13-16. juni Oakhurst – Yosemite – Tonopagh -Springdale ved Zion NP
Efter en forholdsvis kort tur fra Kings Canyon overnattede vi i Oakhurst. Om aftenen læste jeg på nettet at der havde gået en bjørn rundt på highway 41, lige uden for byen – ret unormalt, da de normalt holder sig lidt længere oppe i højderne. Jeg læste også lidt andre ting om bjørne, som ikke gjorde mig for tryg ved at skulle vandre rundt i Yosemite. Kort fortalt så stod der:
-at der er mange bjørne i området,
-at der er mange problemer med bjørnene fordi de er blevet mere aggressive overfor mennesker
-at bjørnene lavede 1000 indbrud i biler sidste år
-at der har været mange angreb fra bjørne i Yosemite, men ingen med dødelig udgang for mennesker
-at det er en god ide at have peberspray med til at forsvare sig med
Jeg så også en video på Youtube, hvor der var nogle mennesker der var blevet angrebet og selvom det var svært at se hvad der egentligt var sket så kunne jeg se ret meget blod på den video.
Alt i alt ikke så betryggende, men det var der jo ingen grund til at bekymre de andre i familien om, så jeg holdt det meste for mig selv. Og realistisk set er det nok farligere at køre i bilen end at gå et par ture i Yosemite.
Vi kørte ind i parken og sparede igen 20 doller på vores dejlige Nationalpark Pass. Vi kørte for sent af sted og der var derfor 1000.500 mennesker i parken. Der havde nok kun været 999.000 hvis vi var taget afsted lidt tidligere. Det var samtidig lørdag og det gjorde det bestemt ikke bedre. Vi kører gennem en tunnel og ud til et flot syn. Videre igennem menneskehelvedet og vi kan jo godt se at parken er flot og naturen her ekstremt imponerende men menneskemylderet gør at man ikke rigtigt nyder det. Vi forsøger at bruge shuttlen men opgiver og beslutter at køre igennem parken hurtigt og køre videre mod Road 120 East, som jeg har læst skulle være ”scaring” på grund af bjergkørsel. Der skulle være lodrette drops på 1000 feet og man kører tæt på kanten og der er ingen hegn. Vi spørger en Ranger om ruten er åben og om den er slem. Han beroliger os og siger at det er en meget flot tur og vejen er god. No problem.
Efter en forholdsvis kort tur fra Kings Canyon overnattede vi i Oakhurst. Om aftenen læste jeg på nettet at der havde gået en bjørn rundt på highway 41, lige uden for byen – ret unormalt, da de normalt holder sig lidt længere oppe i højderne. Jeg læste også lidt andre ting om bjørne, som ikke gjorde mig for tryg ved at skulle vandre rundt i Yosemite. Kort fortalt så stod der:
-at der er mange bjørne i området,
-at der er mange problemer med bjørnene fordi de er blevet mere aggressive overfor mennesker
-at bjørnene lavede 1000 indbrud i biler sidste år
-at der har været mange angreb fra bjørne i Yosemite, men ingen med dødelig udgang for mennesker
-at det er en god ide at have peberspray med til at forsvare sig med
Jeg så også en video på Youtube, hvor der var nogle mennesker der var blevet angrebet og selvom det var svært at se hvad der egentligt var sket så kunne jeg se ret meget blod på den video.
Alt i alt ikke så betryggende, men det var der jo ingen grund til at bekymre de andre i familien om, så jeg holdt det meste for mig selv. Og realistisk set er det nok farligere at køre i bilen end at gå et par ture i Yosemite.
Vi kørte ind i parken og sparede igen 20 doller på vores dejlige Nationalpark Pass. Vi kørte for sent af sted og der var derfor 1000.500 mennesker i parken. Der havde nok kun været 999.000 hvis vi var taget afsted lidt tidligere. Det var samtidig lørdag og det gjorde det bestemt ikke bedre. Vi kører gennem en tunnel og ud til et flot syn. Videre igennem menneskehelvedet og vi kan jo godt se at parken er flot og naturen her ekstremt imponerende men menneskemylderet gør at man ikke rigtigt nyder det. Vi forsøger at bruge shuttlen men opgiver og beslutter at køre igennem parken hurtigt og køre videre mod Road 120 East, som jeg har læst skulle være ”scaring” på grund af bjergkørsel. Der skulle være lodrette drops på 1000 feet og man kører tæt på kanten og der er ingen hegn. Vi spørger en Ranger om ruten er åben og om den er slem. Han beroliger os og siger at det er en meget flot tur og vejen er god. No problem.
Rolige kører vi derudaf og denne tur gør at vi alligevel syntes rigtigt godt om Yosemite. Vi kører gennem det flotteste højalpine landskab og er nødt til at holde ind flere gange og gå et par små ture for at nyde det. Dette er et område der mest bliver benyttet af lokalkendte,
Turen ned af den uhyggelige 120 East er ikke slem, det er nærmest til grin at jeg har været nervøs over den. Vi kører over det højeste pas vi nogensinde har været i og runder toppen på 9926 feet som svarer til omkring 3000 meter. Der ligger sne mange steder og vi er lige ude og lege lidt i det. Sneen virker meget kold da temperaturen i luften er 68 grader fahrenheit og sneen jo nok er under frysepunktet. Dagen slutter i Tonopagh, som er en lille by i Nevada, der selvfølgelig har et par kasinoer. Mest med enarmede, men man kan godt mærke at man er kommet til spillestaten. Vejen til Tonopagh er nok den mest øde vej jeg har kørt på og vi møder vel ikke mere end 5-10 biler på hele turen som vel er på 300 kilometer. Her er vejene bare lange og lige. Dog var der lige et stykke af vejen hvor det var ligesom at være i rutchjebane . vejen var ligesom lavet oven på et ordenligt gyngende hav. Den bulede op og ned og det var noget der kildede i maven. Vi satte cruisecontrol på og lå på 80 miles hele vejen.
Vi havde ellers egentligt planlagt at holde en hviledag efter yosemite, men byen hotellet og det hele her i
Tonopagh var for kedeligt og for øde, så vi fik lokket ungerne til at udsætte hviledagen. Vi planlagde at køre helt til Zion Nationalpark EN TUR PÅ 600 KILOMETER ! Cruisecontrol-80 miles - no problem.
Nevada er bare ØDE , her er INGENTING andet end højslette/ørken og indimellem et par køer eller heste. Nogle gange er der en sidevej af grus, hvor der måske bor nogen for enden. Måske ikke. Hvem ved ? Vi har ikke lyst til at køre ned for at tjekke det.
Området vi kører igennem er meget tæt på Area 51( det mest hemmelige miltære område i USA) og vi kører faktisk på E:T Highway. Extra Terrestial Highway som blev verdenskendt I danmark da Biker Jens kørte til “byen” Rachel og spiste en Alien Burger. Rachel er det sted i verden der bliver spottet flest UFO’er og vi kigger lige indenfor i A Le Inn (Alien – ha ha ) og får en Øl og en Coke. Vi kigger lidt på de mange fotos der er af Flyvede Ufo’er og får en kort snak med en dame der har boet i byen i 10 år. By er måske så meget sagt, der er vel nærmest tale om en samling trailere og nogle enkelte skure. Bartenderen har været her i 5 år, men kender ikke Biker Jens. Måske er det også mere end 5 år siden han lavede den udsendelse. Det er det nok. Vi kører videre ad E:T Highway og holder øjnene åbne for at se om vi kan spotte en UFO, men der er ikke noget at se. 20 miles efter Rachel begynder der at komme lidt mennesker på vejene og så går charmen lidt af ørkenen. 
Vi kører det sidste stykke op til Springdale som ligger lige uden for nationalparken. På det sidste stykke kører vi i kort tid igennem Arizona og videre ind i Utah. Pludselig holder ørkenen op og det ser ud som om vi ender i en DEAD END. Der rejser sig en stor rød bred klippe foran os og det ser ikke ud til at der er nogen vej igennem, men pludselig kan vi se at der er hul igennem. Ikke en tunnel, men vejen skærer sig igennem de fantastiske flotte røde klipper. Det ligner lidt et klip fra en gammel westernfilm med John Wayne. Vi ankommer i Springdale og ungerne er godt trætte og kan næsten ikke vente med at komme ind på hotellet og komme i poolen. Det har de også fortjent, da de faktisk har været rimeligt tålmodige på denne lange tur. Hotellet er Desert Pearl og det er bare iorden. Flot stort lækkert rum med egen terasse og udgang til have som ligger lige ned til floden. Udsigt til store røde bjerge og en meget hyggelig by som har lidt skisportsstemning. Vi nyder lige en forfriskning på terrassen (serveret af Annika) og så smutter Henri og ungerne i Poolen og jeg kører ned i byen og henter lidt forfriskninger og noget morgen mad til i morgen. Da jeg kommer hjem igen smutter jeg også i poolen som også har en flot udsigt til bjergene. Skønt !!!
Turen ned af den uhyggelige 120 East er ikke slem, det er nærmest til grin at jeg har været nervøs over den. Vi kører over det højeste pas vi nogensinde har været i og runder toppen på 9926 feet som svarer til omkring 3000 meter. Der ligger sne mange steder og vi er lige ude og lege lidt i det. Sneen virker meget kold da temperaturen i luften er 68 grader fahrenheit og sneen jo nok er under frysepunktet. Dagen slutter i Tonopagh, som er en lille by i Nevada, der selvfølgelig har et par kasinoer. Mest med enarmede, men man kan godt mærke at man er kommet til spillestaten. Vejen til Tonopagh er nok den mest øde vej jeg har kørt på og vi møder vel ikke mere end 5-10 biler på hele turen som vel er på 300 kilometer. Her er vejene bare lange og lige. Dog var der lige et stykke af vejen hvor det var ligesom at være i rutchjebane . vejen var ligesom lavet oven på et ordenligt gyngende hav. Den bulede op og ned og det var noget der kildede i maven. Vi satte cruisecontrol på og lå på 80 miles hele vejen.
Vi havde ellers egentligt planlagt at holde en hviledag efter yosemite, men byen hotellet og det hele her i
Tonopagh var for kedeligt og for øde, så vi fik lokket ungerne til at udsætte hviledagen. Vi planlagde at køre helt til Zion Nationalpark EN TUR PÅ 600 KILOMETER ! Cruisecontrol-80 miles - no problem.
Nevada er bare ØDE , her er INGENTING andet end højslette/ørken og indimellem et par køer eller heste. Nogle gange er der en sidevej af grus, hvor der måske bor nogen for enden. Måske ikke. Hvem ved ? Vi har ikke lyst til at køre ned for at tjekke det.
Området vi kører igennem er meget tæt på Area 51( det mest hemmelige miltære område i USA) og vi kører faktisk på E:T Highway. Extra Terrestial Highway som blev verdenskendt I danmark da Biker Jens kørte til “byen” Rachel og spiste en Alien Burger. Rachel er det sted i verden der bliver spottet flest UFO’er og vi kigger lige indenfor i A Le Inn (Alien – ha ha ) og får en Øl og en Coke. Vi kigger lidt på de mange fotos der er af Flyvede Ufo’er og får en kort snak med en dame der har boet i byen i 10 år. By er måske så meget sagt, der er vel nærmest tale om en samling trailere og nogle enkelte skure. Bartenderen har været her i 5 år, men kender ikke Biker Jens. Måske er det også mere end 5 år siden han lavede den udsendelse. Det er det nok. Vi kører videre ad E:T Highway og holder øjnene åbne for at se om vi kan spotte en UFO, men der er ikke noget at se. 20 miles efter Rachel begynder der at komme lidt mennesker på vejene og så går charmen lidt af ørkenen. 
Vi kører det sidste stykke op til Springdale som ligger lige uden for nationalparken. På det sidste stykke kører vi i kort tid igennem Arizona og videre ind i Utah. Pludselig holder ørkenen op og det ser ud som om vi ender i en DEAD END. Der rejser sig en stor rød bred klippe foran os og det ser ikke ud til at der er nogen vej igennem, men pludselig kan vi se at der er hul igennem. Ikke en tunnel, men vejen skærer sig igennem de fantastiske flotte røde klipper. Det ligner lidt et klip fra en gammel westernfilm med John Wayne. Vi ankommer i Springdale og ungerne er godt trætte og kan næsten ikke vente med at komme ind på hotellet og komme i poolen. Det har de også fortjent, da de faktisk har været rimeligt tålmodige på denne lange tur. Hotellet er Desert Pearl og det er bare iorden. Flot stort lækkert rum med egen terasse og udgang til have som ligger lige ned til floden. Udsigt til store røde bjerge og en meget hyggelig by som har lidt skisportsstemning. Vi nyder lige en forfriskning på terrassen (serveret af Annika) og så smutter Henri og ungerne i Poolen og jeg kører ned i byen og henter lidt forfriskninger og noget morgen mad til i morgen. Da jeg kommer hjem igen smutter jeg også i poolen som også har en flot udsigt til bjergene. Skønt !!!
Vi slutter aftenen af med basketfinalen mellem LA Lakers og Boston Celtics. Det er 5. kamp og Lakers, som vi holder med har tabt 3 og vundet 1. Så Lakers skal vinde i dag for at kunne vinde samlet. De vinder en kneben sejr og der skal så spilles en sjette kamp på tirsdag. Vinder Lakers denne kamp så er der den syvende og afgørende kamp.
Om morgenen sover vi længe og vi bliver snydt af at der er en times tidsforskel på Californien og Utah, så klokken er 1100 før vi er rigtigt i gang. Annika serverer morgenmad til alle og det er bare dejligt mat have denne lille husalf med på turen. Vi bruger formiddagen på at opsummere dagbøger og billeder .
Om morgenen sover vi længe og vi bliver snydt af at der er en times tidsforskel på Californien og Utah, så klokken er 1100 før vi er rigtigt i gang. Annika serverer morgenmad til alle og det er bare dejligt mat have denne lille husalf med på turen. Vi bruger formiddagen på at opsummere dagbøger og billeder .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar