Melbourne 24. - 26. Februar

Vi har booket en Apollo 6 personers camper fra Melbourne til Adelaide. Vi skal hente den, når vi ankommer til lufthavnen og er alle meget spændte på hvordan det bliver. De sidste aftener i Singapore, har vi købt mad med hjem og sidder på hotelværelset og spiser. Vi er alle trætte af at sidde på restaurant flere gange om dagen (hvor er man et bæst), og glæder os rigtig meget til at få et ”hjem” hvor vi kan lave mad og pakke rigtigt ud. Ole og jeg er nu også lidt betænkelige, over at skulle køre rundt med sådan et monstrom, men nu må vi se. Foreløbig har vi lejet den for 12 dage, og så må vi se om det er noget for os. Godt trætte efter 7 timer i luften ankommer vi kl. 7.30 i Melbourne lufthavn. Uha her er koldt. Vi troede at, nu skulle vi rigtig ha´ varme, men her er bare koldt. Flere fortæller os at det her vejr er helt ekseptionelt, og at det gode vejr kommer snart. Her er ca. 20 grader, men det er altså bare koldt, når man er vant til ca. 30 grader.

Vi kører afsted ud til Apollo som ligger lidt udenfor lufthavnen. Manden der arbejder der, er en gæv fyr som snakker og snakker. Vi får både hans bryllupsrejse , hans tidligere arbejdsplads og meget andet beskrevet udover hvordan camperen virker, inden vi får lov at køre.

Stille og roligt kører vi ud fra parkeringspladsen. Heldigvis er det søndag, og vi er i et industrikvarter, så vi er rimelig alene. Det er lidt af en udfordring. Køre rundt med et ”hus” på 7,5 meter, i et fremmed land og så i den forkerte side – ja ja der var ingen der sagde det skulle være nemt, og det er det heller ikke….. Gearstangen sidder også i den forkerte side, og det mindste bump i vejen, og det lyder som om tallerknerne kommer ud af skabene. Det er svært at afstandsbedømme – og jeg sidder bare ved siden af – stakkels Ole. Pigerne har fået at vide at de skal være stille, og vi holder alle vejret. Nå vi får sneget os ud til vores første helle, som er 9 km. udenfor Melbourne. Her vil vi være i to dage, så vi lige kan vænne os til vognen, ”vores” nye land og det hele.

Samme eftermiddag styger vi et smut ind til Melbourne. Vi lader nu camperen stå og tager en bus. Vi dasker lidt rundt i byen, får en sandwich og sidder på en græsplæne og kigger på folk. Vi går ned til floden, hvor Ole opdager Melbournes højeste hus. Det er 297 meter højt, og de øverste etager er belagt med 24 karat guld. Man kan komme derop og se udover byen. Det gør vi. Super flot udsigt, og meget langt ned. Vi kan se tennisbanerne, hvor der i januar bliver afholdt Australien Open, Botanisk have og meget andet. Man kunne blive kørt ud fra huset i en slags elevator med glasbund, så man kunne kigge direkte ned. Det vil Ole gerne, men der bliver nedlagt veto, og vi er nogle, som synes det er dejligt at komme ned på jorden igen.

Hjemme i camperen igen, har vi købt ind til en gang lasagne. Det smager skønt, og så er vi altså også ved at være trætte. Pigerne skal sove oppe over førerhuset, hvor der er en hems og vi skal sove i ”sofa arragementet” som kan laves om til seng. Næste dag vågner vi kl. 11! Vi har vist ikke vænnet os til tidsforskellen og er jo også blevet snydt for nogle timer. Nå, det er der ikke noget at gøre ved, men Melbourne kalder igen. Afsted med bus. Vi går til Federation Square, en flot plads med moderne arkitektur. Her er som en sensommerdag i København, og byen minder om en europæisk by. Her er meget flot. Videre går det til en is bar. En bar, hvor alt er lavet i is også glassene og stolene (der ligger en lignende bar i København). Der er minus 10 grader, og man får vinterjakke og handsker på. Vi er de eneste, der er der. Det er jo midt på dagen. Så det er lidt underligt, at sidde i denne kæmpe fryser og drikke drinks. Vi holdt derinde i 17 minutter.

Bagefter hoppede vi på en sporvogn ud mod botanisk have. Pludselig var der en, der talte til os - på Dansk. Han fortalte lidt om billetsystemet, og vi spurgte til, hvad han lavede i Melbourne. Han var nede og studere.”Hhhhmmm det skulle vel aldrig være på Copenhagen Business School” spurgte jeg. ”Jo”, svarede Adam, det hed han. ”Nå, men kender du så ikke vores nabo, Sara. Hun er i Sydney?” Jo, såmænd gjorde han det. De gik i parallel klasse, og han skulle ned og besøge hende i weekenden. Inden han sprang af sporvognen, lovede han at hilse hende, og vi stod tilbage, forbløffede over hvor lille verden kan være.
Botanisk have var rigtig flot og hyggelig, og vi ærgede os over, at vi ikke havde mere tid. Man kunne sagtens ha´ brugt en dag her med en madkurv, men vi gik en lang tur igennem den, med kun lidt brok fra de to mindste. Vi så flotte papegøjer og sorte svaner, og sindsygt mange løbere. Det var som om hele Melbourne var ude at løbe her hen under aften.