Nå nu kører rumskibet igen. Vi har lejet en Apollo campervan fra Cairns til Sydney ca. 2.634 km. Vi har 18 dage, til at nå ekspeditionen. Da vi henter camperen, er vi lidt i tvivl om hvad vi skal. Vi har egentlig planlagt at køre lidt ind i landet, for at se nogle Lava tubes. Men det regner stadig, og vi fornemmer, at det kun bliver værre. Vi spørger os til råds hos Apollo, og de kan kun advare os mod at køre derind. Flere steder er floderne løbet over deres bredder, og vejene er spærrede. Årsagen til alle disse oversvømmelser er selvfølgelig alt den regn og når det samtidig bliver højvande, så løber floderne over. De mener ikke engang, at vi kan komme ret langt sydpå, før vores vej vil være spærret. Man holder så ind til siden, og bare venter til vandet er væk. Vi skal nok regne med at det tager et par dage at komme væk fra denne tropiske regn, men da det kun bliver værrere, skal vi se at komme afsted, får vi at vide.
Så det gør vi. Mens det regner og regner. Første forhindring skulle være i Gordonvale ikke langt fra Cairns. Her er der ingen problemer, selvom vi godt kan se, at floden ligger meget højt, men vi kommer igennem, og vi føler os heldige. Næste forhindring skulle komme omkring Innisfall. Igen er vi heldige.
Sidste forhindring er så Tully. Tully har en meget kedelig rekord. Det er den by der har mest nedbør i hele Australien. Rekorden er 7,9 meter på et år. På en enkelt dag kan der komme over en meter. Annika siger ”hvem gider bo i sådan en by” Tja det ved vi ikke, men de har da i hvert fald forsøgt at få det bedste ud af det, og har bygget en gummistøvle som er 7,9 meter høj. Den kan man så komme op i, og det må vi lige prøve, inden vi kører ud i vandmasserne igen. Da vi kører udenfor Tully, så starter det så. Vejen er væk og erstattet af vand. Vi husker lige Apollo fætterens sidste ord inden han spurgte om vi var klar til Rockin´ Roll: ”Vær forsigtig med de oversvømmelser. Camperen er nærmest en båd”. Hhhhmm, Vi holdt stille lidt, kiggede på vandmasserne, og de andre biler (de fleste af dem firehjulstrækkere) som meget langsomt begav sig afsted. Vi overvejede situationen, og blev enige om, at vi ikke gad bliver her. Så vi kørte! Langsomt gik det, og det var svært at se hvad der var vej, og hvad der var flod. Langsomt men sikkert kom vi over på den anden side. Vi var høje. Lige indtil vi kiggede længere frem…. Der var endnu en oversvømmelse. 
Bare lidt værre. Nå, men nu var vi ligesom sprunget ud i det, så der var kun en vej, og det var frem. Vi sneg os langsomt afsted. Jeg havde overskud til at tage et par billeder, men ellers holdt vi vejret. Noget af vejen var væk, og det var i det hele taget meget ubehageligt, og vi var rigtig glade, da vi kom tørskoet igennem det. Jeg har altid synes at en firehjulstrækker i København er latterligt, men her – det er det eneste rigtige.
Efter vandmasserne, var det pludselig som om at vejret klarede lidt op. Skyerne blev lysere. Landskabet ændrede også karakter. Det var slut med troperne, nu begav vi os ind i et noget tørrere klima. Målet var at komme frem til sol og tørvejr. Vi kørte ca 650 km., og var fremme ca. kl 19.30 ved Airlie Beach, som ligger ved Whitsunday Island. Så har vi taget en ordentlig bid, og kan blive nogle dage her. Da vi kommer frem til den campingplads som vi har udtænkt os, er der lukket, men via en telefon, får vi lov at komme ind og falder om efter en hård dag.
Så det gør vi. Mens det regner og regner. Første forhindring skulle være i Gordonvale ikke langt fra Cairns. Her er der ingen problemer, selvom vi godt kan se, at floden ligger meget højt, men vi kommer igennem, og vi føler os heldige. Næste forhindring skulle komme omkring Innisfall. Igen er vi heldige.
Sidste forhindring er så Tully. Tully har en meget kedelig rekord. Det er den by der har mest nedbør i hele Australien. Rekorden er 7,9 meter på et år. På en enkelt dag kan der komme over en meter. Annika siger ”hvem gider bo i sådan en by” Tja det ved vi ikke, men de har da i hvert fald forsøgt at få det bedste ud af det, og har bygget en gummistøvle som er 7,9 meter høj. Den kan man så komme op i, og det må vi lige prøve, inden vi kører ud i vandmasserne igen. Da vi kører udenfor Tully, så starter det så. Vejen er væk og erstattet af vand. Vi husker lige Apollo fætterens sidste ord inden han spurgte om vi var klar til Rockin´ Roll: ”Vær forsigtig med de oversvømmelser. Camperen er nærmest en båd”. Hhhhmm, Vi holdt stille lidt, kiggede på vandmasserne, og de andre biler (de fleste af dem firehjulstrækkere) som meget langsomt begav sig afsted. Vi overvejede situationen, og blev enige om, at vi ikke gad bliver her. Så vi kørte! Langsomt gik det, og det var svært at se hvad der var vej, og hvad der var flod. Langsomt men sikkert kom vi over på den anden side. Vi var høje. Lige indtil vi kiggede længere frem…. Der var endnu en oversvømmelse. 
Bare lidt værre. Nå, men nu var vi ligesom sprunget ud i det, så der var kun en vej, og det var frem. Vi sneg os langsomt afsted. Jeg havde overskud til at tage et par billeder, men ellers holdt vi vejret. Noget af vejen var væk, og det var i det hele taget meget ubehageligt, og vi var rigtig glade, da vi kom tørskoet igennem det. Jeg har altid synes at en firehjulstrækker i København er latterligt, men her – det er det eneste rigtige.Efter vandmasserne, var det pludselig som om at vejret klarede lidt op. Skyerne blev lysere. Landskabet ændrede også karakter. Det var slut med troperne, nu begav vi os ind i et noget tørrere klima. Målet var at komme frem til sol og tørvejr. Vi kørte ca 650 km., og var fremme ca. kl 19.30 ved Airlie Beach, som ligger ved Whitsunday Island. Så har vi taget en ordentlig bid, og kan blive nogle dage her. Da vi kommer frem til den campingplads som vi har udtænkt os, er der lukket, men via en telefon, får vi lov at komme ind og falder om efter en hård dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar