Har fundet ud af at der ligger de skønneste offentlige campingpladser, ofte du til en sø. De koster kun NZ$ 15 isteden for ca. 50 $ på en almindelig campingplads. Samtidig er det altid i nærheden af et naturskønt område. Vi har fået en oversigt over disse, og der ligger en i nærheden af hvor vi har sovet. Vi tager dertil og vil holde ind og spise morgenmad. Uuuhhhh her er lækkert. Vejret er med os og solen skinner flot over en sø med bjerge i baggrunden. Her er borde og bænke, en lille badebro, og ro og bare skøøøøønt. Vi er alle enige om at vi gerne vil overnatte på sådan et sted en gang imellem, så må vi bade i søerne eller springe badet over – der er alligevel kun os selv! Vi kører videre mod gletcheren som vi nu begynder at kunne ane i horisonten. Naturen her er helt eminent. En blanding af bregner, regnskov, bjerge, enge med græssende får og rådyr og bare helt utroligt flot. Som vi nærmer os gletcheren bliver her lidt skiferie agtigt. Her er sne på bjergtoppene, og man får lige pludselig lyst til at stå på ski. Mount Cook hedder det højeste bjerg, som snart viser sig. I det hele taget, er vi hele tiden lige i hælene på ham Cook. Vi traver ud til Franz Josef gletcheren, en god tur på 1,5 time. Her er flot og meget vildt. Man må ikke gå helt ud til gletcheren, så det gør kun Ole og Alberte!! 
Ole har i øvrigt fået nogle nye venner – sandfluer. De bider, siger han, og de er åbenbart allevegne. I hvertfald danser han rundt, og hver halve time bliver vognen evakueret, for så skal der sprøjtes med insektgift.
Pernille, min søster, har hjemmefra sagt at når vi kommer til Australien, så skal vi tage ud og ride. Dengang var der lang tid til, så jeg sagde, ja ja det skal vi da, mens pigerne hørte det. Det ”nåede” vi så ikke i Australien, men pigerne glemmer ikke noget, og nu snakker de om det igen efter de har
set nogle ridebrochure på et turistkontor. Nå, men vi kan lige så godt få det overstået tænker jeg – jeg hader at være i nærheden af heste, men kan ligesom fornemme, at vi ikke får fred før vi har gjort det. Så vi kører ned, til et hestestutteri eller hvad sådan et sted nu hedder. En rigtig cowboy tager imod os. Udenfor står 6 heste tøjret til en stolpe i bedste western stil. Vi kan komme i morgen kl. 10, siger han. ”Jamen vi er helt unexperienced” forsøger vi. ”No problem” siger han. Fandens også, nu er der ingen vej udenom. Pigerne har smil over hele hovedet, og jeg er allerede begyndt at svede.
Næste morgen siger Annika ”jeg har ikke sovet hele natten, jeg glæder mig sådan” og jeg siger ”det har jeg heller ikke, jeg er så nervøs”. Nå vi kører afsted, og cowboyen tager imod os, de er ved at gøre hestene klar. De ser nu meget søde og fredlige ud som de står bundet fast der. Annika får Molly en lille hvid hest. Jeg får Casper, en ordentlig krikke, Ole får Floyd (Pippies hest) og Alberte får en flot brun hest, der hedder Peach. Så rider vi afsted. Os fire og tre til at passe på os. Vi er nærmest mandsopdækket og det er da meget rart. Nå, hestene kender vist ruten, eller også har vi bare godt styr på heste. I hvert fald rider vi alle samme vej ned mod floden. Vi har også selskab af hunden som bor på gården, og jeg må indrømme, at det er meget hyggeligt. Samtidig med vi rider afsted ud over stepperne, har man udsigt til gletcheren – det er bare i orden. Men pludselig har hunden fundet en flaske som den skal løbe og lege med, og så bliver min hest selvfølgelig bange og styrter afsted. Har lyst til at skrige HJÆLP men der kommer ingen ord ud af min mund, isteden for prøver jeg at stoppe krikken ved at rive i seletøjet (tror jeg nok det hedder). Heldigvis kommer min helt– ham der cowboyen – ridende op på siden af mig og redder mig. Nå men så kommer der styr på tropperne, og mit hjerte slår igen nogenlunde normalt, så skal vi fandeme til at ride trav, hvad skal det nu være godt for, det går da rimeligt stærkt det her?. Nå men efter nogle startvanskeligheder, så kan jeg faktisk mærke at det fungerer, og det er fedt. Vi rider lidt over en time, og det var bedre en jeg havde regnet med. Jeg fik kæmpet mig ned af hesten, helt lam i benene af at spænde, og hører så pigerne sige ”hvornår skal vi ud og ride igen” ååååååååå.
p.s. har forøvrigt fået vabler i begge hænder af at klamre mig fast. Desværre har vi ikke fået nogle billeder af showet, men det er ganske vist.
Ole har i øvrigt fået nogle nye venner – sandfluer. De bider, siger han, og de er åbenbart allevegne. I hvertfald danser han rundt, og hver halve time bliver vognen evakueret, for så skal der sprøjtes med insektgift.
Pernille, min søster, har hjemmefra sagt at når vi kommer til Australien, så skal vi tage ud og ride. Dengang var der lang tid til, så jeg sagde, ja ja det skal vi da, mens pigerne hørte det. Det ”nåede” vi så ikke i Australien, men pigerne glemmer ikke noget, og nu snakker de om det igen efter de har
set nogle ridebrochure på et turistkontor. Nå, men vi kan lige så godt få det overstået tænker jeg – jeg hader at være i nærheden af heste, men kan ligesom fornemme, at vi ikke får fred før vi har gjort det. Så vi kører ned, til et hestestutteri eller hvad sådan et sted nu hedder. En rigtig cowboy tager imod os. Udenfor står 6 heste tøjret til en stolpe i bedste western stil. Vi kan komme i morgen kl. 10, siger han. ”Jamen vi er helt unexperienced” forsøger vi. ”No problem” siger han. Fandens også, nu er der ingen vej udenom. Pigerne har smil over hele hovedet, og jeg er allerede begyndt at svede.Næste morgen siger Annika ”jeg har ikke sovet hele natten, jeg glæder mig sådan” og jeg siger ”det har jeg heller ikke, jeg er så nervøs”. Nå vi kører afsted, og cowboyen tager imod os, de er ved at gøre hestene klar. De ser nu meget søde og fredlige ud som de står bundet fast der. Annika får Molly en lille hvid hest. Jeg får Casper, en ordentlig krikke, Ole får Floyd (Pippies hest) og Alberte får en flot brun hest, der hedder Peach. Så rider vi afsted. Os fire og tre til at passe på os. Vi er nærmest mandsopdækket og det er da meget rart. Nå, hestene kender vist ruten, eller også har vi bare godt styr på heste. I hvert fald rider vi alle samme vej ned mod floden. Vi har også selskab af hunden som bor på gården, og jeg må indrømme, at det er meget hyggeligt. Samtidig med vi rider afsted ud over stepperne, har man udsigt til gletcheren – det er bare i orden. Men pludselig har hunden fundet en flaske som den skal løbe og lege med, og så bliver min hest selvfølgelig bange og styrter afsted. Har lyst til at skrige HJÆLP men der kommer ingen ord ud af min mund, isteden for prøver jeg at stoppe krikken ved at rive i seletøjet (tror jeg nok det hedder). Heldigvis kommer min helt– ham der cowboyen – ridende op på siden af mig og redder mig. Nå men så kommer der styr på tropperne, og mit hjerte slår igen nogenlunde normalt, så skal vi fandeme til at ride trav, hvad skal det nu være godt for, det går da rimeligt stærkt det her?. Nå men efter nogle startvanskeligheder, så kan jeg faktisk mærke at det fungerer, og det er fedt. Vi rider lidt over en time, og det var bedre en jeg havde regnet med. Jeg fik kæmpet mig ned af hesten, helt lam i benene af at spænde, og hører så pigerne sige ”hvornår skal vi ud og ride igen” ååååååååå.
p.s. har forøvrigt fået vabler i begge hænder af at klamre mig fast. Desværre har vi ikke fået nogle billeder af showet, men det er ganske vist.
Lake Matheson sidder søen, som ligger tæt på Fox gletcheren. Det skulle være den mest fotograferede sø i New Zealand, da bjergene spejler sig helt fantastisk i søen. Vi går en tur rundt om søen. En flot tur på ca. 1 time. Så kører vi videre til en af de der offentlige campingpladser. Dem har vi fået smag for. Ikke kun fordi de er billige, nej mere fordi de som oftest ligger helt fantastisk. Denne her gang er vi mere end heldige. Pladsen ligger lige ud til en sø, og solen bager dejligt. Så vi finder campingstole og –bord frem, og skynder os at tænde den engangsgrill vi har været så forudseende at købe på vejen. Her er det nemlig mørkt kl. 19 og når solen er væk er det koldt. Så her er ikke noget med dejlige lyse sommernætter som i Danmark ved midsommertid. Så vi spiser vores kotelletter, som i øvrigt smager skønt i total mørke. Pludselig siger Alberte, at der er en fugl. Frem med lygten, og ganske rigtigt. Der sidder en sød lille ugle og kigger på os. Hun har arvet sin fars falkeblik. Der er ikke kun én ugle men to og de bliver bare siddende og ser søde ud, selvom vi lyser på den. Næste morgen nyder vi endnu engang den helt formidable udsigt, der er udover søen, mens disen letter. Et par kommer sejlende i deres kajak. Der er bare sådan en ro. Vi har lyst til bare at blive her, især pigerne som bare fisker og fisker, med den pind og fiskesnøre som de har fundet. Vi må lokke dem med at vi nok skal købe en rigtig fiskestang, når vi kommer til den næste by, for at få dem med.
Vi kører videre, stopper ved Point Knights, for at spotte nogle hvaler, dog uden held. Men så stopper vi ved en flot strand. Lyset er helt hvidt, helt skønt bortset fra lidt sandfluer. Det bedste er at Annika lige ser nogle delfiner. Vi når Wanaka, en lille by ved en sø af samme navn hen ad eftermiddag, og stryger straks hen i en fiskebutik og får en dejlig stang til pigerne, selvom det ikke er den lyserøde, som Annika gerne ville have, og en fluestang til Ole med diverse udstyr. Så nu er de klar til diverse søer, og vi behøver ikke længere at købe kød…….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar