Vi har nu haft nogle meget stille dage uden de store oplevelser. Faktisk har vi haft tid til at se lidt på kioskhylderne. Man kan ikke åbne et blad uden, at der er noget om Kronprinsesse Mary, men nu er hun ovenikøbet på forsiden, med overskriften ”Mary in Prison”. Det er vi nødt til at købe. Det er en historie om hvordan Prisessen er meget alene hjemme og savner Australien. Desuden er der en karikaturtegning af hende siddende på toilettet, mens hun ammer Isabella. Kornprinsen står i underbukser med en øl i hånden, og den lille Christian sidder på potte. Manden som har lavet tegningen, har vundet en pris. Jeg synes det er totalt grænseoverskridende.
Vi er nu kørt halvvejs til Sydney, og tidsplanen holder nogenlunde. Vi har udset os Eungella Nationalpark, hvor vi håber at se næbdyr. Inden da kører vi mod Finch Hatton Gorge. Her skal der være nogle flotte vandfald som ender ud i en sø hvor man kan bade. Men igen, det er som om vejret ikke rigtig vil som os, så er vejen oversvømmet.
Vi stopper op og overvejer, men alle er nogenlunde enige om, at vi ikke vil køre derud, med fare for at vi ikke kan komme tilbage. Så vi vender om med snuden mod Eungella Nationalpark. Turen op af bjerget er meget stejlt, og lange køretøjer må ikke køre derop. Vi er enige om at 7,5 meter ikke er et langt køretøj, og begiver os op. Vejen er stejl, og vi nærmest kravler derop, heldigvis er der ikke mange på vejene og vi kommer op. Det er turen værd. Der er en subtropisk regnskov, og en fantastisk udsigt over dalen, og med en flod med de der meget sjældne og noget særprægede næbdyr. 
Vi går en tur langs floden. Først ser Alberte en, så går vi videre. Længere fremme er der et udkigspunkt. Der står en del mennesker. De er helt stille, da næbdyr er meget sky. De har stået der en del tid og ikke set nogle, men så kommer vi derhen, og straks ser Ole et næbdyr. De andre kigger forundret på ham – ja han kan være skideirriternde. Efter Eungella kører vi ca 300 km sydpå. Det bliver mørkt og vi ligger os bagved en lastbil. Det gør det noget nemmere, at han ”viser vej” for her er meget mørkt. Derudover er kænguruerne utrolig nysgerrige, de går gerne ud på vejen når de ser lys og vi synes ligesom de er sødest når de ikke er flade. Strækningen er meget øde. Der er langt mellem tankstationerne og ikke det sjoveste sted at gå i stå. Det gør vi heldigvis ikke. Vi når frem til Capricorn Caves, hvor der skulle være en lille campingplads. Vi kører frem og tilbage, men her er helt sort, og vi kan ikke finde noget der ligner en campingplads. Vi kører tilbage, til en pub vi så på vejen. Det er det eneste sted, hvor vi lige kan se, at der er lidt lys. Pub´en er i bedste westernstil. På verandaen sidder der to mænd og en dame. De griner, da jeg hopper ud af vognen og spørger til en campingplads. ”Den er lukket. Der ligger en campingplads 20 k´s (k = kilometer) sydpå, men den har også lukket nu. I kan sove her på parkeringspladsen”. Okidoki, jamen det gør vi da så bare. Vi parkerer, og går over på pubben. Der er kun de tre mennsker. Den ene mand og damen er dem som har pubben, og den anden mand har købmandsbutikken, så det er ikke ligefrem en travl aften. Vi køber noget at drikke og slår os ned, og får en hyggelig snak med dem. Parkeringspladsen hvor vi skal sove ligger lige ud til Bruce HighWay og en jernbane. På Bruce Highway er der tung lastbilstrafik og jernbanen er meget trafikeret. Så det er ikke just et stille og roligt sted vi skal overnatte, og samtidig er det underligt ikke at være på en ”beskyttet” campingsplads. Nå vi falder da i søvn, selv om både Ole og jeg sover noget let denne nat.
Vi er nu kørt halvvejs til Sydney, og tidsplanen holder nogenlunde. Vi har udset os Eungella Nationalpark, hvor vi håber at se næbdyr. Inden da kører vi mod Finch Hatton Gorge. Her skal der være nogle flotte vandfald som ender ud i en sø hvor man kan bade. Men igen, det er som om vejret ikke rigtig vil som os, så er vejen oversvømmet.
Vi stopper op og overvejer, men alle er nogenlunde enige om, at vi ikke vil køre derud, med fare for at vi ikke kan komme tilbage. Så vi vender om med snuden mod Eungella Nationalpark. Turen op af bjerget er meget stejlt, og lange køretøjer må ikke køre derop. Vi er enige om at 7,5 meter ikke er et langt køretøj, og begiver os op. Vejen er stejl, og vi nærmest kravler derop, heldigvis er der ikke mange på vejene og vi kommer op. Det er turen værd. Der er en subtropisk regnskov, og en fantastisk udsigt over dalen, og med en flod med de der meget sjældne og noget særprægede næbdyr. 
Vi går en tur langs floden. Først ser Alberte en, så går vi videre. Længere fremme er der et udkigspunkt. Der står en del mennesker. De er helt stille, da næbdyr er meget sky. De har stået der en del tid og ikke set nogle, men så kommer vi derhen, og straks ser Ole et næbdyr. De andre kigger forundret på ham – ja han kan være skideirriternde. Efter Eungella kører vi ca 300 km sydpå. Det bliver mørkt og vi ligger os bagved en lastbil. Det gør det noget nemmere, at han ”viser vej” for her er meget mørkt. Derudover er kænguruerne utrolig nysgerrige, de går gerne ud på vejen når de ser lys og vi synes ligesom de er sødest når de ikke er flade. Strækningen er meget øde. Der er langt mellem tankstationerne og ikke det sjoveste sted at gå i stå. Det gør vi heldigvis ikke. Vi når frem til Capricorn Caves, hvor der skulle være en lille campingplads. Vi kører frem og tilbage, men her er helt sort, og vi kan ikke finde noget der ligner en campingplads. Vi kører tilbage, til en pub vi så på vejen. Det er det eneste sted, hvor vi lige kan se, at der er lidt lys. Pub´en er i bedste westernstil. På verandaen sidder der to mænd og en dame. De griner, da jeg hopper ud af vognen og spørger til en campingplads. ”Den er lukket. Der ligger en campingplads 20 k´s (k = kilometer) sydpå, men den har også lukket nu. I kan sove her på parkeringspladsen”. Okidoki, jamen det gør vi da så bare. Vi parkerer, og går over på pubben. Der er kun de tre mennsker. Den ene mand og damen er dem som har pubben, og den anden mand har købmandsbutikken, så det er ikke ligefrem en travl aften. Vi køber noget at drikke og slår os ned, og får en hyggelig snak med dem. Parkeringspladsen hvor vi skal sove ligger lige ud til Bruce HighWay og en jernbane. På Bruce Highway er der tung lastbilstrafik og jernbanen er meget trafikeret. Så det er ikke just et stille og roligt sted vi skal overnatte, og samtidig er det underligt ikke at være på en ”beskyttet” campingsplads. Nå vi falder da i søvn, selv om både Ole og jeg sover noget let denne nat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar