Så nærmer første badeferie sig. Vi skal idag flyve til Phuket. Planen var så, at vi skulle ha´ taget et dykkerkursus hos nogle danskere som bor i Koh Tao. Ole talte med dem, og de synes at det lå for langt væk i forhold til Phuket, så istedet for tager vi ned til Krabi. Dernede ligger der en lille strand som hedder Raily Beach. Her kan man kun komme til med båd, og her er ingen biler eller knallerter. Det lyder rigtig tiltalende. Desværre har vi store problemer med at finde et hotel og beslutter, at det må ku´ lade sig gøre, når vi kommer frem. Vi har efterhånden erfaret, at det er meget nemmere at finde noget når man er der, end at sidde og surfe rundt på nettet, men det giver bare sådan en god ro i maven, når man ved hvor man skal sove om natten!
Nå men en chauffør venter på os i lufthavnen, han skal køre os til Au Nang, som er der hvor båden til Raily Beach afgår fra. Straks vi kommer ud fra lufthavnen, fornemmer vi at der er sket en ændring. Bortset fra at her er meget varmt, så er befolkningen også ændret. Nordpå er de fleste budister, og man kan mene om det hvad man vil, men der er ingen tvivl og at deres tro, er medvirkende til den mentalitet og ro som hersker i bl.a. Chiang Mai.
Vores chauffør er alt andet en rolig. Han kører som om at bilen er stjålet. Ind og ud og overhaler hele tiden. Nogen gange må han så lige trække ind igen, fordi der direkte imod os kommer køerne en bil eller lastbil med blinkende lygter. Samtidig har han to forskellige mobiltelefoner, som ringer uafbrudt. Ole spørger om han har travlt: "nej nej" siger han. Så spørger Ole: "har du en kunde efter os"? "Nej nej" siger chaufføren og griner. Flere gange er jeg ved at sige ”så slap dog for fanden lidt af – jeg er glad for mit liv, og har ikke lyst til at dette skal være min sidste tur, bare fordi han er stresset". Nå men det tør jeg alligevel ikke sige, jeg er bange for at det vil gøre ham endnu mere aggressiv, så jeg holder min mund. Vi kommer endelig frem til Au Nang efter 2 timers rallykørsel og jeg takker fordi vi kom helskindet frem. Det er en rigtig badeby. Nogle piger på et turistkontor hjælper os med at finde et hotel. De ringer til mange hoteller og til sidst lykkes det for os at få et værelse. Så kan vi godt sejle afsted. Da vi kommer hen til bådene, siger skipperen at ”vi skal tage skoene af for vi skal ud i den båd der”. Vi var godt klar over at det ville være en longtail boat vi skulle afsted med, men den ligger 100 meter ude i vandet, og vi har tre store kufferter, computer og etc. med……. Nå ja, der er jo ikke noget at gøre ved det, vi må bare se at komme derud, så af med skoene og smøge bukserne op. Vi fik da bakset os derud, og var rigtig taknemmelig over at vi sendte den ene kuffert hjem i går – for vi havde rigelig at slæbe på ude i vandet!
Turen går uden om nogle klipper og på den anden side dukker en strand op. Det er efterhånden ved at blive lidt mørkt og man kan se flere hyggelige barer/restauranter som ligger nede ved stranden. Vi må endnu engang slæbe vores ting fra båden og ind på land. Man føler sig på en eller anden måde som en kæmpe idiot, når man kommer traskende ind på land med store tasker og PC taske, mens folk render rundt på stranden. Den eneste trøst er at alle de andre må være kommet samme vej som os.
Nå men en chauffør venter på os i lufthavnen, han skal køre os til Au Nang, som er der hvor båden til Raily Beach afgår fra. Straks vi kommer ud fra lufthavnen, fornemmer vi at der er sket en ændring. Bortset fra at her er meget varmt, så er befolkningen også ændret. Nordpå er de fleste budister, og man kan mene om det hvad man vil, men der er ingen tvivl og at deres tro, er medvirkende til den mentalitet og ro som hersker i bl.a. Chiang Mai.
Vores chauffør er alt andet en rolig. Han kører som om at bilen er stjålet. Ind og ud og overhaler hele tiden. Nogen gange må han så lige trække ind igen, fordi der direkte imod os kommer køerne en bil eller lastbil med blinkende lygter. Samtidig har han to forskellige mobiltelefoner, som ringer uafbrudt. Ole spørger om han har travlt: "nej nej" siger han. Så spørger Ole: "har du en kunde efter os"? "Nej nej" siger chaufføren og griner. Flere gange er jeg ved at sige ”så slap dog for fanden lidt af – jeg er glad for mit liv, og har ikke lyst til at dette skal være min sidste tur, bare fordi han er stresset". Nå men det tør jeg alligevel ikke sige, jeg er bange for at det vil gøre ham endnu mere aggressiv, så jeg holder min mund. Vi kommer endelig frem til Au Nang efter 2 timers rallykørsel og jeg takker fordi vi kom helskindet frem. Det er en rigtig badeby. Nogle piger på et turistkontor hjælper os med at finde et hotel. De ringer til mange hoteller og til sidst lykkes det for os at få et værelse. Så kan vi godt sejle afsted. Da vi kommer hen til bådene, siger skipperen at ”vi skal tage skoene af for vi skal ud i den båd der”. Vi var godt klar over at det ville være en longtail boat vi skulle afsted med, men den ligger 100 meter ude i vandet, og vi har tre store kufferter, computer og etc. med……. Nå ja, der er jo ikke noget at gøre ved det, vi må bare se at komme derud, så af med skoene og smøge bukserne op. Vi fik da bakset os derud, og var rigtig taknemmelig over at vi sendte den ene kuffert hjem i går – for vi havde rigelig at slæbe på ude i vandet!
Turen går uden om nogle klipper og på den anden side dukker en strand op. Det er efterhånden ved at blive lidt mørkt og man kan se flere hyggelige barer/restauranter som ligger nede ved stranden. Vi må endnu engang slæbe vores ting fra båden og ind på land. Man føler sig på en eller anden måde som en kæmpe idiot, når man kommer traskende ind på land med store tasker og PC taske, mens folk render rundt på stranden. Den eneste trøst er at alle de andre må være kommet samme vej som os.
Her er utrolig flot. Stranden er ikke mere end 400-500 meter bred. I begge ender stopper den brat af en klippevæg. Derfor er området ligesom isoleret fra resten af verden. På ”øen” er der så nogle hoteller med bungalows og lidt barer. Her er helt fantastisk hyggeligt. Vi har fået anbefalet dette sted fra Søren & Annette, og stranden skulle være kåret af Lonely Planet, som en af de flotteste i verden. Desværre er der rigtig mange som læser Lonely Planet!!! Her er lidt for mange mennesker efter vores smag, 90% er europæere. Rigtig mange svenskere og englændere og også nogle danskere. Det er lidt ærgeligt, men bortset fra det er der en helt fantastisk atmosfære og hygge. Vores hotelværelse er dog alt andet end hyggeligt!!!! Da døren bliver åbnet, strømmer der en varm og fugtig lugt os i møde. Alt er i plastic, og det som ikke er af plastic er ved at rådne op. Bruseren kommer der to stråler ud af så man skal danse rundt for at de rammer en. Her er meget ucharmerende! Vi bliver enige om at her vil vi ikke være mere end en nat, så Ole og Alberte drager ud for at se om de ikke kan finde noget bedre. Annika er træt, så jeg bliver hjemme med hende. Hun får børstet tænder og vi ligger i sengen og snakker, da der pludselig er noget der piler hen over vores loft. Hvad var det? siger Annika. Nå det var nok bare de egern som vi havde set da vi spiste aftensmad, prøvede jeg at berolige hende med. Det blev ved og ved. Annika faldt i søvn, og jo mere jeg lyttede jo mere synes jeg ikke det lød som egern. Oven over os var der også et værelse, så de der dyr hvad det end var, måtte pile afsted mellem vores loft og overboens gulv. Alberte og Ole kom heldigvis tilbage med et rigtig godt værelse vi kan få fra i morgen, så selvom det er noget dyrere end vi havde regnet med, så var alle enige om, at det er pengene værd. Både Ole og jeg sov rigtig dårligt den nat, selvom alle dyr undtagen myg holdt sig på den anden side af væggene, så lå vi begge på stikker.
