Hvem bestiller et fly til kl. 8.00….nu er vi jo vant til at sove til kl. 8.00, så det er altså ikke sjovt at vækkeuret ringer klokken 5 (undskyld til de arbejdende derhjemme!). Nå men der er ingen vej udenom, vi skal afsted i dag, nordpå op til Cairns. Flyvetid 3 timer – eller ca. 2860. km. Så jeg er trods alt glad for, at vi flyver, ellers skulle vi ha´ været afsted for 5 dage siden.
Da vi flyver ind over Cairns, er det tydeligt at se at det her er et fugtigt område. Mange fyldte floder og store grønne områder. I marts måned som er en af deres vådeste, falder der i gennemsnit 1127 mm regn. Den femte marts i år faldt der 167 mm, så det bliver underligt, når vi nu lige kommer fra den tørreste stat i det tørreste kontinent, og hvor alle var meget bevidste omkring det at vandet er en mangelvare.
Vi mærker det, straks vi kommer ud af lufthavnen. Fugten. Det er nu ikke fordi, her er varmere end sydpå, men en luftfugtighed på omkring 70% puha. Vi har lejet en lejlighed i tre dage. Den er dejlig, kæmpestor, hvilket vi overhovedet ikke har brug for, men alligevel superdejligt med rigtig stue, køkken og badekar. Her er en rigtig ovn, så vi overvejer endda, at bage en kage…. i 30 grader! Nå ja jeg har glemt, at fortælle at vi stegte frikadeller forleden i camperen.
Vi er vist ikke rigtig kloge. Lejligheden ligger noget udenfor Cairns, det er lidt ærgeligt. På vej ud til hotellet, kører vi forbi flere mangrover og floder. Ole siger, han ser advarselsskilte med Krokodiller på. Vi andre ser ingen – hans fantasi! Vi er dog alle klar over, at vi nærmer os, hvor de er. Krokodiller er helt sikkert et fantastisk dyr. Jeg behøver bare ikke at se dem i det fri. Det gør Annika vist heller ikke, hun begynder at spørge, ”hvor mange dage har vi tilbage i Australien?”
Husfatteren, en sød og meget informativ Australier, giver os en masse brochure over området. Igen bliver det vist begrænsningens kunst! Vi spørger lige til krokodillerne. Han griner og siger ”vil i se dem eller vil i ikke se dem” høhøhø vi griner lidt fjoget, så siger jeg, nu med en lidt mere skinger stemme ”er her eller er her ikke!” Nå ja siger han ca. én gang om året, så ser vi en der stikker hovedet op af havet. Ok det var bare det jeg skulle høre, vi holder os til poolen, for hvad er det lige for én dag den vælger???
Vi begiver os ned til supermarkedet. Ifølge kortet, skulle det ikke være så langt væk. Så efter lidt betænkeligheder, mest fra Ole, (hvor pokker er B.S. blevet af) så traver vi afsted. Det er lige før, vi savner Apolloen. Det har dog en positiv effekt. Det begrænser indkøbsmængden, da vi alle lige har i hovedet, at vi skal hjem igen, denne gang med noget i hænderne
Efter en afkølende tur i poolen – er det tid til at kigge på, hvordan vi griber de næste dage an. Hele spisebordet er fyldt med brochure over den ene mere fantastiske tur efter den anden. Hjælp, det er svært at vælge. Ikke fordi vi ikke ved hvad vi vil, men der er så mange forskellige bureauer som alle lover, den ultimative tur hmmmm.
Nå vi vil ud på revet og se et af de største naturfænomener. Revet som er 2.300 km langt og som er den eneste levende organisme, der kan ses fra månen. Vi vil også til Cape Tribulation, som skulle være den mest fantastiske regnskov i Australien. Ja og så vil vi besøge en aboriginal landsby. Der starter vi. Vi får fortalt historien, om hvordan englænderne kom, og hvordan de fordrev det oprindelige folk. Man bliver helt flov over at være hvid, og ville ønske, man lige kunne låne lidt af den maling, aboriginal folket har brugt, så man kunne gøre sig lidt mindre synlig. De viser os hvordan man bruger en boomerang, spyd og en didgiridoo, de der rør de spiller på. En dame fortæller, om hvordan de bruger frugter og planter i naturen, dels som føde og dels som medicin.
Det er meget fasinerende og spændende. De er søde og sjove. Meget selvironiske og det løsner op i den anspændthed og dårlige samvittighed, som jeg i hvertfald har over for dette folk. Vi ser også, hvordan de danser og slås, og man forstår da godt, at englænderne var bange for dette folk, for de er umiddeltbart lidt frygtindgydende.
Efter denne fine oplevelse, blev vi fanget af en turistfælde. En tur med kabelbane over regnskoven og op til Kuranda, som er en lille landsby. Her daskede vi lidt rundt i et marked primært med souvenirs. Hvorefter vi kørte med med et 100 år gammelt tog ned igennem regnskoven. På vejen så vi et flot vandfald Det var da flot, men det hele er så iscenesat og turistet, at det lidt mister sin charme.
Ole og Alberte, nu på DVD!
Turistfælde nr. 2: Quicksilver katamaran til Great Barrier Reef. Her blev 200 mennesker, hvoraf de 196 var fra Asien, sejlet ud til Green Island. Øen er en nationalpark, men det er ikke det vi forbinder med en nationalpark. Hele øen er plastret til med souvenirbutikker og restauranter. Her har vi to timer, men da vejret ikke er specielt godt, sparer vi badetøjet og går ind midt på øen, hvor der er en krokodille park. Har jeg sagt det før? Jeg HADER krokodiller. Her kommer vi ind i en lille Zoo. Lille betyder så at gangstierne også er betænkelig smalle. De der sataner ligger alle vegne og jeg har totalt paranoia, da de der bure ser noget slatne ud, og da vi ser ejeren af parken, bliver jeg ikke mere rolig. Nå lad os få det her overstået, så kan vi hakke dén oplevelse af! Vi se krokodillerne blive fodret. De første to er frygtindgydende, når de kaster sig efter maden, men den sidste krokodille……., først ser vi den liggende helt stille nede i vandet. Vi kan kun se hovedet, og den ligner alle de andre, men så ser den maden, og langsomt kommer den op af vandet, en 5 meter lang sjover på 50 år. Den ligner et monster og da den kaster sig frem mod buret (vi står lige på den anden side af hegnet) er vi alle færdige. Selv Ole siger, at han ikke skal bade i havet, hvor vi bor.
Efter denne oplevelse sejler vi videre ud på revet. Det blæser meget, og turen derud er voldsom, så alle bliver siddende på deres pladser. Ude på revet har Quicksilver en kæmpe ponton liggende permanent, hvor skibet ligger til. Her er alle faciliteter og så er det bare om at komme i vandet. Men det blæser en halv pelikan så det vand som skulle være noget af det mest fantastiske, ligner et hvilket som helst andet hav i blæsevejr. Vi vælger at starte med den båd med glasbund så vi stiller os i kø. Lige da det bliver vores tur til at gå ombord, siger Aussi fætteren, “sorry no more seets, we have another trip later“ OK nu var vi bare trætte af Quicksilver, det her var lidt for Quickt! Vi drømte os tilbage til Thailands ro, det her var bare for meget! Humøret var på nulpunktet.
Nå efter en hurtig frokost, tog vi badetøj og en dragt på, så vi ikke blev brændt af stingers. Så var det i vandet. Snokling var ikke noget at skrive hjem om, for der var alt for store bølger og sigtbarheden var dårlig, men Ole og Alberte fik et rigtig fint dyk, og det hjalp lidt på humøret. På vej hjem med båden, viste det sig, at deres dyk, var blevet optaget på video, vi kom ned og så det. Det var superflot, og vi købte selvfølgelig DVD´en.
Turen hjem var rædselsfuld. Vinden havde taget til og katamaraen knaldede i vandet, så båden røg rundt. Folk væltede rundt og den søsygetablet som jeg havde taget, var ikke nok til at forhindre at det hele væltede rundt i mig. Alberte var også ramt, ja og mange andre. Vi var glade da vi var i land. Vi håber, vi får en bedre oplevelse en anden dag, næste gang vil vi vælge et mindre firma, som går efter at dykke. Jeg drømmer stadig om Heron Island – nu må vi se om pengene rækker….
12. marts, Vejrrapport: 20 cm regn – ja det regnede hele dagen. Vi holdt os i tørvejr det meste af dagen. Pigerne startede en biograf op med billetsystem og popcorn. Gardinerne blev trukket for og man glemte for en stund, at man var i Australien. Vi så H20, en rigtig tøsefilm, som pigerne har købt på DVD. Den er fra Australien, så pigerne får trænet lidt engelsk, men det var vist lidt for tøset for Ole, i hvert fald tog han sig lige en morfar. Vi håber på bedre vejr i morgen, så vi kan køre til Cape Tripulation.
Da vi flyver ind over Cairns, er det tydeligt at se at det her er et fugtigt område. Mange fyldte floder og store grønne områder. I marts måned som er en af deres vådeste, falder der i gennemsnit 1127 mm regn. Den femte marts i år faldt der 167 mm, så det bliver underligt, når vi nu lige kommer fra den tørreste stat i det tørreste kontinent, og hvor alle var meget bevidste omkring det at vandet er en mangelvare.
Vi mærker det, straks vi kommer ud af lufthavnen. Fugten. Det er nu ikke fordi, her er varmere end sydpå, men en luftfugtighed på omkring 70% puha. Vi har lejet en lejlighed i tre dage. Den er dejlig, kæmpestor, hvilket vi overhovedet ikke har brug for, men alligevel superdejligt med rigtig stue, køkken og badekar. Her er en rigtig ovn, så vi overvejer endda, at bage en kage…. i 30 grader! Nå ja jeg har glemt, at fortælle at vi stegte frikadeller forleden i camperen.
Vi er vist ikke rigtig kloge. Lejligheden ligger noget udenfor Cairns, det er lidt ærgeligt. På vej ud til hotellet, kører vi forbi flere mangrover og floder. Ole siger, han ser advarselsskilte med Krokodiller på. Vi andre ser ingen – hans fantasi! Vi er dog alle klar over, at vi nærmer os, hvor de er. Krokodiller er helt sikkert et fantastisk dyr. Jeg behøver bare ikke at se dem i det fri. Det gør Annika vist heller ikke, hun begynder at spørge, ”hvor mange dage har vi tilbage i Australien?”Husfatteren, en sød og meget informativ Australier, giver os en masse brochure over området. Igen bliver det vist begrænsningens kunst! Vi spørger lige til krokodillerne. Han griner og siger ”vil i se dem eller vil i ikke se dem” høhøhø vi griner lidt fjoget, så siger jeg, nu med en lidt mere skinger stemme ”er her eller er her ikke!” Nå ja siger han ca. én gang om året, så ser vi en der stikker hovedet op af havet. Ok det var bare det jeg skulle høre, vi holder os til poolen, for hvad er det lige for én dag den vælger???
Vi begiver os ned til supermarkedet. Ifølge kortet, skulle det ikke være så langt væk. Så efter lidt betænkeligheder, mest fra Ole, (hvor pokker er B.S. blevet af) så traver vi afsted. Det er lige før, vi savner Apolloen. Det har dog en positiv effekt. Det begrænser indkøbsmængden, da vi alle lige har i hovedet, at vi skal hjem igen, denne gang med noget i hænderne
Efter en afkølende tur i poolen – er det tid til at kigge på, hvordan vi griber de næste dage an. Hele spisebordet er fyldt med brochure over den ene mere fantastiske tur efter den anden. Hjælp, det er svært at vælge. Ikke fordi vi ikke ved hvad vi vil, men der er så mange forskellige bureauer som alle lover, den ultimative tur hmmmm.
Nå vi vil ud på revet og se et af de største naturfænomener. Revet som er 2.300 km langt og som er den eneste levende organisme, der kan ses fra månen. Vi vil også til Cape Tribulation, som skulle være den mest fantastiske regnskov i Australien. Ja og så vil vi besøge en aboriginal landsby. Der starter vi. Vi får fortalt historien, om hvordan englænderne kom, og hvordan de fordrev det oprindelige folk. Man bliver helt flov over at være hvid, og ville ønske, man lige kunne låne lidt af den maling, aboriginal folket har brugt, så man kunne gøre sig lidt mindre synlig. De viser os hvordan man bruger en boomerang, spyd og en didgiridoo, de der rør de spiller på. En dame fortæller, om hvordan de bruger frugter og planter i naturen, dels som føde og dels som medicin.
Det er meget fasinerende og spændende. De er søde og sjove. Meget selvironiske og det løsner op i den anspændthed og dårlige samvittighed, som jeg i hvertfald har over for dette folk. Vi ser også, hvordan de danser og slås, og man forstår da godt, at englænderne var bange for dette folk, for de er umiddeltbart lidt frygtindgydende.Efter denne fine oplevelse, blev vi fanget af en turistfælde. En tur med kabelbane over regnskoven og op til Kuranda, som er en lille landsby. Her daskede vi lidt rundt i et marked primært med souvenirs. Hvorefter vi kørte med med et 100 år gammelt tog ned igennem regnskoven. På vejen så vi et flot vandfald Det var da flot, men det hele er så iscenesat og turistet, at det lidt mister sin charme.
Ole og Alberte, nu på DVD!
Turistfælde nr. 2: Quicksilver katamaran til Great Barrier Reef. Her blev 200 mennesker, hvoraf de 196 var fra Asien, sejlet ud til Green Island. Øen er en nationalpark, men det er ikke det vi forbinder med en nationalpark. Hele øen er plastret til med souvenirbutikker og restauranter. Her har vi to timer, men da vejret ikke er specielt godt, sparer vi badetøjet og går ind midt på øen, hvor der er en krokodille park. Har jeg sagt det før? Jeg HADER krokodiller. Her kommer vi ind i en lille Zoo. Lille betyder så at gangstierne også er betænkelig smalle. De der sataner ligger alle vegne og jeg har totalt paranoia, da de der bure ser noget slatne ud, og da vi ser ejeren af parken, bliver jeg ikke mere rolig. Nå lad os få det her overstået, så kan vi hakke dén oplevelse af! Vi se krokodillerne blive fodret. De første to er frygtindgydende, når de kaster sig efter maden, men den sidste krokodille……., først ser vi den liggende helt stille nede i vandet. Vi kan kun se hovedet, og den ligner alle de andre, men så ser den maden, og langsomt kommer den op af vandet, en 5 meter lang sjover på 50 år. Den ligner et monster og da den kaster sig frem mod buret (vi står lige på den anden side af hegnet) er vi alle færdige. Selv Ole siger, at han ikke skal bade i havet, hvor vi bor.
Efter denne oplevelse sejler vi videre ud på revet. Det blæser meget, og turen derud er voldsom, så alle bliver siddende på deres pladser. Ude på revet har Quicksilver en kæmpe ponton liggende permanent, hvor skibet ligger til. Her er alle faciliteter og så er det bare om at komme i vandet. Men det blæser en halv pelikan så det vand som skulle være noget af det mest fantastiske, ligner et hvilket som helst andet hav i blæsevejr. Vi vælger at starte med den båd med glasbund så vi stiller os i kø. Lige da det bliver vores tur til at gå ombord, siger Aussi fætteren, “sorry no more seets, we have another trip later“ OK nu var vi bare trætte af Quicksilver, det her var lidt for Quickt! Vi drømte os tilbage til Thailands ro, det her var bare for meget! Humøret var på nulpunktet.
Nå efter en hurtig frokost, tog vi badetøj og en dragt på, så vi ikke blev brændt af stingers. Så var det i vandet. Snokling var ikke noget at skrive hjem om, for der var alt for store bølger og sigtbarheden var dårlig, men Ole og Alberte fik et rigtig fint dyk, og det hjalp lidt på humøret. På vej hjem med båden, viste det sig, at deres dyk, var blevet optaget på video, vi kom ned og så det. Det var superflot, og vi købte selvfølgelig DVD´en.
Turen hjem var rædselsfuld. Vinden havde taget til og katamaraen knaldede i vandet, så båden røg rundt. Folk væltede rundt og den søsygetablet som jeg havde taget, var ikke nok til at forhindre at det hele væltede rundt i mig. Alberte var også ramt, ja og mange andre. Vi var glade da vi var i land. Vi håber, vi får en bedre oplevelse en anden dag, næste gang vil vi vælge et mindre firma, som går efter at dykke. Jeg drømmer stadig om Heron Island – nu må vi se om pengene rækker….
12. marts, Vejrrapport: 20 cm regn – ja det regnede hele dagen. Vi holdt os i tørvejr det meste af dagen. Pigerne startede en biograf op med billetsystem og popcorn. Gardinerne blev trukket for og man glemte for en stund, at man var i Australien. Vi så H20, en rigtig tøsefilm, som pigerne har købt på DVD. Den er fra Australien, så pigerne får trænet lidt engelsk, men det var vist lidt for tøset for Ole, i hvert fald tog han sig lige en morfar. Vi håber på bedre vejr i morgen, så vi kan køre til Cape Tripulation.
