tirsdag den 15. april 2008

West Cost 8. - 10. april


Har fundet ud af at der ligger de skønneste offentlige campingpladser, ofte du til en sø. De koster kun NZ$ 15 isteden for ca. 50 $ på en almindelig campingplads. Samtidig er det altid i nærheden af et naturskønt område. Vi har fået en oversigt over disse, og der ligger en i nærheden af hvor vi har sovet. Vi tager dertil og vil holde ind og spise morgenmad. Uuuhhhh her er lækkert. Vejret er med os og solen skinner flot over en sø med bjerge i baggrunden. Her er borde og bænke, en lille badebro, og ro og bare skøøøøønt. Vi er alle enige om at vi gerne vil overnatte på sådan et sted en gang imellem, så må vi bade i søerne eller springe badet over – der er alligevel kun os selv! Vi kører videre mod gletcheren som vi nu begynder at kunne ane i horisonten. Naturen her er helt eminent. En blanding af bregner, regnskov, bjerge, enge med græssende får og rådyr og bare helt utroligt flot. Som vi nærmer os gletcheren bliver her lidt skiferie agtigt. Her er sne på bjergtoppene, og man får lige pludselig lyst til at stå på ski. Mount Cook hedder det højeste bjerg, som snart viser sig. I det hele taget, er vi hele tiden lige i hælene på ham Cook. Vi traver ud til Franz Josef gletcheren, en god tur på 1,5 time. Her er flot og meget vildt. Man må ikke gå helt ud til gletcheren, så det gør kun Ole og Alberte!!

Ole har i øvrigt fået nogle nye venner – sandfluer. De bider, siger han, og de er åbenbart allevegne. I hvertfald danser han rundt, og hver halve time bliver vognen evakueret, for så skal der sprøjtes med insektgift.

Pernille, min søster, har hjemmefra sagt at når vi kommer til Australien, så skal vi tage ud og ride. Dengang var der lang tid til, så jeg sagde, ja ja det skal vi da, mens pigerne hørte det. Det ”nåede” vi så ikke i Australien, men pigerne glemmer ikke noget, og nu snakker de om det igen efter de har set nogle ridebrochure på et turistkontor. Nå, men vi kan lige så godt få det overstået tænker jeg – jeg hader at være i nærheden af heste, men kan ligesom fornemme, at vi ikke får fred før vi har gjort det. Så vi kører ned, til et hestestutteri eller hvad sådan et sted nu hedder. En rigtig cowboy tager imod os. Udenfor står 6 heste tøjret til en stolpe i bedste western stil. Vi kan komme i morgen kl. 10, siger han. ”Jamen vi er helt unexperienced” forsøger vi. ”No problem” siger han. Fandens også, nu er der ingen vej udenom. Pigerne har smil over hele hovedet, og jeg er allerede begyndt at svede.
Næste morgen siger Annika ”jeg har ikke sovet hele natten, jeg glæder mig sådan” og jeg siger ”det har jeg heller ikke, jeg er så nervøs”. Nå vi kører afsted, og cowboyen tager imod os, de er ved at gøre hestene klar. De ser nu meget søde og fredlige ud som de står bundet fast der. Annika får Molly en lille hvid hest. Jeg får Casper, en ordentlig krikke, Ole får Floyd (Pippies hest) og Alberte får en flot brun hest, der hedder Peach. Så rider vi afsted. Os fire og tre til at passe på os. Vi er nærmest mandsopdækket og det er da meget rart. Nå, hestene kender vist ruten, eller også har vi bare godt styr på heste. I hvert fald rider vi alle samme vej ned mod floden. Vi har også selskab af hunden som bor på gården, og jeg må indrømme, at det er meget hyggeligt. Samtidig med vi rider afsted ud over stepperne, har man udsigt til gletcheren – det er bare i orden. Men pludselig har hunden fundet en flaske som den skal løbe og lege med, og så bliver min hest selvfølgelig bange og styrter afsted. Har lyst til at skrige HJÆLP men der kommer ingen ord ud af min mund, isteden for prøver jeg at stoppe krikken ved at rive i seletøjet (tror jeg nok det hedder). Heldigvis kommer min helt– ham der cowboyen – ridende op på siden af mig og redder mig. Nå men så kommer der styr på tropperne, og mit hjerte slår igen nogenlunde normalt, så skal vi fandeme til at ride trav, hvad skal det nu være godt for, det går da rimeligt stærkt det her?. Nå men efter nogle startvanskeligheder, så kan jeg faktisk mærke at det fungerer, og det er fedt. Vi rider lidt over en time, og det var bedre en jeg havde regnet med. Jeg fik kæmpet mig ned af hesten, helt lam i benene af at spænde, og hører så pigerne sige ”hvornår skal vi ud og ride igen” ååååååååå.
p.s. har forøvrigt fået vabler i begge hænder af at klamre mig fast. Desværre har vi ikke fået nogle billeder af showet, men det er ganske vist.


Lake Matheson sidder søen, som ligger tæt på Fox gletcheren. Det skulle være den mest fotograferede sø i New Zealand, da bjergene spejler sig helt fantastisk i søen. Vi går en tur rundt om søen. En flot tur på ca. 1 time. Så kører vi videre til en af de der offentlige campingpladser. Dem har vi fået smag for. Ikke kun fordi de er billige, nej mere fordi de som oftest ligger helt fantastisk. Denne her gang er vi mere end heldige. Pladsen ligger lige ud til en sø, og solen bager dejligt. Så vi finder campingstole og –bord frem, og skynder os at tænde den engangsgrill vi har været så forudseende at købe på vejen. Her er det nemlig mørkt kl. 19 og når solen er væk er det koldt. Så her er ikke noget med dejlige lyse sommernætter som i Danmark ved midsommertid. Så vi spiser vores kotelletter, som i øvrigt smager skønt i total mørke. Pludselig siger Alberte, at der er en fugl. Frem med lygten, og ganske rigtigt. Der sidder en sød lille ugle og kigger på os. Hun har arvet sin fars falkeblik. Der er ikke kun én ugle men to og de bliver bare siddende og ser søde ud, selvom vi lyser på den. Næste morgen nyder vi endnu engang den helt formidable udsigt, der er udover søen, mens disen letter. Et par kommer sejlende i deres kajak. Der er bare sådan en ro. Vi har lyst til bare at blive her, især pigerne som bare fisker og fisker, med den pind og fiskesnøre som de har fundet. Vi må lokke dem med at vi nok skal købe en rigtig fiskestang, når vi kommer til den næste by, for at få dem med.

Vi kører videre, stopper ved Point Knights, for at spotte nogle hvaler, dog uden held. Men så stopper vi ved en flot strand. Lyset er helt hvidt, helt skønt bortset fra lidt sandfluer. Det bedste er at Annika lige ser nogle delfiner. Vi når Wanaka, en lille by ved en sø af samme navn hen ad eftermiddag, og stryger straks hen i en fiskebutik og får en dejlig stang til pigerne, selvom det ikke er den lyserøde, som Annika gerne ville have, og en fluestang til Ole med diverse udstyr. Så nu er de klar til diverse søer, og vi behøver ikke længere at købe kød…….

Arthurs Pass - 7. april

Nå ja så regnede det lidt da vi vågnede, det var ellers fint vejr igår, men vi er næsten forberedte. Ole og jeg fik en varm jakke i Sydney, og vi starter morgenen ud med at købe jakker og joggingbukser til pigerne. Så kan det bare regne. Vi skulle også ha´ købt en fiskestang, men det glemte vi, noget vi kommer til at ærge os over de næste par dage. Så er det afsted vestpå. Vi når ikke langt fra Christchurch, før landskabet ændrer sig. Der er store grønne enge, med får allevegne og snart begynder bjergene så småt at vise sig. Der ligger en grotte som er 594 meter lang og hvor man skal ha´ lygter og ekstrabatterier osv. med. Det lyder spændende, det må vi prøve. Da vi kommer frem, læser vi på skiltet at jeans er farlige, at lygten helst skal være bundet fast osv. hmmm hvad er nu det for noget? Nå vi går derned af og da vi kommer frem til indgangen til grotten, forstår vi hvorfor. Grotten som er en klippe der er skåret ud af vandet, er fyldt med dejligt koldt vand. Utroligt flot, men vi er ligesom ikke rigtig forberedt til en 594 meter lang tur i mørke og med vand til livet, så vi går lidt rundt i indgangen og vender så om. Mauien, autocamperen som vi nu kører rundt i, er ren luksus. For det første er tallerkner og glas fastspændte, hvorfor man ikke behøver være så spændt på at se, hvor mange hele kopper der er efter en dag på landevejen. For det andet er der automatgear, skønt for Ole, selvom den er noget sløv i optrækket. Det er jo ikke en Passat. Vi kører videre til vi når Arthurs Pas, og vejret er klaret op. Vi går en tur op til et vandfald. Da vi står og kigger i vandet, er der pludselig guld overalt. Pigerne, især Alberte, er sikker på at det er guld, så vi tager et par klumper. Ole ser en der fisker længere nede af floden, og må liiige ned og se om han fanger noget. Vi ender dagen i en lille by Hokitika (alle byerne her på New Zealand hedder sådan noget mærkeligt noget, som er svært at udtale og endnu sværere at huske). Det er mere en parkeringsplads end en campingsplads, men OK vi har jo hvad vi skal bruge i vognen. Udsigten fra vognen er nu helt iorden. Vi holder lige ud til Tasman havet, flot strand med helt sort sand, men ikke velegnet til at bade, pga understrøm.

New Zealand / Christchurch 5.- 6. april

New Zealand Air flyver os til Christchurch. Perfekt flyvetur, hvor vi fik nogle nye “venner”. De var fra Australien, og var en gruppe på 30 mennesker som skulle på ferie sammen. Da vi landede tog de et billede af deres ”nye venner” som de sagde. Da vi ankom til Christchurch gik vi over til Mauri (bil og campervan udlejningsfirma). Her fik vi et tilbud, på en autocamper som de kaldte en backpacker vogn, hvilket betød at den var noget ældre. Til gengæld var det halv pris. Det var da ok at spare de penge, så vi sagde ja tak. Da vi så skulle over og hente vognen, var der så sket en fejl, så vi fik en ny vogn, med automat gear und alles. Det var bare i orden. 600 kr. pr. dag isteden for 1200 kr. pr dag.

Camperen er kun til 4 personer, hvor de andre to vi har haft var til 6. Her er om muligt endnu mindre plads, så alle skuffer og skabe bliver fyldt til bristepunktet. Men det lykkes at få alt pakket ud, og denne vogn er faktisk bedre indrettet end de andrevi har haft. Godt trætte falder vi til ro i ”vores” nye land.

Vi har sat vores ur to timer frem. Vi kan nu ikke komme tættere på datolinien, og er vel ca. 12 timer foran Danmark. Da vi vågner næste morgen er kl. over ti. Godt forvirrede over at ha´sovet så længe går jeg op og betaler for at vi kan blive her en dag længere. Da står der på døren, husk at tiden ændres i nat til vintertid – sæt uret en time tilbage – er det underligt at man er lidt forvirret!!!??? Vi bruger dagen på dagbøger og mails, da vi er kommet noget bagud.

Sydney 31. marts - 4. april


Vi er rimelig enige om at vi ikke skal ha´ rumskibet, med ind i Sydney, så vi har fundet en campingplads, der ligger lidt nord for Manly. Fra Manly Beach tager vi en færge ind til Sydney. Efter kort tid, dukker de første skyskrabere frem i horisonten, vi sidder spændt og venter, og pludselig ser vi det. Opera huset. Det ligner det man har set tusinde gange på film og billeder. Ja, hvad skulle det ellers ligne? Det er bare underligt, at det er her lige foran os. Det ser flot ud, og man bliver stolt over, at det er en dansker der har tegnet det. Så dukker også Harbour Bridge op. Ole tager en del billeder og vi ankommer til Circular Quay som er havnen som ligger mellem Harbour Bridge og Opera huset. Det er skønt vejr. Solen skinner, men her er ikke for varmt. Vi kunne ikke ha´ valgt en bedre dag til at besøge byen. Det er også som om, at vi efter 37 dage i regnskov, jungle, floder, strande, bjerge, naturparker, campingpladser og små flækker bare trænger til en storby, med lidt forretninger, cafeer og lidt liv. Så efter at ha´ fundet et hotel til de sidste tre dage i Australien, så dasker vi lidt rundt. Vi går en tur op på Habour Bridge. Man kan komme helt op og gå på det øverste på broen. Men man skal være 10 år, så det må vi ha´ tilgode. Derefter går vi op i Skytower. Et tårn med en restaurant, bar og udsigtsplatour. Ifølge Lonely Planet drejer tårnet rundt, det kan vi nu ikke se at det gør, og da Lonely Planet tidligere har snydt os, ved jeg ikke rigtig om vi skal tro på den eller vores øjne.
Vi sejler hjem igen og ser denne gang Harbour Bridge og Operahuset med lys på, hvilket Ole lige må ta´ ”lidt” billeder af.

Så er rumskibet afleveret. Vi har kørt ca. 5.500 km. Det lyder af meget og det føles som meget. Men når man ser på landkortet, har vi kun set en lille bitte del af Australien. Det er ok. Vi har med undtagelse af Ayrs Rock set alt det vi havde planlagt og meget mere. Vi har oplevet en masse, også selvom om vejret ikke altid var på vores side, så har vi haft nogle fantastiske oplevelser.

Vi har nogle skønne dage i Sydney. Tager en sightsseeing bus rundt i byen. Vi har aftalt at vi skal ha´ sushie, og det får vi flere gange. Pigerne er blevet helt glad for det. Vi er inde i operahuset og høre en koncert, Der hedder Digeridoo meets the orchester. Et stort symphoni orkester som får besøg af en aboriginalen. Meget symbolsk for hvad der skete da den hvide mand mødte de indfødte. Der var et orkester på ca. 40 og én aboriginal. Så det var lidt svært at høre digiridooen når alle de andre instrumenter spillede, men ellers en flot koncert. Huset er flot indvendig også, og mon ikke arkitekten i København har været i Sydney en gang eller to. Vi synes i hvert fald der var flere ligheder. Vi går på museum, Hide Barracks Mueseum, hvor de første fanger fra england har boet. Spændende museum. Ellers dasker vi rundt i the rocks (den gamle bydel) og botanisk have. Her skal pigerne lige spille violin, på nogle grene de har fundet, efter inspiration fra operahuset. Pludselig smider Alberte sin pind. ”ahh der sidder en edderkop” siger hun. Vi kigger efter, og ganske rigtig der sidder en. Ikke en almindelig edderkop. Nej, en stor fed en med hår på benene. Nå ,så nåede vi også at møde en sådan inden vi forlader landet. Vi tager også en båd langs kysten, ud til Watsonbay. Her ligger nogle skønne huse. Huspriserne er eksploderet her, ligesom i andre storbyer, og her er huse til 100 millioner kr. Vi ser nu flere små sommerhuse, som vi godt kunne tænke os, men det er nu nok lidt for langt væk.

Sara, vores nabo, som har været i Sydney og læse i tre måneder, havde vi håbet var i byen, men hun er taget til Cairns, så hende får vi desværre ikke sagt hej til.

Alle der hører at vi er danskere siger, ”Ohh Mary Donaldson” Vi siger ” Oh yes she is our princess”. Det medfører bl.a. rabat i en taxa – vi må huske at takke Mary når vi kommer hjem.

I bussen møder vi et par som er fra Seattle. Da manden hører vi er fra Danmark, så får vi en længere snak. Han hedder Thompson og hans bedstefar, som var dansker, emigrede til USA. Da han hørte, at vi også skal til Seattle, sagde han ”kom og bo hos os, vi har et guesthouse, så skal vi nok hjælpe jer med at planlægge jeres rejse ned langs kysten.” De sagde i øvrigt at USA er utoligt billigt (selvfølgelig pga. den lave dollarkurs som nu er nede i 4,80). Det glæder vi os til efter Australien, hvor alting er dyrt. Bortset fra priserne er Australien på mange måder et skønt land og vi vil savne det.