern. Fisken smager desværre ikke så godt som den så ud. Den smager godt, men kødet er meget hvidt og har ikke helt så meget smag som en havørred. Vi kører hele vejen til Dunedin og overnatter på en røvsyg campingplads nærmest inde i byen.
16.april - Dunedin - Otago Peninsula
Min fluestang er blevet pensioneret og kommer ikke I aktion mere. Nederlaget i går var altødelæggende for min selvtillid og jeg har besluttet at jeg ikke vil ydmyges yderligere. Den sidste uge på NZ vil jeg undgå steder hvor vi kan fiske, selvfølgelig uden at de andre fatter mistanke.
Vi kommer lidt sent afsted og kører en rundtur på Otago-peninsula. Vi skal ud og se albatrosser ude på spidsen og evt.se en pingvin koloni hvis det er muligt. Vi får set Albatros kolonien og lærer en del om albatrosser. Det er nogle underlige fugle der gør livet meget svært for sig selv. De lægger kun 1 æg og kun hvert andet år. De første 5 år af deres liv sætter de ikke fødderne på land men flyver rundt om antarktis et par gange. Så vende de tilbage til deres fødested og leger med andre unge albatrosser i en periode. Dette gentager sig i 4-5 år og i denne periode finder de deres mage og så begynder de også at lægge æg. Vi ser desværre ingen voksne fugle da de kræver ret meget vind for at være flyvende. Vi ser kun 4 unger som er ret passive. De vejer op til 12 kg og er egentligt tungere end de voksne fugle. Der går 1 år inden de er på vingerne og på det tidspunkt har de tabt sig og vejer kun omkring 8,5 kg. En meget interessant tur men skuffende at vi ikke så flyvende fugle som skulle være et fantastisk syn. Vi så til gengæld en ilder som er deres værste fjende. Den susede rundt ude mellem ungerne, men var ikke rigtig en trussel nu da ungerne kan forsvare sig med deres næb.
Halvøen er kanonflot og der er lidt havekolonistemning over områderne ved vandet og Heather Hill stemning over de rullende bakker, hvor der er får alle vegne. Vi kører hele turen rundt og ender inde i Dunedin hvor vi spiser frokost på en af de tusindvis af restauranter som byen har. Der er flere restauranter/barer pr. indbygger end i New York. Bagefter shopper jeg et par nye vandresko og trekking sokker til mig, da der er en underlig lugt fra mine gummisko som ikke vil forsvinde. Ekspedienten lovede mig at jeg ville få pengene tilbage hvis jeg skulle opleve lugtgener med denne konstellation af sokker og sko.
Vi stikker af igen og kører nordpå, hvor planen er at overnatte ved Shag Point, en naturcamp oppe mod Maureki Boulders som vi har planlagt at se på i morgen. Shag Point eksisterer bare ikke så vi ender helt oppe ved Maureki Boulders på en lille campingplads 2 kilometer derfra.
17.april - Maureki Boulders mod Hanmar Springs via Christchurch.
Vi kører som planlagt hen og ser på The Boulders som er nogle kuglerunde muddersten som bliver vasket ud af kystlinien.
Det er et underligt fænomen, og et smukt syn. Mudderet er presset sammen gennem millioner af år og er limet sammen af nogle mineraler. Når kuglerne kommer ned i vandet så udvaskes mineralerne og kuglerne falder fra hinanden. Vi tager lidt billeder af dette fænomen på en i øvrigt flot strand og kører så videre mod Christchurch , hvor vi måske vil overnatte. Undervejs beslutter vi os for at køre ind til et center som vi handlede i første gang vi var i Christchurch. Her vil Henriette og ungerne hygge sig i et par timer mens jeg får opdateret min dagbog som jeg er kommet lidt for langt bagud med. Vi får gjort det vi skal og kører videre mod Hanmar Springs. Jeg vil gerne finde en camp hvor vi evt kan nå lidt aftenfiskeri og lidt morgen fiskeri. Det lykkedes ikke og vi ender så her hvor vi er nu. En lille hyggelig campingplads lige op af hovedvejen og jernbanen. Campingpladsen er lavet som en lille jernbane station med et par togstammer som er lavet til beboelse. Primitivt men utroligt hyggeligt. Vi blev modtaget af gammel bonderøvsfætter. Utrolig flink og hyggelig og rar at snakke med. Han sagde vi skulle komme over i køkkenet i morgen tidlig for der var altid friskbagt brød. SÅ det gør vi nok . Godnat.
18.april – Hanmar Springs
Vi kører tidligt fra den lille jernbane campingplads og kører mod de varme kilder ved Hanmar Springs. Området er meget smukt og vi er på udkik efter et flot sted vi kan spise morgenmad. Det tager lidt tid at finde det perfekte sted, men det lykkedes til sidst. Vi placerer camperen direkte ned til en flot flod og laver lidt mad klar. Jeg har som chauffør visse rettigheder og en af dem er at jeg kan tilade mig at gå ned og fiske mens pigerne laver morgenmad. Annika tilrager sig dog de samme rettigheder i dag og lusker med ud og ned til floden. I første kast følger der en lille ørred med ind til kanten men den bider ikke på. Annika og jeg kaster ud 5 gange mere og smutter så op og spiser mad. Efter maden beslutter vi at vi vil bruge et kvarter på at rette linerne ud, så det gør vi. Annika går med ned igen, men lusker op da det begynder at dryppe lidt. Lige da hun er smuttet fanger jeg en lille ørred på omkring 30 cm. Det er en flot bækørred og jeg er nødt til at tage den med op til bilen og vise pigerne den. Ellers tror de simpelthen ikke på det. Alberte går med ned og prøver i 10 minutter mere og vi har begge et par hug, men fanger ikke noget. God start på dagen, klokken er kun 1015 og vi har allerede kørt 35 kilometer, spist morgenmad et perfekt sted og fanget en fisk. Hvad mere kan man forlange. Videre mod Hanmar Springs som ligger 35 kilometer længere fremme. Vi kører videre gennem smukt landskab og ankommer til en lille hyggelig alpin by hvor der er skiløb om vinteren og andre aktiviteter resten af året. Byen er heldig at have nogle varme kilder og det er dem vi er kommet for at bade i. Vi betaler entre,40 dollar for hele familien, og går ind og nyder de sunde mineralbade. Det er udendørs og der er lidt koldt i luften. Men badene er til gengæld i en behagelig temperatur. De er alle mellem 35 og 41 grader vame. De varmeste er sulphur bade og de er dejlige bortset fra at de stinker af æggebomber. Vi hygger os i et par timer og bliver rigtig sunde, så vi kan tillade os at leve lidt usundt de næste par dage. Jeg havde set at der var mulighed for at ride i nærheden og jeg blev ret populær hos dobbelt A da jeg foreslog det. Til gengæld var Henriettye ikke vild med ideen. Det endte med at Henriette blev efterladt i Hanmar Springs og Søvang Horse Show tog op til Hanmar Horses som lå lidt uden for byen. Vi kom ombord på krikkerne og red 1 time i et flot terræn. Turen var ikke så sjov som ved gletcheren, da vi ikke fik lov til at styre hestene så meget. De red meget i række og fulgte stort set bare efter hinanden. Vi kørte tilbage til byen og fandt Henriette som havde fået en ansigtsbehandling på en Spaklinik. Vi overvejede kort om vi skulle tage en Offroad overnatning ved floden hvor jeg fangede fisken tidligere på dagen, men endte med at overnatte på Campingplads i byen. Annika lavede kartoffelmos med kødsovs og der blev spist op. Vi tager nok fiskeriet i morgen tidlig og kører så til Kaikura og kigger på havdyr.
PS. Henritte sidder lige og sunder sig ovenpå en grænseoverskridende oplevelse. Hun har tømt vores kemiske toilet i dag og er nærmest gået i koma over det. Hun har vasket hænder 24 gange og er villig til hvad som helst for at slippe for denne opgave fremover.
19.april – Hanmar Springs – Kaikoura
Efter en hård nat hvor jeg kunne høre det både regnede og sneede, vækkede Henriette mig kl 0800.
Vi er efterhånden blevet overbeviste om at det ER en god ide at stå tidligt op og komme afsted fra morgenstunden. Det at komme i gang og så spise morgenmad en halv time efter at vi er kørt fra Campingpladsen er noget der fungerer. I dag havde vi så bestemt at vi ville køre op over et lille pas og ned til en flod som skulle ligge i en meget flot dal. Her skulle det være muligt at fange nogle ret store Brown Trout, så det var det vi gik efter. Vi kom afsted og begyndte at køre op mod passet som blot er 10 kilometer fra Hanmar Springs. Det gik såmænd også meget godt men der begyndte så småt at ligge sne på vejen som var ret stejl.
Henriette er jo lidt nervøst anlagt så hun begyndte tidligt at få hvide knoer, mens jeg beroligede med at det var ” piece of cake” og at vi faktisk var på toppen og at det gik nedaf fra nu af. Men pludselig begyndte vejen at være stejlere og der lå nu 1 cm sne på vejen. Det var ikke noget vore Camper kunne lide og hjulene begyndte at dfedte rundt. Pis tænkte jeg og kunne godt se at det ikke var optimalt det her. Jeg tænkte tilbage på en vinter i vores sommerhus hvor det var ved at gå helt galt på Strandbakken. Her endte jeg også med at holde på en stejl bakke og skulle trille baglæns. Nå, Jeg Fik stoppe Camperen og fik Henriette ud for at dirigere. Ungerne vækkede jeg for en sikkerheds skyld og sendte dem ud i sikkerhed til Henriette, der var ligesom ingen grund til at vi alle endte ude over skrænten. Vi fik manøvreret MAUI tilbage til et sving og kunne lige akkurat få vendt den så vi kunne komme i sikkerhed ned af bjerget igen. Pyha – det var en hård start på dagen, men det fik da blodomløbet i gang. Vi trillede ned igen, lidt ærgerlige over at vi ikke kom ned og fik fisket i den skønne dal som sikkert ventede på os. Hvad nu ? Vi tager ned og spiser morgenmad der hvor jeg fangede en lille ørred i går. Vi kommer frem og det er faktisk pivende koldt, men man tager ikke om på den anden side af jorden og opgiver at fiske på grund af at man fryser lidt. Jeg gik ned og tog et par kast og ungerne blev inde i varmen og hjalp henriette med maden. Jeg så hurtigt et par ørreder inden vi spiste men fangede dem ikke. Vi fik spist og jeg gik så ned og tog et par kast sammen med Alberte. Det var stadig koldt og Alberte gad ikke rigtigt så længe så hun smuttede op igen. Jeg gad faktisk heller ikke rigtigt men tog alligevel 5 kast mere og så var den der. En lille ørred på 35 centimeter blev landet og sat ud igen. Senere fulgte der 5-6 ørreder med ind til stangspidsen og 2 af dem var omkring 45 cm.
Henriette hjalp ungerne med lektier mens jeg fiskede og kl 1200 kørete vi videre mod Kaikoura, hvor vi gerne skulle se nogle store hvaler. Vejen til Kaikoura var fantastisk flot og det eneste stop vi tog var da vejen blev bokeret af en flok køer der skulle flyttes fra en mark til en anden. Da vi ankom til Kaikoura var Henriette blevet lidt køresyg og måtte lige presses til at tage en morfar inden vi fortsatte med vores plan for dagen.
Vi skulle se et får blive klippet og lære lidt om hvordan en fårefarm bliver drevet. Der er 40 millioner får på NZ og en fåreklipper kan klippe 800 får på 8 timer. Det er i hvert fald verdensrekorden. Det er omkring 37 sekunder pr. får. VILDT. En lille men sjov oplevelse på 30 minutter. Vi kiggede også lige forbi en sælkoloni og der lå sælerne og flød i vejkanten.
Der var egentlig ret ligeglade om vi var der, de skulle bare sove.
Vi ville have booket en Delfin tur, til i morgen, hvor vi kunne svømme med vilde delfiner i havet. Men da vejret er ret køligt og der er ret meget gang i søen, så valgte vi at booke en tur ud og se på hvaler.
Resten af dagen gik med at lave mad, lektier og ordne vasketøj. Vi skal tidligt op i morgen. Kl 0745 skal vi være klar til turen, så vi går nok tidligt i seng. Godnat.
20.april – Kaikura – Whalewatching & masser af delfiner.
Vækkeuret ringede kl 0600, men blev hurtigt dysset ned af Henriette. Jeg vågnede dog og lå og tænkte på om hun mon tænkte det samme som mig. Jeg håbede lidt at hun ville slukke uret og lade som om vi havde sovet for længe. Havde egentligt ikke rigtigt lyst til at forlade den vaarme dyne og lå i 10 minutter og overvejde situationen. Så spurgte jeg Henri og hun tænkte det samme som mig og det gjorde hun. Men vi ville jo gerne se hvalerne så der var ikke andet for end at få lettet røven og komme i sving. Vi fik spist lidt hurtigt morgenmad og kørte den korte tur ned til mødestedet. Vejret ser perfekt ud med solskin og aftagende vind, så vi er helt oppe og ringe. Vi går ind for at melde vores ankomst og får så at vide at turen er aflyst pga. for hårdt vejr. ØV. De vil prøve at få os med på 13.15 turen, hvis den bliver afviklet. ØV. Vi er lidt i tvivl om vi skal vente eller køre videre nordpå, men venter heldigvis at blive. Vi kommer med kl 1200 og alle er glade. Jeg tror dog også at nogle af os er lidt betænkelige, idet de advarer om ret kraftig risiko for søsyge. Vi kommer afsted og havet er trods advarslerne ikke så slemt. Alberte klager dog lidt og føler sig lidt utilpas. Nå, vi kommer et stykke væk fra land og ud på det dybe vand. Den første kilometer falder bunden jævnt nedaf til 90 meters dybde. Herefter falder den brat til +1000 meters dybde. Det er disse forhold der gør at Kaskelot-hvalerne, som vi kalder dem på dansk, elsker at være her. Der drives masser af fødeemner sammen her og stedet er et glimrende spisekammer for dem. Der går da heller ikke ret lang tid før den første hval er spottet. Den ligger i overfladen og puster ud efter 1 times tid nede i dybet.
Vi sejler ret tæt op til den ( bådene skal holde min 80 meters afstand) og ligger bare og nyder synet af den omkring 18 meter lange hval der ligger og puster. De er som regel kun oppe i 10-15 minutter for at trække vejret og ordne andre fornødenheder. Der går da heller ikke ret længe før den dykker ned igen. Hvalerne skal filmes når de dykker, da det sidste man ser, er deres flotte hale, når de går lodret ned mod bunden. Denne her er ingen undtagelse og den viser en flot hale som der bliver taget lige så mange billeder af som der blievr taget af kronprinsesse Mary på en god dag. Vi tager også vores del. Man kan påregne at se 2 hvaler på en sådan tur og da vi var hurtige med den første, så håber vi at vi mindst ser 2 og gerne 3. Vi er heldige og ser hele 3 hvaler på mellem 16 og 19 meters længde. Vi får taget nogle gode billeder af de flotte og imponerende dyr og når også at få et par ekstragevinster med i turprisen. På vej ud til hvlerne ser vi en del albatosser, blandt andet en Royal Albatros, med et vingefang på 3 meter. En fantastisk fugl der er ekspert i at svæve på de kraftige vinde. På vej tilbage ser vi en flok delfiner og båden sejler over i nærheden af dem. Så begynder et fantastisk show. Det er Dusky-delfiner og de elsker at vise sig frem og lege i vandet. Flokken er gigantisk og tæller omkring 1000 delfiner. De er pludselig overalt. De springer ud af vandet lige foran os, gerne flere af gangen. De laver saltoer, svømmer baglæns og laver akrobatik man troede var umulig. Vi får en oplevelse for livet og fortryder lidt at vi ikke valgte turen hvor man kunne komme til at svømme med disse skønne dyr. Vi får taget en masse gode billeder og lidt video af delfinerne og det sidste klip jeg får taget er af en enkelt Dusky delfin der laver mindst 10 baglæns saltoer i træk. SINDSYGT. Efter 20 minutter i selskab med Delfinerne sejler vi ind igen og får fast grund under fødderne og en velfortjent pause i camperen hvor vi fordøjer denne fantastiske oplevelse.Vi slutter dagen af med at køre til Picton, hvor vi får bestilt en færgebillet til Wellington på nordøen. Ham der sælger billetten til mig er vældig flink og efter lidt smalltalk, spørger jeg ham om den nærmeste campingplads. Han siger at hvis vi bare skal have et sted at sove, så kan vi bare parkere ved check-in porten til færgen. De åbner først kl 0700, så der skal vi bare være klar til at køre om bord. Det lyder som en god løsning, da vi har vognen kampklar, med tomt toilet og fyldt vandbeholder, så det bliver løsningen. Vi er jo på denne måde også sikker på ikke at sove for længe, da vi faktisk holder forrest i køen. De kan ikke starte uden os. Perfekt.
Vi sov ”tilfældigvis” ved en sø, og startede morgenen med at fiske. Udover der ikke kom fisk på krogen, gik det godt. Pigerne er så grebet af det (gade vide hvor de har det fra), at de nu vil ha´ en stang hver, så de ikke skal stå der og vente. Ole derimod, får ikke megen tid til fluefiskeriet. Pigerne er der hele tiden, så han er helt stresset over at hjælpe dem. Ja, sådan er det. Vi kørte derefter ind i et skiområde, endnu engang var det som at være med i en film. Husene var som for 100 år siden, og fårene gik på vejen.
Arrowtown var vores mål. En gammel guldvaskerby. Her er husene også bevaret som 
dengang, da byen var fuld af guld. Man kan stadig vaske guld i floden, selvom det vist ikke er noget man bliver rig af. Vi forsøgte i over en time, og fandt ikke engang en lille smule støv! Så vi gik op i en skihytte, med ild i pejsen og fik frokost. Det er første gang vi ikke spiser i camperen, så det var helt rart, at få maden serveret. Derefte kørte vi til Queenstown. Her fik vi så en fiskestang mere, så skal vi ikke skændes over det. Det er en rigtig ski-by, og vi ville egentlig gerne blive nogle dage i dette område, men sneen mangler ligesom, så det gør vi ikke. Vi havde aftalt at vi skulle på en rigtig campingplads, vi trænger alle til et bad, men vi havnede alligevel endnu engang på en offentlig plads og så må badet vente til i morgen.12. april – te Anau:
I nat sagde Annika ”hvem vil holde min fiskestang?”
Der er noget der skal bearbejdes i løbet af natten. Endnu engang vågnede vi op ved en sø, efter at ha´ fisket om aftenen til det blev mørkt. Her om morgenen er det mest remarkable mountains, vi ligger mærke til, som flot står bag søen. Nu trænger vi virkelig til et bad!! Så vi kører direkte ind på en campingplads i Te Anau, byen som er indgang til Fjordland Nationalpark. Efter et tiltrængt bad og tøjvask, hvad gør vi så? Rigtig, vi kører ned til en sø og fisker!!! Det er ikke fordi jeg har glemt at skrive fangsrapport. Der har bare ikke været så meget at skrive om, men det er åbenbart ikke det væsentlige??!! Om aftenen, skal vi ud til en grotte. Vi bliver sejlet derud, og med en guide ført gennem en grotte. Grotten minder om den ved Arthurs Pass, og jeg er nu rigtig glad for at vi ikke gik ind i den. Her er der gangbro over vandet som fosser gennem grotten, og selvom her er sat lys op, er det lidt uhyggeligt. Turen slutter med en sejltur ind i mørket, for her er de meget berømte ”glowworms”. Orme som lyser. Det ligner små halogen spot, der sidder oppe i loftet af grotten. Båden sejler helt stille rundt i total mørke, og man skal ikke lide af klaustofobi.13. april – vi er halvvejs:
3 måneder er der nu gået, og der er 3 igen. Vi er så langt væk vi overhovedet kan komme, så nu går det så småt hjemad. Tit siger pigerne, at de savner det derhjemme. Det er især familie, kammerater og det gule hus der bliver nævnt. Turen i dag går ud til Doubtful Sound. Doubtful hedder det, fordi Cook i 1771, sejlede forbi, m
en ikke turde sejle derind, da det var tvivlsomt, om der var nok vind til at få dem ud igen. Så nu fik vi krammet på ham Cook. Første etape er en sejltur på en sø ud til en fasinerende powerstation, som er bygget for at udnytte vandets kraft. Vandet falder 166 meter fra søen til fjorden og der er under jorden bygget tubiner, der skaber elektricitet via vandet. Vi kører ned i bjerget, og ser tubinerne. Sindsygt facinerende projekt. Dernæst går turen ud på fjorden som fører os ud til Tasman Sea.14.april – Milford Sound.
Vi kører tidligt fra Te Anau med kurs mod Milford Sound. Det er, på trods af at vejudsigten havde lovet regn, fantastisk vejr. Vi kører mod Milford og har egentligt vejen rimeligt meget for os selv. Men pludselig er der et par tusinde modgående får der ikke rigtig kan finde ud af at der er venstrekørsel/gang i dette land.
De er over hele vejen og vi kan ligeå godt slukke motoren og bare nyde synet og filme lidt. Endelig FÅR de nosset sig forbi og det er vel derfra ordet NOSSEFÅR stammer. Nå, videre mod Milford og hele vejen er en perlerække af smukke udsigter betående af forrevne bjerge, dybe dale og spejlblanke søer og brusende floder. Omtrendt midvejs finder vi en Naturcamp og beslutter at vi skal overnatte her på vejen tilbage. Søen hedder Lake Gunn og her ser rigtigt hyggeligt ud. Så er vi ved at nærme os toppen af bjergene og pludselig er de der : KEA’erne , vores længe eftersøgte bjergpapegøjer. Det er verdens klogeste fugl og de er meget interesserede i mennesker og er utroligt nysgerrige og undersøgende. Vi standser bilen og straks begynder de at udforske vores bil. De hakker i alt og piller i vinduerne for at se hvad de kan få ud af det. Hvis man triller en sten eller rører en pind så skal de straks hen og tjekke hvad det er der foregår. Vi hygger os lidt med de søde fugle og er gl
ade for at det er udlejningsbil og ikke PASSATEN vi er kørende i. Vi kæmper os videre helt op til toppen hvor vi går en lille tur i højalpin natur. 
Vi skal igennem en tunnel gennem bjerget for at komme til Milford og det er lidt uhyggeligt for der er kun et spor og der er ret mørkt i tunnelen. Vi kommer dog sikkert igennem og kommer til Milford hvor vi havde tænkt os at prøve at se fjorden fra havkajak. Men man laver selvfølgelig ikke ture for familier med børn. Surt … Rigtigt surt for det havde vi glædet os til. Hvad gør en klog så, når vi ligesom havde prøvet at sejle på Doubtful Sound. Vi tager bare tilbage samme vej tænker jeg, men er det ikke også for sindsygt nu vi er her. OK, vi tager en tur med en lidt mindre båd hvor der er til til at lave lidt afstikkere. Vi når lige at komme med kl 1315 og det er en båd med plads til omkring 100 turister. De store kan vel have 500 passagerer med. Vi er blot 12 ombord på denne tur og vi kalder det for en VIP-tur. Milford Sound er bare flot og noget vildere en Doubtful Sound. Bjergene rejser sig meget hurtigt og man får fornemmelsen af at være i en slugt. Det ene bjerg rejser sig 1670 meter op direkte fra havoverfladen. Det er vildt. Guiden fortæller om de mange jordskælv der er i området og det er også vildt. Der er 150-200 jordskælv om året i dette område. Mange af dem på mere en 5 på richter skalaen. De fleste skælv mærkes dog ikke af befolkningen da dette område er ligger meget afsides. Pludselig ser vi nogle delfiner og da det er en ”explorer båd ” så vender han om og følger lidt efter dem for at se om de vil lege. Det vil de og det er Bottlenosedelfiner og der er mange af dem. De hygger sig og svømmer langs båden. Når man banker på skroget så kigger de op for at sige hej. De er ret store og vi har fået at vide at de kan blive optil 8 meter lange. Vi følger delfinerne i 10 minutter og vender så om for at fortsætte ud til fjordens begyndelse. På vej tilbage er de der pludselig igen og denne gang er der rigtig mange, vi skyder på et par hundrede og de springer lystigt omkring båden og svømmer på rygger og viser sig rigtigt frem. Herligt dyr som man vist skal være lidt sær for ikke at syntes om. Vi kører tilbage til Lake Gunn og får placeret Camperen med perfekt udsyn til søen. 
Vi har fiskegearet klart og går i gang med det samme. Der går ikke 5 minutter så ser jeg en stor ål på 1,50 meters længde som vi IKKE vil fange. Lige pludselig svømmer der en ørred ved siden af ålen. OK så er de her , så skal vi bare fange dem. Vi arbejder hårdt med fiskeriet indtil det bliver mørkt og sætter os så ind og spiser en lækker kyllingeret som Henriette har kokkereret.15.april - Lake Gunn til Dunedin
Jeg vågner lidt tidligt her til morgen. Det er nok den ørred fra i går der har vækket mig, så jeg lister op og tager tøj på. Jeg forsøger at snige mig ud men ser godt at Alberte lige åbner øjnene. Nå jeg finder fluestangen frem og lister ned til bredden og det er bare en skøn morgen. Bortset fra fuglenes kvidren så er der helt stille. Jeg er efterhånden blevet rimelig god til at styre fluestangen og da jeg ved at fiskene er der så er det bare et spørgsmål om tid før vi har klaret aftensmaden. Jeg fisker i 20 minutter og så står dobbelt A med deres fiskestænger og er klar. Vi fisker og fisker og jeg tror efterhånden ikke rigtigt på det mere. Jeg har set ørreden flere gange og lagt fluen og blinkene lige ud foran næsen på den. Ingen rektion, den er åbenbart bedre vant. Annika giver også op og går ind for at starte sin restaurant op. Hun kommer ud og tager imod bestillinger og lusker så ind igen for at forberede maden.
Pludselig råber Alberte ” Far, der er bid ” , jeg kigger og kan godt se at der er liv i stangen og der springer med det samme en flot ørred ud af vandet 15 meter ude. Jeg farer hen for at hjælpe hende, men den er røget af siger Alberte. Linen er helt slap. Skide ærgerligt tænker vi begge men så er den der igen, den har været på hele tiden men er bare svømmet hen mod Alberte så linen er blevet slap. Den bliver siddende på og vi får i fælleskab ørreden på land. 50 cm og knap 2 kg er den meget flotte regnbueørred fanget af Alberte på en teleskopstang og en tasmanien devil.. God start på dagen og klokken bliver faktisk 1100 før vi kommer videre og kører til Dunedin. En lang kedelig køretur hvor højdepunkterne er de tusindvis af får og hjorte der er alle vegne. Om aftenen spiser vi hjemmefanget fisk med kartofler og hollandaise. Henriette ser mange misundelige blikke da hun putter fisken i ovnen i køkkenet på campingpladsern. Fisken smager desværre ikke så godt som den så ud. Den smager godt, men kødet er meget hvidt og har ikke helt så meget smag som en havørred. Vi kører hele vejen til Dunedin og overnatter på en røvsyg campingplads nærmest inde i byen.16.april - Dunedin - Otago Peninsula
Min fluestang er blevet pensioneret og kommer ikke I aktion mere. Nederlaget i går var altødelæggende for min selvtillid og jeg har besluttet at jeg ikke vil ydmyges yderligere. Den sidste uge på NZ vil jeg undgå steder hvor vi kan fiske, selvfølgelig uden at de andre fatter mistanke.
Vi kommer lidt sent afsted og kører en rundtur på Otago-peninsula. Vi skal ud og se albatrosser ude på spidsen og evt.se en pingvin koloni hvis det er muligt. Vi får set Albatros kolonien og lærer en del om albatrosser. Det er nogle underlige fugle der gør livet meget svært for sig selv. De lægger kun 1 æg og kun hvert andet år. De første 5 år af deres liv sætter de ikke fødderne på land men flyver rundt om antarktis et par gange. Så vende de tilbage til deres fødested og leger med andre unge albatrosser i en periode. Dette gentager sig i 4-5 år og i denne periode finder de deres mage og så begynder de også at lægge æg. Vi ser desværre ingen voksne fugle da de kræver ret meget vind for at være flyvende. Vi ser kun 4 unger som er ret passive. De vejer op til 12 kg og er egentligt tungere end de voksne fugle. Der går 1 år inden de er på vingerne og på det tidspunkt har de tabt sig og vejer kun omkring 8,5 kg. En meget interessant tur men skuffende at vi ikke så flyvende fugle som skulle være et fantastisk syn. Vi så til gengæld en ilder som er deres værste fjende. Den susede rundt ude mellem ungerne, men var ikke rigtig en trussel nu da ungerne kan forsvare sig med deres næb.
Halvøen er kanonflot og der er lidt havekolonistemning over områderne ved vandet og Heather Hill stemning over de rullende bakker, hvor der er får alle vegne. Vi kører hele turen rundt og ender inde i Dunedin hvor vi spiser frokost på en af de tusindvis af restauranter som byen har. Der er flere restauranter/barer pr. indbygger end i New York. Bagefter shopper jeg et par nye vandresko og trekking sokker til mig, da der er en underlig lugt fra mine gummisko som ikke vil forsvinde. Ekspedienten lovede mig at jeg ville få pengene tilbage hvis jeg skulle opleve lugtgener med denne konstellation af sokker og sko.
Vi stikker af igen og kører nordpå, hvor planen er at overnatte ved Shag Point, en naturcamp oppe mod Maureki Boulders som vi har planlagt at se på i morgen. Shag Point eksisterer bare ikke så vi ender helt oppe ved Maureki Boulders på en lille campingplads 2 kilometer derfra.
17.april - Maureki Boulders mod Hanmar Springs via Christchurch.
Vi kører som planlagt hen og ser på The Boulders som er nogle kuglerunde muddersten som bliver vasket ud af kystlinien.
Det er et underligt fænomen, og et smukt syn. Mudderet er presset sammen gennem millioner af år og er limet sammen af nogle mineraler. Når kuglerne kommer ned i vandet så udvaskes mineralerne og kuglerne falder fra hinanden. Vi tager lidt billeder af dette fænomen på en i øvrigt flot strand og kører så videre mod Christchurch , hvor vi måske vil overnatte. Undervejs beslutter vi os for at køre ind til et center som vi handlede i første gang vi var i Christchurch. Her vil Henriette og ungerne hygge sig i et par timer mens jeg får opdateret min dagbog som jeg er kommet lidt for langt bagud med. Vi får gjort det vi skal og kører videre mod Hanmar Springs. Jeg vil gerne finde en camp hvor vi evt kan nå lidt aftenfiskeri og lidt morgen fiskeri. Det lykkedes ikke og vi ender så her hvor vi er nu. En lille hyggelig campingplads lige op af hovedvejen og jernbanen. Campingpladsen er lavet som en lille jernbane station med et par togstammer som er lavet til beboelse. Primitivt men utroligt hyggeligt. Vi blev modtaget af gammel bonderøvsfætter. Utrolig flink og hyggelig og rar at snakke med. Han sagde vi skulle komme over i køkkenet i morgen tidlig for der var altid friskbagt brød. SÅ det gør vi nok . Godnat.18.april – Hanmar Springs
Vi kører tidligt fra den lille jernbane campingplads og kører mod de varme kilder ved Hanmar Springs. Området er meget smukt og vi er på udkik efter et flot sted vi kan spise morgenmad. Det tager lidt tid at finde det perfekte sted, men det lykkedes til sidst. Vi placerer camperen direkte ned til en flot flod og laver lidt mad klar. Jeg har som chauffør visse rettigheder og en af dem er at jeg kan tilade mig at gå ned og fiske mens pigerne laver morgenmad. Annika tilrager sig dog de samme rettigheder i dag og lusker med ud og ned til floden. I første kast følger der en lille ørred med ind til kanten men den bider ikke på. Annika og jeg kaster ud 5 gange mere og smutter så op og spiser mad. Efter maden beslutter vi at vi vil bruge et kvarter på at rette linerne ud, så det gør vi. Annika går med ned igen, men lusker op da det begynder at dryppe lidt. Lige da hun er smuttet fanger jeg en lille ørred på omkring 30 cm. Det er en flot bækørred og jeg er nødt til at tage den med op til bilen og vise pigerne den. Ellers tror de simpelthen ikke på det. Alberte går med ned og prøver i 10 minutter mere og vi har begge et par hug, men fanger ikke noget. God start på dagen, klokken er kun 1015 og vi har allerede kørt 35 kilometer, spist morgenmad et perfekt sted og fanget en fisk. Hvad mere kan man forlange. Videre mod Hanmar Springs som ligger 35 kilometer længere fremme. Vi kører videre gennem smukt landskab og ankommer til en lille hyggelig alpin by hvor der er skiløb om vinteren og andre aktiviteter resten af året. Byen er heldig at have nogle varme kilder og det er dem vi er kommet for at bade i. Vi betaler entre,40 dollar for hele familien, og går ind og nyder de sunde mineralbade. Det er udendørs og der er lidt koldt i luften. Men badene er til gengæld i en behagelig temperatur. De er alle mellem 35 og 41 grader vame. De varmeste er sulphur bade og de er dejlige bortset fra at de stinker af æggebomber. Vi hygger os i et par timer og bliver rigtig sunde, så vi kan tillade os at leve lidt usundt de næste par dage. Jeg havde set at der var mulighed for at ride i nærheden og jeg blev ret populær hos dobbelt A da jeg foreslog det. Til gengæld var Henriettye ikke vild med ideen. Det endte med at Henriette blev efterladt i Hanmar Springs og Søvang Horse Show tog op til Hanmar Horses som lå lidt uden for byen. Vi kom ombord på krikkerne og red 1 time i et flot terræn. Turen var ikke så sjov som ved gletcheren, da vi ikke fik lov til at styre hestene så meget. De red meget i række og fulgte stort set bare efter hinanden. Vi kørte tilbage til byen og fandt Henriette som havde fået en ansigtsbehandling på en Spaklinik. Vi overvejede kort om vi skulle tage en Offroad overnatning ved floden hvor jeg fangede fisken tidligere på dagen, men endte med at overnatte på Campingplads i byen. Annika lavede kartoffelmos med kødsovs og der blev spist op. Vi tager nok fiskeriet i morgen tidlig og kører så til Kaikura og kigger på havdyr.
PS. Henritte sidder lige og sunder sig ovenpå en grænseoverskridende oplevelse. Hun har tømt vores kemiske toilet i dag og er nærmest gået i koma over det. Hun har vasket hænder 24 gange og er villig til hvad som helst for at slippe for denne opgave fremover.
19.april – Hanmar Springs – Kaikoura
Efter en hård nat hvor jeg kunne høre det både regnede og sneede, vækkede Henriette mig kl 0800.
Vi er efterhånden blevet overbeviste om at det ER en god ide at stå tidligt op og komme afsted fra morgenstunden. Det at komme i gang og så spise morgenmad en halv time efter at vi er kørt fra Campingpladsen er noget der fungerer. I dag havde vi så bestemt at vi ville køre op over et lille pas og ned til en flod som skulle ligge i en meget flot dal. Her skulle det være muligt at fange nogle ret store Brown Trout, så det var det vi gik efter. Vi kom afsted og begyndte at køre op mod passet som blot er 10 kilometer fra Hanmar Springs. Det gik såmænd også meget godt men der begyndte så småt at ligge sne på vejen som var ret stejl.
Henriette er jo lidt nervøst anlagt så hun begyndte tidligt at få hvide knoer, mens jeg beroligede med at det var ” piece of cake” og at vi faktisk var på toppen og at det gik nedaf fra nu af. Men pludselig begyndte vejen at være stejlere og der lå nu 1 cm sne på vejen. Det var ikke noget vore Camper kunne lide og hjulene begyndte at dfedte rundt. Pis tænkte jeg og kunne godt se at det ikke var optimalt det her. Jeg tænkte tilbage på en vinter i vores sommerhus hvor det var ved at gå helt galt på Strandbakken. Her endte jeg også med at holde på en stejl bakke og skulle trille baglæns. Nå, Jeg Fik stoppe Camperen og fik Henriette ud for at dirigere. Ungerne vækkede jeg for en sikkerheds skyld og sendte dem ud i sikkerhed til Henriette, der var ligesom ingen grund til at vi alle endte ude over skrænten. Vi fik manøvreret MAUI tilbage til et sving og kunne lige akkurat få vendt den så vi kunne komme i sikkerhed ned af bjerget igen. Pyha – det var en hård start på dagen, men det fik da blodomløbet i gang. Vi trillede ned igen, lidt ærgerlige over at vi ikke kom ned og fik fisket i den skønne dal som sikkert ventede på os. Hvad nu ? Vi tager ned og spiser morgenmad der hvor jeg fangede en lille ørred i går. Vi kommer frem og det er faktisk pivende koldt, men man tager ikke om på den anden side af jorden og opgiver at fiske på grund af at man fryser lidt. Jeg gik ned og tog et par kast og ungerne blev inde i varmen og hjalp henriette med maden. Jeg så hurtigt et par ørreder inden vi spiste men fangede dem ikke. Vi fik spist og jeg gik så ned og tog et par kast sammen med Alberte. Det var stadig koldt og Alberte gad ikke rigtigt så længe så hun smuttede op igen. Jeg gad faktisk heller ikke rigtigt men tog alligevel 5 kast mere og så var den der. En lille ørred på 35 centimeter blev landet og sat ud igen. Senere fulgte der 5-6 ørreder med ind til stangspidsen og 2 af dem var omkring 45 cm.Henriette hjalp ungerne med lektier mens jeg fiskede og kl 1200 kørete vi videre mod Kaikoura, hvor vi gerne skulle se nogle store hvaler. Vejen til Kaikoura var fantastisk flot og det eneste stop vi tog var da vejen blev bokeret af en flok køer der skulle flyttes fra en mark til en anden. Da vi ankom til Kaikoura var Henriette blevet lidt køresyg og måtte lige presses til at tage en morfar inden vi fortsatte med vores plan for dagen.
Vi skulle se et får blive klippet og lære lidt om hvordan en fårefarm bliver drevet. Der er 40 millioner får på NZ og en fåreklipper kan klippe 800 får på 8 timer. Det er i hvert fald verdensrekorden. Det er omkring 37 sekunder pr. får. VILDT. En lille men sjov oplevelse på 30 minutter. Vi kiggede også lige forbi en sælkoloni og der lå sælerne og flød i vejkanten.
Der var egentlig ret ligeglade om vi var der, de skulle bare sove.Vi ville have booket en Delfin tur, til i morgen, hvor vi kunne svømme med vilde delfiner i havet. Men da vejret er ret køligt og der er ret meget gang i søen, så valgte vi at booke en tur ud og se på hvaler.
Resten af dagen gik med at lave mad, lektier og ordne vasketøj. Vi skal tidligt op i morgen. Kl 0745 skal vi være klar til turen, så vi går nok tidligt i seng. Godnat.
20.april – Kaikura – Whalewatching & masser af delfiner.
Vækkeuret ringede kl 0600, men blev hurtigt dysset ned af Henriette. Jeg vågnede dog og lå og tænkte på om hun mon tænkte det samme som mig. Jeg håbede lidt at hun ville slukke uret og lade som om vi havde sovet for længe. Havde egentligt ikke rigtigt lyst til at forlade den vaarme dyne og lå i 10 minutter og overvejde situationen. Så spurgte jeg Henri og hun tænkte det samme som mig og det gjorde hun. Men vi ville jo gerne se hvalerne så der var ikke andet for end at få lettet røven og komme i sving. Vi fik spist lidt hurtigt morgenmad og kørte den korte tur ned til mødestedet. Vejret ser perfekt ud med solskin og aftagende vind, så vi er helt oppe og ringe. Vi går ind for at melde vores ankomst og får så at vide at turen er aflyst pga. for hårdt vejr. ØV. De vil prøve at få os med på 13.15 turen, hvis den bliver afviklet. ØV. Vi er lidt i tvivl om vi skal vente eller køre videre nordpå, men venter heldigvis at blive. Vi kommer med kl 1200 og alle er glade. Jeg tror dog også at nogle af os er lidt betænkelige, idet de advarer om ret kraftig risiko for søsyge. Vi kommer afsted og havet er trods advarslerne ikke så slemt. Alberte klager dog lidt og føler sig lidt utilpas. Nå, vi kommer et stykke væk fra land og ud på det dybe vand. Den første kilometer falder bunden jævnt nedaf til 90 meters dybde. Herefter falder den brat til +1000 meters dybde. Det er disse forhold der gør at Kaskelot-hvalerne, som vi kalder dem på dansk, elsker at være her. Der drives masser af fødeemner sammen her og stedet er et glimrende spisekammer for dem. Der går da heller ikke ret lang tid før den første hval er spottet. Den ligger i overfladen og puster ud efter 1 times tid nede i dybet.
Vi sejler ret tæt op til den ( bådene skal holde min 80 meters afstand) og ligger bare og nyder synet af den omkring 18 meter lange hval der ligger og puster. De er som regel kun oppe i 10-15 minutter for at trække vejret og ordne andre fornødenheder. Der går da heller ikke ret længe før den dykker ned igen. Hvalerne skal filmes når de dykker, da det sidste man ser, er deres flotte hale, når de går lodret ned mod bunden. Denne her er ingen undtagelse og den viser en flot hale som der bliver taget lige så mange billeder af som der blievr taget af kronprinsesse Mary på en god dag. Vi tager også vores del. Man kan påregne at se 2 hvaler på en sådan tur og da vi var hurtige med den første, så håber vi at vi mindst ser 2 og gerne 3. Vi er heldige og ser hele 3 hvaler på mellem 16 og 19 meters længde. Vi får taget nogle gode billeder af de flotte og imponerende dyr og når også at få et par ekstragevinster med i turprisen. På vej ud til hvlerne ser vi en del albatosser, blandt andet en Royal Albatros, med et vingefang på 3 meter. En fantastisk fugl der er ekspert i at svæve på de kraftige vinde. På vej tilbage ser vi en flok delfiner og båden sejler over i nærheden af dem. Så begynder et fantastisk show. Det er Dusky-delfiner og de elsker at vise sig frem og lege i vandet. Flokken er gigantisk og tæller omkring 1000 delfiner. De er pludselig overalt. De springer ud af vandet lige foran os, gerne flere af gangen. De laver saltoer, svømmer baglæns og laver akrobatik man troede var umulig. Vi får en oplevelse for livet og fortryder lidt at vi ikke valgte turen hvor man kunne komme til at svømme med disse skønne dyr. Vi får taget en masse gode billeder og lidt video af delfinerne og det sidste klip jeg får taget er af en enkelt Dusky delfin der laver mindst 10 baglæns saltoer i træk. SINDSYGT. Efter 20 minutter i selskab med Delfinerne sejler vi ind igen og får fast grund under fødderne og en velfortjent pause i camperen hvor vi fordøjer denne fantastiske oplevelse.Vi slutter dagen af med at køre til Picton, hvor vi får bestilt en færgebillet til Wellington på nordøen. Ham der sælger billetten til mig er vældig flink og efter lidt smalltalk, spørger jeg ham om den nærmeste campingplads. Han siger at hvis vi bare skal have et sted at sove, så kan vi bare parkere ved check-in porten til færgen. De åbner først kl 0700, så der skal vi bare være klar til at køre om bord. Det lyder som en god løsning, da vi har vognen kampklar, med tomt toilet og fyldt vandbeholder, så det bliver løsningen. Vi er jo på denne måde også sikker på ikke at sove for længe, da vi faktisk holder forrest i køen. De kan ikke starte uden os. Perfekt.
